Nogle få musikgenrer er populære blandt de fleste danskere. Ikke overraskende er pop og rock genrer, som de fleste sætter pris på. Men udover de to genrer, der kollektivt set er danskernes foretrukne, har vi alle vores egne individuelle smagspræferencer: den hårde rock, den bløde soul eller måske den eksperimenterende jazz. Lad os dykke ned i de kollektive eller individuelle forskelle, som viser sig på tværs af alder, region og køn.
Unge elsker urban – som de eneste
Starter vi med at se på de yngste danskere er det, udover poppen, især genrer som urban og rap, der er stærkt repræsenteret blandt de 15-24-årige, og som samtidig er meget afspillet og hot på den danske musikscene generelt. Uden for denne aldersgruppe har mange danskere imidlertid en stærk aversion mod netop disse to genrer. Og det er faktisk ikke kun lyttere over 24 år, der ikke bryder sig synderligt om urban og rap: Halvdelen af de 15-24-årige bryder sig faktisk heller ikke rigtigt om genrerne. På den måde minder urban og rap om genrer som jazz og heavy metal, der også virkelig deler danskerne i dur og mol. Det er i øvrigt især unge mænd, der foretrækker urban og rap, mens de unge kvinder i højere grad elsker den elektroniske danseegnede EDM.
Rykker man et alderstrin op og lytter til de voksne og modne voksnes musikpræferencer, er det igen popmusikken, man hører, men i en kende mere tilbageskuende form. Her er det pop fra 80’erne, 90’erne og 00’erne, der foretrækkes, og til nøds kan man også samles om en god 70’er rock-klassiker fra Fleetwood Mac eller Bruce Springsteen. Blandt danskere over 65 år er det særligt den engelsksprogede musik fra 50’erne og 60’erne, som fx Elvis Presley og The Beach Boys, samt den danske musik fra 70’erne á la Gasolin og Shu-bi-dua, der samler.
Country i Midtjylland og disco i Nordjylland
Under disse brede musikfællesskaber ligger dog andre signifikante og mere nichede smagsfælleskaber og tilhørsforhold. Fx er forkærligheden for dansktop og country primært isoleret til ældre danskere over 70 år. Mere specifikt er det især i Region Midtjylland, at disse genrer er overrepræsenteret ift. hele landet. Dansktop foretrækkes i øvrigt mest blandt kvinder, mens country har en større slagside blandt mænd.
Skærer vi 10 år af ovennævnte aldersgennemsnit, dukker disko op. Især mænd mellem 60 og 70 år i Nordjylland har en forkærlighed for dansetonerne i diskogenren, der altså er overrepræsenteret i det nordjyske. Hvis du – på den anden side af bæltet – sagtens kan se en gruppe 50-årige, sjællandske mænd for dig, når du fx tænker på den københavnske metalfestival Copenhell, er du ikke helt gal på den. Det flugter nemlig meget godt med, at disse også i højere grad kan lide den både klassiske og hårdere rock end i andre regioner, mens fx pop fra 90’erne er særligt foretrukket blandt de 50-årige kvinder.
Genkendelighed og nostalgi er afgørende
På tværs af Danmark kan vi altså identificere specifikke musikalske fællesskaber, finurligheder og forskelligheder. Disse, især aldersmæssige, forskelligheder har rod i nogle gennemgående lovmæssigheder, der har afgørende betydning for danskernes musikalske præferencer.
Den første lovmæssighed har at gøre med genkendelighed. Genkendelighed henviser til de sange, som lytteren har hørt før. Det er en udbredt misforståelse, at lige præcis din individuelle musiksmag er helt unik. Ligeledes er forestillingen om, at de mere nicheprægede musikalske fællesskaber, som fx klassisk musik, jazz eller grungerock, kun ønsker at høre ukendt eller helt ny musik inden for deres foretrukne genre. Uanset om du lytter til pop eller jazz, er det et faktum, at den absolut vigtigste årsag, til om du kan lide sangen eller ej, baserer sig på, hvorvidt du har hørt sangen før. Din interesse som lytter af fx en radiokanal fastholdes med andre ord bedre af allerede kendte sange – eller "hits" om man vil. Omvendt ønsker danskerne selvfølgelig heller ikke kun at høre musik, de har hørt før. Ny musik indarbejdes dog langsomt i danskernes playlister og musiksamlinger i takt med, at de vænner sig til musikken – medmindre der er tale om allerede kendte kunstnere, som lytteren hurtigere vil tage til sig.
Den anden lovmæssighed er, at de sange, vi lytter til i vores teenageår, former vores musiksmag resten af livet. Tag fx det velkendte scenarie, hvor man i gode venners lag skal finde den rigtige dansemusik og altid finder musikken fra ungdomsfesterne, når der skal gang i dansegulvet. Når vi undersøger musikken på tværs af aldersgrupperne i Danmark, er der en tydelig korrelation mellem respondenternes alder og det årti, de foretrækker musikken fra. Det er altså en form for nostalgi mod teenageårene og teenageårenes musikalske indtryk, der er med til at forme vores livslange musiksmag.
Musik som identitetsmarkør
Musik har altid være identitetsbærende. Jeg kan lide rock, du kan lide pop. Jeg kan lide klassisk, du kan lide heavy metal. Vi oplever, at vi er præcis som nogle, men helt forskellige fra andre. Og det er på mange måder sandt. Individuelt har vi forskellige musikalske præferencer, men kollektivt er der altså musik, som vi stort set alle sammen kan blive enige om at kunne lide, uanset individuelle smagspræferencer. Musik, der, med andre ord, transcenderer vores underliggende og individuelle smagspræferencer. Musik, som alle – eller næsten alle – kan lide. De musikalske hits og klassikere, som vi synger med på, fester til eller skruer op for på bilradioen.
Alligevel oplever vi alle, at vores egen musiksmag er helt personlig og unik. At musikken, vi hører, er en del af bestemte musikalske fællesskaber, og at disse fællesskaber er i opposition til andre musikfællesskaber. Og ja, det er aldrig rart at få at vide, at man ikke er unik – men det er omvendt meget rart at vide, at der også er andre, der godt kan nyde et stykke med pop i ny og næ.