Hvad laver man i DR Teknologi og hvordan er det at arbejde i afdelingen, som både dækker IT, TV- og radioteknologi og streamingtjenester? DR Teknologi understøtter DR’s opgave med at levere public service, der skaber værdi for seere, lyttere og brugere over hele Danmark.
DR Teknologi er synlig i alle led fra indholdsproduktion til apps, og vi understøtter DR som digital arbejdsplads døgnet rundt alle årets dage.
Vores opgave favner bredt: fra effektive interne IT-systemer til driften af et af Danmarks største websites dr.dk, og udvikling af de stærke platforme til streaming af public service – DRTV og DR LYD.
Vi sikrer, at TV-Avisen hver dag kan visualisere indslag med AR-grafik, mens vi arbejder tæt sammen med DR Drama i postproduktionen af anerkendte dramaserier. DR Teknologi har mange forskellige faglige profiler der løfter hver deres opgave, for at vi sammen kan lykkes med fremtidens opgaver i den digitale transformation.