(Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Vi stiller om til Kulturnatten: Omkring 5000 kiggede indenfor i DR Byen

Mange DR-medarbejdere og hjælpere stod klar til at byde interesserede gæster velkomne og give et indblik i dét arbejde, der ligger bag DR's programmer og tilbud, da der fredag var kulturnat i København, og DR Byen var åben.

Vejret var ikke noget at prale af fredag aften med både regnvejr og blæst. Det stoppede dog ikke cirka 5000 store og små, som lagde vejen forbi DR Byen på Kulturnatten.

DR havde skruet et program sammen, hvor der både var Karla Kylling og Børste til de mindste, MGP og gaming til de lidt ældre, ligesom der var mulighed for at se en masse af det, som man ikke har adgang til de øvrige 364 dage om året. For eksempel TVA-studiet, kostumen, DR’s rekvisitafdeling, Radioavisen og mange andre steder.

En stribe DR-medarbejdere og hjælpere stod klar til at byde gæsterne velkomne og give et indblik i dét arbejde, der ligger bag DR's programmer og tilbud. I mange tilfælde kunne man også prøve selv at gå til hånde. For eksempel at skrue en radioavis sammen eller forsøge sig med en direkte live-sending til TV Avisen.

Der var også kager serveret af nogle af årets bagedystdeltagere og mulighed for at få et smugkig på programmer, der endnu ikke har været på skærmen. For eksempel kulisserne til næste års julekalender, ’Tidsrejsen 2’.

Her kan du se billeder fra aftenen, der indledte efterårsferien i mange familier med skolebørn.

  • Fra 17.30-tiden var køen foran DR Byen og i receptionen pænt lang, og Karla Kylling fra ’FredagsTamTam’ stillede sig også pænt i rækken – samtidig med at hun fik hilst på de mange fremmødte og ikke mindst de yngste. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    1 / 18
  • DR’s mindste seere og deres forældre havde godt luret, at Minisjangs maskot, Børste, var klar til at give et kram, hilse på og tage en selfie på Kulturnatten. Så køen var lang til at møde det TV-kendte pattedyr. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    2 / 18
  • En række af DR Ultras 9-14-årige seere var også mødt op, og i Ultras område kunne de udfordre vært Sigge Højbjerg (til venstre) og ’Mr. Spyplant’ fra ’Ultra Gaming’ til en duel i Minecraft. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    3 / 18
  • Aftenen igennem var P4-vært og tilrettelægger Nanna Nørregaard vært på DR Scenen i DR Byens Indre Gade, hvor man kunne møde en række af de medvirkende og værter fra DR’s programmer. Den første, der var på scenen lige efter klokken 18.00, var Danmarks dårligste handyman, Heino Lange fra DR Ramasjang. Godt nok fikser han det hele, men han fik også brug for børnenes hjælp. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    4 / 18
  • Senere på DR Scenen var der mulighed for at møde DR’s fodboldkommentator Andreas Kraul og vært Thomas Loft fra podcasten ’Fodboldlisten’. De varmede op til lørdagens fodboldlandskamp mellem Danmark og Kasakhstan ved at tale om store fodboldlandsholdsøjeblikke. Andreas Kraul, der har kommenteret fodbold siden 2005, fik også fortalt, at den første kamp, han nogen sinde overværede for DR, foregik på Herfølge Stadion. Lørdag fik han heldigvis mulighed for at kommentere en dansk 3-1-sejr. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    5 / 18
  • DR Museum sørgede for, at de fremmødte også blev mindet om DR’s snart 100 år lange historie. Der var mulighed for at se gammelt udstyr, men også chancen for at tage plads i studiet foran TV Avisens første baggrund fra starten i oktober 1965. Dengang var der også en telefon på bordet i studiet, som kunne finde på at ringe under udsendelsen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    6 / 18
  • Det absolut nutidige TV Avisen-studie kunne de fremmødte også se, og det var der lang kø til i de perioder, hvor TVA ikke sendte. Da vært Maria Yde havde 18.30-udsendelsen overstået fortalte hun om, hvordan arbejdet med nyhedsudsendelserne foregår. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    7 / 18
  • TVA-vært Klaus Bundgård havde en travl aften med at fortælle om TV Avisen og fortælle, hvordan man bedst håndterer mikrofonen og kigger bedst i kameraet, hvis man er direkte igennem, som mange af DR’s korrespondenter og journalister er i en TV Avis. Her forsøger en af aftenens gæster sig som live-reporter. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    8 / 18
  • Aftenen igennem fortalte Preben Lund og Anne Mette Philipsen de fremmødte om, hvordan man laver en radioavis, ligesom Kulturnattens gæster kunne se dem, når de afviklede udsendelsen hver time. Her hjælper radiofonitekniker Jesper Nielsen flere af de fremmødte med selv at skrue en radioavis sammen. Opskriften var lagt frem. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    9 / 18
  • Ovnen var ikke tændt, men flere af årets deltagere i ’Den Store Bagedyst’ havde travlt med at pynte bagværk og servere kager for de mange fremmødte, som også havde mange spørgsmål om, hvordan det er at være med i bageprogrammet. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    10 / 18
  • Aftenen igennem var musikken – måske ikke så overraskende – i fokus i DR Koncerthuset. Her var blandt andre årets MGP-vinder Sophia på scenen, og det samme var Gustav Sloth Rasmussen (billedet), som dog måtte undvære sin makker Magne Agerbo, som var blevet syg. MGP-nummeret ’Gi’ dem til mig’ kom dog alligevel. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    11 / 18
  • I DR Koncerthuset var der også mulighed for at få pladen fuld i Kulturnatten. P3’s musikchef Mathias Buch Jensen holdt musikalsk banko, hvor det handlede om at være skrap i den musik, P3 spiller til daglig, og som han er med til at udvælge. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    12 / 18
  • DR Symfoniorkestret har haft stærkt fokus på Carl Nielsens musik i år og også for nylig fået hele to Gramophone Classical Music Awards i London for sine indspilninger. I Koncerthusets Studie 3 var der mulighed for at tage virtual reality-briller på og tage på rejse med Carl Nielsen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    13 / 18
  • Kulturnatten fandt sted samme dag, som DR havde premiere på en ny sæson af dramaserien ’Carmen Curlers’. En togvogn spiller en central rolle i løbet af sæsonen, og den kunne gæsterne se, ligesom der var mulighed for at se afsnit 1 i den nye sæson sammen og høre om alt det, man måske ikke vidste om ’Carmen Curlers’. Det kunne de på DR Scenen, hvor Signe Muusmann og Nanna Nørregaard også fortalte om den nye podcast ’Carmen Curlers – en ekstra krølle’. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    14 / 18
  • DR har haft et kostumelager helt siden fjernsynets start i 1950’erne, og sammenlagt er det over en kilometer tøj fra før og nu, der hænger på bøjle. På aftenen kunne man blandt andet se kostumer fra 'Carmen Curlers', 'Danskere i Verden', 'MGP', ’Melodi Grand Prix’, 'Stjerneklar' og DR-julekalendere, og mange benyttede også muligheden for at stille spørgsmål til det velvoksne klædeskab. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    15 / 18
  • DR Research og Arkiv – her Louise Broch til højre – viste blandt andet nogle af de mange båndformater, som DR har benyttet sig af gennem årene. Afdelingen bød også på quiz, hjælp til at lokalisere gamle udsendelser eller med at slå op i 98 års gamle programoversigter fra DR. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    16 / 18
  • Bamse var ikke hjemme på Kulturnatten, men det levnede kun mulighed for at tage plads i hans lænestol eller prøve hans støvler i Bamses hus, som står i DR Byens reception. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    17 / 18
  • Udenfor – og også på gangene ved DR Byens store Studie 5 – fulgte mange med i de spøjse konkurrencer i ’Alle mod 1’, som blev sendt direkte på DR1 og DRTV under Kulturnatten. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    18 / 18