Oplev DR på Folkemødet – og Folkemødet på DR’s platforme

En lang række forskellige DR-programmer sender fra DR Scenen på Folkemødet i Allinge i år – blandt andet ’TVA Live’ og ’Mørklagt’. DR er også vært for et særligt dialogarrangement om danskere i verden og et kreativt værksted med Karla Kylling.

Forbundsformand Claus Jensen, Dansk Metal, viceadministrerende direktør for internationale forhold i Dansk Industri Thomas Bustrup, DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn, P3-vært Andreas Kousholt og DR’s internationale korrespondent Stéphanie Surrugue er alle med i dialogarrangementet om 'Danskere i Verden' torsdag eftermiddag på Folkemødet. (Foto: © (C) DR)

Når Allinge på Bornholm atter kommer til at summe af debatter og events under Folkemødet fra den 15.-17. juni, bliver der rig mulighed for selv at deltage ved DR Scenen eller at følge med via DR.

DR's program på Folkemødet

For både hvis du selv er til stede på øen, eller hvis du sidder i for eksempel Ringkøbing, Randers eller Gedser, har du chancen for at følge nogle af debatterne eller tage del i det, som DR selv arrangerer.

En stribe DR-værter, DR-programmer og -podcasts rykker ud af studierne under Folkemødet og ind på DR Scenen på Allinge Havn. Her vil der være et godt blandet og varieret program fra morgen til aften torsdag, fredag og lørdag. Udover at det hele kan opleves på stedet, sender DRTV, DR Lyd, P1, P3, DR2, det landsdækkende P4, P4 Bornholm og dr.dk fra begivenhederne – enten direkte eller forskudt. Folkemødet bliver også dækket generelt i DR’s nyhedsudsendelser i løbet af dagene.

Dialog om ’Danskere i Verden’

I forbindelse med Folkemødet er DR blandt meget andet vært for et særligt dialog-arrangement torsdag eftermiddag. Det har overskriften ’Danskere i Verden – erhvervseventyr og slægtshistorier’, og arrangementet tager afsæt i DR’s temasatsning i 2023 – ’Danskere i Verden’.

DR’s internationale korrespondent Stéphanie Surrugue er vært for eftermiddagen. Her kan du møde DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn, viceadministrerende direktør for internationale forhold i Dansk Industri Thomas Bustrup og forbundsformand Claus Jensen fra Dansk Metal, når der lægges op til dialog om dansk public service, internationalt udsyn og ikke mindst om danskere i verden. I forbindelse med 2023-temaet har DR også særligt fokus på slægtsforskning – og her kommer Stéphanie Surrugue og Maria Rørbye Rønn samt P3-vært Andreas Kousholts egen slægtshistorie i spil. Mikrofonen er åben for publikum, og hele seancen vil kunne ses på dr.dk/møddr efterfølgende.

Flere faste programmer er med

Faste DR-programmer fra P1, P4, DR2 og DR Lyd som ’Anmelderne’, ’Fodboldlisten’, ’Debatten’, ’Slotsholmen’, ’P1 Debat’, podcasten ’Krig’, ’Sara & Monopolet’ samt ’10-20-30’, hvor Signe Muusmann dykker ned i afgørende øjeblikke i kendte danskeres liv med musikken, bliver i løbet af dagene sendt og optaget fra DR Scenen, hvor alle kan følge med.

Her vil der også være en stribe arrangementer skabt til lejligheden. Fælles for dem er, at de alle vil kunne følges på DR’s platforme – samt på dr.dk/møddr – efterfølgende.

På Folkemødet på Bornholm bliver der blandt andet mulighed for at møde en række af DR’s korrespondenter, der tager fat på emner og sager inden for deres respektive fagområder.

Fredag formiddag beretter DR's retsanalytiker Louise Dalsgaard (tv.) og DR’s retskorrespondent Trine Maria Ilsøe om deres arbejde i en særudgave af ’Mørklagt’ om hemmelige kilder. (Foto: © (C) DR)

Fredag formiddag beretter DR’s retskorrespondent Trine Maria Ilsøe og retsanalytiker Louise Dalsgaard om deres arbejde i en særudgave af ’Mørklagt’ om hemmelige kilder. Sagerne mod den tiltalte spionchef og den terrordømte danske statsborger Ahmed Samsam har fået stor opmærksomhed, og begge sager har ført til diskussioner af, hvilke informationer, DR kan lægge frem, hvilke overvejelser, DR har ved at dække sagerne, og spørgsmål om, hvorfor DR bliver ved - blandt andet i podcastserien ’Mørklagt’. Det kommer de to blandt andet ind på undervejs.

Udover at international korrespondent Stéphanie Surrugue og EU-korrespondent Ole Ryborg medvirker i andre arrangementer, deltager de også sammen i en live-udgave af podcasten ’Stjerner og Striber’ fredag aften på Folkemødet fra DR Scenen.

Sammen med udlandsjournalist Lasse Engelbrecht og udlandsjournalist og tilrettelægger Lasse Berg Sørensen tager de temperaturen på den amerikanske valgkamp lige nu. For bliver det atter Joe Biden mod Donald Trump, og hvad betyder det amerikanske præsidentvalg for os i Europa?

DR's klimakorrespondent Thøger Kirk og vært Anna Lin er nogle af deltagerne i panelet, når der skal diskuteres klimaskam lørdag. (Foto: © Janus Veile og Martin Rieck)

Mental sundhed og unges trivsel

DR’s sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling taler fredag eftermiddag om fysisk og mental sundhed, ligesom han byder på tankevækkende historier fra et arbejdsliv med ’Lægens Bord’. Og DR’s klimakorrespondent Thøger Kirk og gæster tager fat på begrebet ’klimaskam’ lørdag eftermiddag. De kommer med bekendelser og diskuterer, om man skal skamme sig over en ferie i Thailand, over at spise store røde bøffer, eller måske over at have taget flyet til Folkemødet.

I hele 2023 sætter P3 fokus på unges mentale trivsel med initiativet ’P3 Missionen: Hvad gør dig glad?’ Det gør P3 blandt andet på steder, hvor unge samles i sommerens løb, og på Folkemødet sætter ’Go’Morgen P3’-vært Andreas Kousholt politikere stævne på DR Scenen, og her lyder spørgsmålet: Alle er tilsyneladende enige om, at det er et problem med unges mentale trivsel, men hvad vil I egentlig gøre ved det?

’TVA Live’ inviterer aktuelle gæster

Torsdag bliver ’Deadline’ på DR2 og DRTV sendt direkte fra DR Scenen i Allinge, og i år er TV Avisen også markant til stede ved Folkemødet. Både torsdag, fredag og lørdag fra klokken 17.30-18.30 sender DR1 og DRTV ’TVA Live’ fra havnen i Allinge.

Maria Yde er den ene af værterne på 'TVA Live' torsdag, fredag og lørdag fra Folkemødet. Det sendes både på DR1 og DRTV.

Maria Yde og Jens Ringberg er værter i det direkte nyhedsmagasin, hvor de inviterer aktuelle gæster med på DR Scenen for at vende nogle af dagens og tidens vigtigste historier.

De to DR-værter får blandt andet selskab af eksperter og tidligere statsministre, når de i løbet af de tre dage, programmerne sendes, ser nærmere på fredsløsninger for krigen i Ukraine, vender det stigende problem med mistrivsel blandt vores unge, sætter fokus på klimaudfordringer, drøfter fordele eller ulemper ved kunstig intelligens, landsholdet i herrefodbold, dramaerne i dansk politik og meget mere.

P4 Bornholm sender 16 timer direkte

Folkemødet er samtidig en af årets helt store højdepunkter for bornholmerne.

Indbyggerantallet bliver omtrent fordoblet i de tre dage, hvor landets beslutningstagere og meningsdannere er samlet på meget få kvadratkilometer på nordspidsen af Bornholm. P4 Bornholm sender 16 timers direkte regionalradio fra DR’s telte på Allinge Havn og får bredt stemningen og debatterne ud til alle på øen. Både morgen og eftermiddag kan man opleve P4 Bornholms værter og livereportere dække folkemødet:

- For os på DR Bornholm er det lidt som juleaften. Det er noget, vi ser frem til - både medarbejdere, som har prøvet at sende fra folkemødet i 10 år, og nye medarbejdere og praktikanter, som kun har hørt om folkemødet, men aldrig oplevet det. I ugen op til folkemødet dækker vi forberedelserne tæt, og når det så går løs, står vi klar med sendeudstyret midt i Allinge, fortæller redaktionschef Thomas Kofoed Poulsen fra DR Bornholm.

P4 Bornholm sender direkte fra Allinge torsdag fra klokken 6-10 og 15-18, fredag fra klokken 6-10 og 16-18 og lørdag fra klokken 6-9. Programmerne kan høres af alle via DR Lyd.

Hyggekrog og Karla Kylling

Alt bliver dog ikke nyheder og for voksne på DR Scenen. Lørdag eftermiddag bliver DR’s område omdannet til en hyggekrog og et kreativt værksted for børn og familier. Her kan alle komme forbi og hilse på Karla Kylling fra ’FredagsTamTam’-programmerne, lære at tegne TamTam-figuren eller tage en selfie med den gule kylling.