Mandag meddelte statsministeren, at lukninger som følge af coronavirus som minimum skal fortsætte frem til den 13. april. Det påvirker alle danskere, specielt også landets unge hvoraf lagt hovedparten nu må arbejde eller studere hjemmefra, fordi de fleste butikker og alle undervisningsinstitutioner er lukkede.
DR har i den forbindelse udviklet en række særlige tiltag og formater, der på flere platforme har sikret nyhedsformidling til unge, samt bidraget til fællesskab og adspredelse igennem kulturformidling i en periode, hvor vi er tvunget til at være sammen hver for sig.
Her er en oversigt over nogle af de tiltag, som DR Ung har udviklet og lanceret den seneste tid.
’Karantæne på P3’
Ligesom flere af DR’s øvrige sendeflader har P3’s lydt væsentligt anderledes i de seneste uger. Programmet ’Karantæne på P3’ er et specialprogram udviklet til at sikre bedst mulig opdatering til unge om coronavirus, samt at være det fællesskab vi alle mangler lige nu. Programmet sendes hver dag fra klokken 8.00 og varer i hverdagene frem til klokken 18.00 og til klokken 16.00 i weekenden.
Det har radiomæssigt givet en stor spændvidde. Det ene øjeblik har man kunnet høre Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, live-opfordre landets unge til at passe godt på hinanden, det næste øjeblik har en masse lyttere i fællesskab løst ugeblads-kryds & tværs for sammen at komme karantæne-kulleren til livs.
For udover nyheder og formidling af aktuelle coronahistorier er P3’s mission også at være et fællesskab og samlingssted i en tid, hvor danskerne ikke kan samles.
I ’Karantæne på P3’ skifter kanalens faste værter til at stå bag mikrofonen. Et morgenhold sikrer opdatering om det seneste nye om coronavirus, et eftermiddagshold løfter fællesskabet, og fra denne uge har Pelle Peter Jencel som noget nyt sendt ’Live fra lejligheden’ fra klokken 15.00-18.00, hvor fokus er at bruge musikken til at binde os sammen.
’Karantæne på P3’ tackler karantænen, uvisheden og tidens trummerum på forskellig vis for at give både information, inspirere og skabe fællesskab, forklarer Tine Maria Borresø, der er redaktionschef på P3.
- I de første fire timer hver dag har vi fokus på at opdatere lytterne med sidste nyt og inspirere dem til at tage ansvar og passe på hinanden. Nøgleordene for P3s journalistiske linje er håb og handlekraft, og det skaber vi med konstruktiv journalistik. Vi skal tale alvorligt om udfordringerne i samfundet, men vi skal også sikre, at vi ikke handlingslammer os selv med håbløst dårlig nyt uden sigte, fortæller redaktionschefen.
P3 har derfor i de sidste knap to uger fundet løsninger på mange lytteres udfordringer. Lige fra matematikundervisning og frygten for ikke kunne blive optaget på sin drømmeuddannelse på grund af corona, til løsninger og bud på, hvordan unge mennesker kan være sammen uden at være det fysisk.
- Og i den mere alvorlige ende talte vi med præst Michael Brautsch om det svære ved at skulle afholde begravelser lige nu. I den forbindelse havde vi den unge lytter Mads igennem, der lige havde mistet sin far, og hvor bisættelsen måtte udskydes. Det var en hård, men stærk og vigtig snak for at skabe forståelse og fællesskab, fortæller Tine Maria Borresø.
’Karantæne på P3’ har også indført 'Ensomhedslinjen', hvor værterne tilbyder alle, der lige nu savner nogen at tale med i disse karantæne-tider, en mulighed for at ringe ind og få en snak med værterne live i radioen.
- Alle vil hinanden lige nu, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at holde sammen på det engagement og fællesskab. Vi fortsætter selvfølgelig med at udvikle alle formater i programmet, med alt hvad lytterne fortæller os, at de har brug for, siger Tine Maria Borresø.
Hør ’Karantæne på P3’ her.
Ugentlige podcast
P3 udkommer også stadig med deres ugentlige podcastproduktioner ’Tværs med Sara Bro’ og ’På bagsædet med Hav & Kamal’, der også i deres programmer fokuserer på corona-virussets konsekvenser for os alle, hvordan det føltes at være ung i en karantænekrise, og hvad vi kan gøre for at komme godt igennem det hele sammen.
Dem kan du også downloade i DR's radioapp.
Digital takkekavalkade
Som en anden del af P3’s nye coronatiltag har man på kanalens digitale platforme med P3’s værter og kendte danskere i spidsen sendt en storm af kærlighedserklæringer afsted til alle dem, som går på arbejde og sikrer, at hjulene kører rundt i en coronatid. Se takkehilsnen her.
Coronadagbog på DR3
DR3 har bedt Danmarks unge dokumentere, hvordan deres liv ser ud under coronaudbruddet. I løbet af de seneste uger har DR3 modtaget langt over tusind henvendelser fra danske unge af alle slags og fra alle steder i Danmark. De befinder sig alle i helt ualmindelige situationer på grund af coronavirus. Her er videoer, der er både rørende, absurde, alvorlige, livsbekræftende og inspirerende.
- Vi vil gerne give de unge et fællesskab og en stemme i den her tid. Dagbogsserien er en mulighed for de unge til at spejle sig i hinanden og mærke, at de ikke er alene om deres bekymringer, siger Erik Struve Hansen, der er redaktionschef hos DR Ung TV.
De indsendte videoer bliver løbende klippet til en række video-dagbøger, hvor man som seer blandt andet kan møde unge, der er smittet med corona, og som er bange for at smitte andre. Du kan møde de særligt udsatte med nedsat immunforsvar og kroniske sygdomme, som er gået i isolation, af frygt for de konsekvenser det kan have for dem at blive smittet. - Vi er vant til at samles og feste, kysse og kramme. Hvad gør vi nu? Hvordan er vi sammen og hvordan får vi tiden til at gå? Det vil video-dagbogen forsøge give et bud på, siger Erik Struve Hansen. Se første afsnit af videodagbogen fra søndag her.
Andet afsnit udkommer senere denne uge.
Fra ung til ung på DR3s Instagram
Som et andet element lader DR3 brugerne give hinanden gode til at holde sig mentalt sunde og raske i en isolationstid. Det foregår på Instagram. Se eksempler her.
Ændrede temaer på dr.dk og digitale platforme
På dr.dk finder man en masse aktuelle nyheder om coronasituationen. I formidlingen af coronarelaterede historier på dr.dk har DR Viden stået for flere grafiske løsninger, der er lavet med henblik på at formidle svært stof om coronavirus til en ung målgruppe.
En webfeature har blandt andet beskrevet symptomerne ved coronavirus, mens en explainervideo forklarer, hvad et virus er, og hvorfor medicin har svært ved at bekæmpe det. Denne video indgår også som en del af det undervisningsmateriale, som DR Skole har lavet til de ældste folkeskoleelever. En anden videnskabelig artikel skærer det grafisk ud i pap, hvordan coronavirus smitter. Sammen med DR Nyheder vil DR Viden fortsætte med at gøre læserne på dr.dk klogere på coronavirus ud fra forskellige videnskabelige vinkler, formidlet på en måde så alle kan forstå det.
På dr.dk eksisterer også flere temaer, der midt i udbredelsen af coronavirus skal give de unge læsere inspiration til adspredelse og ny viden om coroan. Det sker i temaerne: