Dato: Fredag den 17. maj 2024
Tid: Fra kl. 8.30 til 9.30
Sted: DR Koncerthusets Studie 2, Emil Holms Kanal 20, 0999 København C
Du og resten af Danmark skal snart til stemmeurnerne for at finde de 15 danske repræsentanter til Europa-Parlamentet. Et valg, hvor EU for nogle kan virke fjernt og langt væk fra dagligdagen, men hvor beslutningerne i EU har langt større indflydelse på vores hverdag, end vi måske lige går og tror.
DR Nyheder vil denne morgen sætte flere ord på, hvordan vi går til opgaven med at få det europæiske til at komme nærmere på danskerne og sikre, at alle nuancer i EU-debatten kommer frem. Både for og imod og det midtimellem. Det bliver en morgen, hvor du inviteres ind i nyhedsmaskinen og hører mere om, hvordan DR Nyheder arbejder med EP-valget og hvordan de gør sig umage for at levere programmer og indhold til alle platforme, så vælgerne kan forholde sig nysgerrigt og kritisk til valget den 9. juni. Denne morgen kan du møde DR Nyheders to valgdirigenter Kirsten Marie Svendsen, ledende redaktionschef, og udlandsredaktør Niels Kvale.