Julegensyn: Sonja fra Saxogade reddede julen

Succesen 'Sonjas Jul' fra 1969 kan nu igen ses på Gensyn på DRTV, og du kan også se programmet igen på DR2 fredag.

Sonia Sander Jacobsen og Jytte Abildstrøm fra 'Sonjas Jul', som både kan ses nu på Gensyn på DRTV og på DR2 den kommende tid. Foto: DR Arkiv.

I 2020 døde Sonia Sander Jacobsen. Som 10-11-årig var Sonja kendt i det meste af landet som ’Sonja fra Saxogade’ i TV-serien med det samme navn og senere ’Sonja på Bornholm’, som begge blev lavet af DR’s dengang nye B&U-afdeling. Serien handlede om Sonja, hendes mor og familie på Vesterbro i København.

I julen 1969 fulgte DR seriesucceserne op med ’Sonjas jul’, som var en novellefilm, som DR1 sendte lige op til højtiden dét år, og som samtidig var det sidste, seerne så til Sonja i TV-sammenhæng.

Serien var spækket med kendte navne. Jytte Abildstrøm spillede Norma – Sonjas mor, der var kæreste med Frede, spillet af Freddy Fræk, og også Bodil Udsen og Jesper Klein var på rollelisten. Lige nu kan du se den igen på Gensyn på DRTV, ligesom 'Sonjas Jul' kan ses på DR2 fredag den 6. december klokken 17.00 og igen juleaftensdag, den 24. december, klokken 15.20.

En masse forviklinger

I ’Sonjas jul’ skal Norma og Fredes familier for første gang holde jul sammen, og det kommer der en masse forviklinger ud af. Moderen har for eksempel aldrig lavet en flæskesteg før, hvilket Sonja gør sit for at redde. Og hun sørger også for, at Frede giver moderen en ring til jul.

Manuskripterne til alle Sonja-programmerne var skrevet af Jytte Hauch-Fausbøll, der skrev dem, så de passede til den unge Sonja med de tykke brilleglas og det krøllede hår, som var en bekendt af Jyttes datter, Julie. Jytte Abildstrøm fyldte 90 år i marts i år, mens Sonia Sander Jacobsen døde i september 2020, 61 år gammel.

Sonjas jul
Sonja fra Saxogade