Quiz med Kenneth K på Kulturnatten

Kenneth K fra ‘Musikquizzen’ på P3 inviterer til intim-quiz i studie 4 på Kulturnatten, hvor alle kan være med.

Kenneth K fra 'Musikquizzen' byder indenfor til en god gammel omgang gætteleg på Kulturnatten. (Foto: © Petra Kleis)

Tid: 19.00, 20.30 og 21.30 Sted: Studie 4, DR Koncerthuset

‘Musikquizzen’ har været et fast indslag på P3 i over 10 år, og det populære program har i den tid haft et utal af lyttere igennem, der har prøvet kræfter med Kenneth K’s berygtede quiz. Er du én af dem, der aldrig har været med, men altid har kunnet tænke dig det, får du chancen på Kulturnatten.

“Quizzer er en af de mest effektive måder at formidle viden på. Hvis jeg stiller dig et spørgsmål, kan du ikke slippe det igen, før du har hørt svaret. Selv, hvis du kender svaret, bliver du nødt til at finde ud af, om det er rigtigt. Og sådan husker man ting meget bedre,” siger Kenneth K, der har været vært på ‘Musikquizzen’ siden 2006.

Lidt som på en bar

‘Musikquizzen’ bliver en smule anderledes på Kulturnatten, end den plejer at være. I stedet for kun at have en enkelt lytter igennem vil gæsterne blive inddelt på hold, hvor man i fællesskab skal nå frem til et svar. Men det er selvfølgelig stadig Kenneth K, der er quizmaster. Quizzen kommer til at forløbe lidt som en musikquiz på en bar, og Kenneth K lover, at niveauet bliver til at have med at gøre for alle - og ikke kun musik-nørderne.

“Jeg tror det er en fordel at have hørt ‘Musikquizzen’, men det kommer til at foregå så alle kan være med. Det er ikke lige så hardcore som i ‘Musikquizzen’, hvor man kun har nogle sekunder til at svare. Der kommer også til at være svarmuligheder, så det bliver rigtig hyggeligt,” siger Kenneth K.

Gensyn med gæster

Man skal altså ikke være bleg for at gæste ‘Musikquizzen’ den 14. oktober. Kenneth K fremhæver en af de tidligere gæster i programmet, der bestemt ikke er tabt bag en vogn, men alligevel faldt igennem.

“Hvis man tænker, at man ikke er skrap nok til at quizze med, så vil jeg lige nævne Margrethe Vestager, der var gæst i ‘Musikquizzen’. Hun er en kvinde, der battler med de største virksomheder. Jeg stillede hende 10 spørgsmål om musik, og hun fik nul rigtige. Så man skal ikke være bange for at være med,” siger Kenneth K

‘Musikquizzen’ modtog for nylig en pris ved radiobranchens årlige Prix Radio for ‘Årets Øjeblik’. En ung lytter ved navn Sofie ringede ind til programmet i håbet om at vinde billetter til den forestående Adele koncert i Boxen i Herning. Du kan høre klippet her.

På aftenen er der lagt i kakkelovnen til en masse anekdoter fra ‘Musikquizzens’ mange år i æteren. Kenneth K fortæller her om en gæst, han i hvert fald aldrig skal have besøg af igen.

“En, jeg aldrig inviterer igen, er Christoffer. Vi tager altid et billede med vores gæster og man ligner simpelthen en sandkage ved siden af ham. Hvis han så i det mindste var et fjols, var det måske til at holde ud, men det er han ikke.”