Tid: Det meste af aftenen
Sted: DR Koncerthuset
Kulturnatten i København er en aften, hvor mange børn og unge er med deres forældre rundt i byen for at få fælles oplevelser. Dem bliver der rig mulighed for at få i DR Byen, hvor alle tilbud, der er tiltænkt børn og unge i år foregår i DR Koncerthuset.
DR benytter aftenen til at holde snigpremiere på første afsnit af årets nye DR-julekalender ’Tidsrejsen 2’ for alle, der kommer på besøg. I dagens anledning omdannes Studie 3 i DR Koncerthuset til en hyggelig biograf.
Og lige udenfor for studiet går der endnu mere jul i den, når der er fokus på årets Børnenes U-landskalender 2024 og projektet i Uganda, der får kronerne fra den.
’Tidsrejsen 2’ er en fortsættelse af den julekalender, som DR sendte i 2014, og børn og forældre kan derfor igen glæde sig til ture både tilbage i fortiden og ud i fremtiden.
Kulturnatten i DR har både tilbud til små og store børn. Minisjangs maskot Børste og Karla Kylling fra ’FredagsTamTam’ stiller op til at lave selfier og hilse på de mindste, mens Emma fra ’Emmas Kreabix’ på Ramasjang byder på et show, hvor hun giver nyt liv til udtjent legetøj og skrald på sit kreative værksted. Flere timer i aftenens løb er hun også klar til at lave efterårspynt med børnene.
Allerede først på aftenen byder nogle af figurerne fra ’Dansemix’ på et show, og bagefter danser de videre med børnene i DR Koncerthusets Studie 2.
MGP All Stars
Nogle af de yngre fremmødte giver sig formentlig også til at danse, når MGP All Stars går på foyerscenen i Studie 1 klokken 19.30. Her vil de tidligere MGP-deltagere Isso, Emma og Sophia samt Delara byde på velkendte sange fra DR’s børneprogrammer.
Emma, der vandt MGP i 2022 med sangen ’Hater’, kender mange også som Cleo i DR Ultras serie ’Klassen’, der snart er nået til afsnit 1000. Både Emma og tre af de andre skuespillere fra serien lægger vejen forbi for at sige hej på Kulturnatten, og så kan du som gæst selv være med til at påvirke, hvad ’Klassen’ skal handle om i fremtiden ved en afstemning på aftenen.
’Alle ord tæller’ er DRs 3-årige læseindsats, der har som ambition at styrke læselysten og læsekulturen for danske børn i alderen 1-14 år. På Kulturnatten dukker ’Alle ord tæller’ op med en stribe aktiviteter, hvor ord og samtaler er i fokus, ligesom Lasse fra ’Techfix’ på Ramasjang, som er vild med teknologi og kan få alt til at ske ved at bruge smarte computere, også har bebudet sin ankomst på Kulturnatten.
Hos værterne Sigge og Maria fra ’Ultra Gaming’ er det netop gaming, der er i fokus. Fra midt på aftenen og frem til Kulturnatten slutter, er der mulighed for at spille mod de to i DR Koncerthuset eller se Sigge og Maria dyste mod andre af aftenens forhåbentlig mange gæster.