Det blev ikke alene en genstart, men en decideret kickstart for folkene bag DR’s nyhedspodcast, da den danske radiobranche fredag eftermiddag fejrede sig selv ved Prix Radio. Det er branchens årlige prisshow, hvor årets bedste programmer, fortællinger, interviews, værter og store radioøjeblikke bliver hædret og fejret.
Med to priser – nemlig prisen som ’Årets vært’ til Knud Brix og prisen som ’Årets nyheds- og aktualitetsprogram’ – blev nyhedspodcasten ’Genstart’ eftermiddagens største ’prishøster’. ’Genstart’, som DR lancerede først på året, var også nomineret i yderligere to kategorier, ’Årets nyskabelse’ og ’Årets podcast’. ’Genstart’ fordyber sig hver dag i en aktuel historie, og lytterne har taget rigtig godt imod den.
- ’Genstart’ er godt snedkereret. Det lever op til originalitetskriterierne, samtidig med at det blander nye genrer ind i nyheds- og aktualitetsbegrebet. Årets vinder har en vært, der både skiller vandene og bygger bro – bygger bro til det, der er svært. Han bygger også bro til det brede publikum, og så er han bare satans dygtig til sit håndværk, lød det blandt andet fra juryen.
Foregik bag computerskærme
Hvor Prix Radio normalt bliver fejret med en branchefest i den fysiske verden, var det i år bag computerskærme over hele landet, at jublen lød. Festlighederne foregik i et digitalt awardshow med værter fra en stribe af landets radiostationer og ’lydskabere’ i øvrigt. Prix Radio er arrangeret af Danske Medier, DR, Bauer Media og Radio 4.
Specielt P1-værter og P1-programmer havde grund til at smide hænderne over hovedet ved den coronatilpassede, digitale fest. Kanalen hentede begge interviewpriser – ’Den gode samtale’ og ’Den kritiske’, ligesom P1 også skulle vise sig at have leveret ’Årets morgenfalde’ og ’Årets promotion for program’.
Det var Søren Carlsen fra ’Orientering’ på P1, som for andet år i træk modtog prisen for årets bedste, kritiske interview. Han fik prisen for et interview med Google om hurtcore – det vil sige videoer eller chats, hvor en person nedgør, ydmyger og volder andre skade mod deres vilje.
Alle prismodtagere i de 18 kategorier er udpeget af en fagjury med branchefolk og specialister fra alle hjørner af radiobranchen, og i Søren Carlsens tilfælde kalder juryen blandt andet interviewet for ’virkelig godt researchet’.
Også Iben Maria Zeuthen fra P1 fik en Prix Radio, og hun modtog den for ’Årets Interview – Den Gode Samtale’ for programserien ’Læge søger grænser’ med Søren Ventegodt.
- Interviewet, som forløber over flere dage, viser et sjældent mod og en vilje til at prøve grænser af på begge sider af mikrofonen. Resultatet er en samtale i helt sin egen liga, lød det blandt andet fra juryen.
’P1 Morgen’ har genopfundet sig selv
’Årets promotion for program’ gik til en trailer for P1-programmet ’Far har været i krig’, og også DR-medarbejderne bag morgenfladen på P1 fik et stort skulderklap virtuelt ved Prix Radio. Morgenen er traditionelt dér, hvor flest hører radio, og i kategorien ’Årets morgenflade’ var ’P1 Morgen’ i konkurrence med ’Go’Morgen P3’ og ’Feedet’ fra Radio Loud.
- ’P1 Morgen’ har genopfundet sig selv, har fundet den frækhed, de ledte efter og kombinerer det med selvstændig journalistik i en form, der virkelig viser, at de har arbejdet med det. Det har simpelt hen været deres år, hed det i motiveringen.
Kun få timer før Mads Steffensen skulle byde velkommen til anden sæson af ’Fællessang – hver for sig’ på DR1 fredag aften, fik han radiobranchens ord for, at han også er god til at inddrage lytterne, når han om lørdagen sender ’Mads & Monopolet’ på P4. Udsendelsen fik en Prix Radio for netop ’Årets Lytterinddragelse’.
- ’Mads & Monopolet’ har lytterinddragelse som sit centrale omdrejningspunkt og er et referencepunkt og har dannet skole for moderne lytterinddragelse. Programmet har evnet at holde det samme høje niveau og har de samme høje lyttertal i mere end 17 år, lød det blandt andet fra juryen.
’Årets podcast’ er fra DR
I 2021 vil DR have fuldt fokus på podcasts, men allerede nu får genren positiv opmærksomhed, og ’Årets podcast’ skulle også vise sig at være fra P1 og DR. Det var serien ’I en danskers blodspor’ om våbenhandleren og tækkemanden Peter Frederiksen, der bor i Sydafrika, som modtog den pris. Serien var tilrettelagt af Jørn Stjerneklar og Helle May og produceret af Torben Brandt.
- Årets vinder lykkes på fænomenal vis med at drible mellem forskellige fortællespor og ende med en helstøbt fortælling, lød det blandt andet.
Prisen for ’Årets Event’ hædrer en event, hvor radioen flytter ud af studiet og skaber noget spændende og nyskabende. Her gik prisen til P3 Podcast og et program, der dybest set er en klassiker i radiosammenhæng, nemlig ’Tværs’. Med Sara Bro som vært var redaktionen i årets løb i Grønland for at fortælle om, hvordan det er at være ung på den store ø. Det kastede både radioprogrammer og et ’Tværs’-tema af sig på dr.dk, som du kan se her
- Med relevans og nytænkning satte ’Tværs i Grønland’ noget i fokus, vi har glemt og dermed tog det et kendt format til nye niveauer, hed det blandt andet fra juryen.
Sportsreportage var årets radioøjeblik
Ifølge branchejuryen leverede P3 også ’Årets Øjeblik’ i radioen. Her hædrer juryen ’et unikt og magisk radioøjeblik, som sætter følelser og tanker i gang hos lytteren’.
Prisen gik Tobias Hansen, der i ’Liga på P3’ rapporterede om Mads Pedersen, der i 2019 som den første danske mand nogen sinde vandt VM i landevejscykling.
- Det er et af de øjeblikke, der aldrig kan times og tilrettelægges, men som får samtlige hår på kroppen til at rejse sig og øjenkrogene til at blive akut fugtige. Vi er kun et huttelihut fra en legende, lød det juryen om Tobias Hansen fra DR Sporten.
I en tid, hvor musikken spiller på meget lavt blus på grund af coronarestriktionerne, har DR skruet ekstra meget op for den – med blandt andet morgensang og fællessang, musiksommer, ’Fredagsscenen LIVE’ på P2, P4, P5, P6 Beat og P8 Jazz og i næste uge ekstra meget dansk musik i ’Spil Dansk Ugen’.
Et af tilbuddene fra DR i årets løb også været P8 Jazz-podcasten ’Farlige toner – Historien om dansk jazz’. Den blev kåret som ’Årets Musikprogram’, og her havde juryen de helt store superlativer fremme.
- Det er helt unikt, at hver episode er et lille værk i sig selv. Formidlingsmæssigt er serien finurlig, og den opfylder alle kriterier i juryens bedømmelse. Musikformidling og historiefortælling går op i en højere enhed, lød det i motiveringen til udsendelserne, hvor Kresten Osgood er vært.
Radiochef oprigtigt glad
DR’s radiochef Anette Kokholm glæder sig over den flotte prishøst i et år, der mildest har været anderledes end alle andre.
- DR har to spor i sine radiotilbud. Det ene spor er at bevare og udvikle de stærke flowtilbud, som radioen har, mens det andet er at sætte fuld speed på podcast og on demand-tilbud, som vinder mere og mere frem i danskernes lyttevaner. Det er dejligt, at det er begge dele, der høster hæder. Samtidig er det en rigtig god blanding af programmer – lige fra den nye nyhedspodcast, til de gode interview, stærke radiostemmer og DR’s musikformidling, der får ros og priser. Det gør mig oprigtigt glad, siger hun. I alt var 300 bidrag fra hele radio- og podcastbranchen indstillet til de 18 Prix Radio-priser.
De fik en Prix Radio 2020
- •
Årets podcast: ’I en danskers blodspor’, DR P1 Podcast
- •
Årets nyskabelse: ’Rosas Reality Radio’, Rosa Marie Frang
- •
Årets dokumentar og dokumentariske Feature: ’Kan man tilgive en psykopat’, Filt Cph./Podimo
- •
Årets radioprogram: ’Stram Diskurs’, Zamani Media/Radio24Syv
- •
Årets morgenflade: ’P1 Morgen’, DR P1
- •
Årets musikprogram: ’Farlige Toner – Historien om dansk jazz’, DR P8 Jazz
- •
Årets vært/værtspar: Knud Brix, ’Genstart’ – DR’s nyhedspodcast
- •
Årets interview – Den gode samtale: Iben Maria Zeuthen i ’Læge søger grænser’, DR P1
- •
Årets interview – Det kritiske interview: Søren Carlsen for ’Interview med Google om hurtcore’, DR P1
- •
Årets nyheds- og aktualitetsprogram: ’Genstart’ – DR’s nyhedspodcast
- •
Årets radiopersonlighed: Lucia Odoom, Politiken Podcast
- •
Årets lytterinddragelse: ’Mads & Monopolet’, DR P4
- •
Årets øjeblik: Tobias Hansens indslag ’Mads Pedersen vinder VM’, ’LIGA på P3’, DR P3
- •
Årets satire: R8dio – ’Undskyld vi roder’ – Lucky via Itunes, Spotify, Google Play
- •
Årets reklame: LEGO Duplo Kampagne, Bauer Medias netværk
- •
Årets event: ’Tværs i Grønland’ – DR P3 Podcast
- •
Årets kommercielle samarbejde: ’En verden indenfor’ – Bauer Medias Netværk i samarbejde med Kriminalforsorgen
- •
Årets promotion for program: ’Far har været i krig’, DR P1