Spørger vi unge mennesker, hvad der er det bedste ved at være ung i dag, kommer svaret prompte. Det bedste ved at være ung i dag er alle de muligheder, man har; at man kan gøre lige, hvad man vil, og man bestemmer alt selv. Spørger vi derimod om, hvad det sværeste er ved at være ung i dag, ja, så er svaret det samme.
Det sværeste ved at være ung i dag er alle de muligheder, der er, alle de valg, man kan tage, og alt det, man skal beslutte sig for. Det er der faktisk intet nyt i, for det svarede unge også for 10 år siden. Det, der er anderledes, er, at sociale medier de senere år har været tynget af billeder, opdateringer og posts af alle de andre unges store held, skråsikre beslutninger og målrettede vej mod succes. De andre kan både synge og spille guitar, træne flade maver og spise lækker mad med pæne kærester. Det er ude af proportioner for den enkelte. Det føles som alle mod én på de sociale medier.
Sociale medier glimrer ved deres fravær af almindelig tvivl og naturlige bump på vejen i livet. I en stor etnografisk undersøgelse af, hvad der fylder i hovederne og livet blandt de 19-22-årige, fortæller de unge, at de oplever et pres fra deres omverden. Når der ikke er plads til at tøve og være i tvivl, og når man har fået tudet ørerne fulde om, at ”happiness is a choice”, så er alt pludselig selvforskyldt. Og så er det svært at se, hvordan man kommer ud af den unge cirkel.
Fejl er den nye trend
Bedst som sociale medier var ved at løbe over af glansbilleder og succeshistorier, skete der noget. En modbølge. Nogle begyndte at dele andre virkeligheder, og nu kunne vi pludselig følge med hos tv-værter, der ved gud også havde en morgengrim side, vi så mødre berette om utilstrækkelighed, landstrænere græde for åben skærm, influencere uden filtre og helt almindelige bulede maver på de sociale medier. De var ikke længere trukket ind, men derimod anerkendt med massevis af hot flame-emojis i kommentarfeltet.
Fede fejl er svære at leve op til
Hvilken befrielse at opleve, at andre lever i den samme nogle gange helt almindelige verden. Måske kunne man sågar selv bidrage med en helt almindelig trendy hverdagsfejl? Men her bliver det svært igen, for nok kan mange identificere sig med morgengrimme selfies og maver med former, men modet til at dele fejl og den selvtillid, der følger med, kan være svær at spejle sig i. Og så har vi bare endnu et problem: Nu er jeg hverken model eller modig.
Desuden er det, som om at fejl og bump på vejen ikke rigtigt er værd at dele uden en oprejsning. Den trætte vært shinede da også igen næste fredag, influenceren havde ikke bare gjort op med perfekthedskulturen og de redigerede billeder på Instagram, hun var søreme også gudesmuk i virkeligheden – og så havde de unge måske været bedre tjent med at blive i illusionen om, at influenceren kun er perfekt gennem filteret.
Er man ung og står midt i et kaos af valg og frygter beslutninger med formodentlig livsvarige konsekvenser, så bliver det næppe nemmere af at se på sociale medier, hvor godt det gik for de andre unge, og hvor dygtigt de nu formår at skabe kontrolleret mening og personlig storytelling ud af deres fejl.
Det fredelige oprør
Desværre passer mange unges usikkerheder og bump på vejen ikke ind i den fremherskende modbølge, hvor fejl deles selvkontrolleret af de modigste. De fleste unge navigerer netop i det uvisse, og især de 19-22-årige er et sted i tilværelsen, hvor de måske ikke føler sig specielt modige eller sikre på, om deres valg overhovedet giver mening.
Lige lidt hjælper det, at mange unge ikke oplever forståelse fra deres, ellers velmenende, forældre, der let kommer til at negligere problemerne, når de lader deres unge i stikken med klassikere såsom ”det er ikke verdens undergang” eller ”da jeg var på din alder..."
Efter at have talt med en masse unge spørger vi i Medieforskningen os selv: Kan modbølgen blive en medbølge? En bølge af, at det er helt normalt og meget okay at være ung og i tvivl og ikke kunne finde ud af, hvem man er, eller hvad man skal. Det uforudsete og overraskende er et grundvilkår, når vi lægger fremtidsplaner. Vi kan aldrig udnytte alle muligheder, og den verden, hvor mennesker render rundt og forløser deres fulde potentiale, er utopi. Det er ikke virkeligheden.
Men hvordan laver man en medbølge? Et ikke-oprør? Det er umuligt at gøre alene, men det er også svært at være fælles om. Hvis en enkelt stopper op og siger nej til mulighederne og de voksnes velmenende råd, vil det næppe sprede sig som ringe i vandet. De sociale medier vil larme videre, og det vil de erfarne voksne nok også. Men tænk engang, hvis rigtig mange stod af ræset og sagde ”ellers tak” sammen? Stilhed. Måske ville vi rent faktisk kunne høre et befriende bump på vejen i ny og næ. De bump, der er med til at gøre os til dem, vi er. For én ting er vi fælles om: Alle skuffer over tid – også unge.