1. januar: DR K, DR3 og DR Ultra sender via det traditionelle tv-signal for sidste gang, inden DR K, som led i DR’s spare- og udviklingsplan, lægges sammen med DR2, mens DR3 og DR Ultra bliver rene digitale tilbud. Ligeledes forsvinder Kanal 5 og resten af Discoverys tv-kanaler fra YouSees tv-pakker efter uenigheder mellem de to parter. 10 % af tv-markedet er dermed oppe i luften fra årets start, og den største vinder er TV 2, der ved årets udgang står for næsten 50 % af danskernes tv-sening på flow.
4. januar: Kort efter at førnævnte tv-kanaler forsvinder, ser en ny dagens lys. TV 2 Sport X er ny i TV 2-familien og bliver pendant til TV 2 Sport, og skal bl.a. lægge sendeflade til nogle af de fodboldrettigheder, som tv-selskaberne kæmper med næb og klør om. TV 2 Sport X står i 2020 for 0,5 % af tv-forbruget, mens TV 2 Sport tegner sig for 1,7 % - 0,6 point mindre end i 2019.
30. januar: En horde af utilfredse kinesere stormer en afstemning på dr.dk om hvorvidt Danmark burde undskylde en tegning i Jyllands-Posten, der forestiller det kinesiske flag som coronavirussen. Af de 152.000 brugere, der ser afstemningen, inden den fjernes, er blot 12 % fra Danmark, mens hele 51 % er fra Kina, fremgår det af afstemningens data.
27. februar: Den første dansker konstateres smittet med coronavirus. 2 mio. danskere har i skrivende stund downloadet appen Smittelstop, som har leveret 38.000 smittemeldinger.
11. marts: Statsminister Mette Frederiksen går på talerstolen og lukker pga. coronavirussen landet ned i en længere periode. 1,9 mio. tv-seere ser med. Kontakttal, covid-19 og hotspot er nogle af de nye ord, der i årets løb optages på Sprognævnets nyordsliste. Foruden disse og lignende ord eksploderer Google-søgninger på mundbind, håndsprit og influenzasymptomer – og Zoom.
17. marts: ”Det kan man ikke være bekendt.” Sådan lyder det fra dronning Margrethe i en sjælden opsang til danskerne på direkte tv i den første uge af forårets nedlukning. 3,4 mio. danskere ser med på DR1 eller TV 2’s kanaler i hvad der er den mest sete tv-udsendelse siden målingen af tv blev indført i 1992.
1. april: Radio LOUD går i luften med en erklæret målsætning om at lave taleradio til de 15-32-årige. Ved udgangen af året har kanalen en ugentlig dækning på 11.000 lyttere, hvoraf de ca. 2.000 er mellem 15 og 32 år.
21. april: Kulturminister Joy Mogensen nævner i et interview, at Absolute Music 2 er hendes yndlingsalbum, og det falder flere for brystet. DR’s podcasts om netop Absolute Music-albummene er til trods for de sure miner ganske populære blandt flere end ministeren. Netop de to afsnit om Absolute Music 2 er streamet og downloadet 35.000 gange i skrivende stund – nok næppe alle af ministeren.
6. maj: Facebook annoncerer de første medlemmer af deres såkaldte Oversight Board, og blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt er medlem. Facebooks Oversight Board består af op til 40 eksperter, der skal diskutere principielle sager angående det indhold, der optræder på Facebook og Instagram. Facebook og Instagram bruges af hhv. 65 % og 30 % af danskere over 12 år dagligt i 2020 og er dermed de største tjenester målt på dagligt brug.
15. juni: Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugerens terminaludstyr træder i kraft. Cookiebekendtgørelsen, som den også kaldes blandt venner, stiller som nævnt krav til hjemmesider, som samler digitale fodspor om brugerne, når de færdes online. Med bekendtgørelsen skulle det blive nemmere for brugerne at redigere og fravælge cookies på hjemmesider for bl.a. at værne om deres privatliv. I en undersøgelse siger mere end hver anden dansker, at de sjældent eller aldrig læser hvad der står i teksten, og næsten hver anden angiver at det er tilfældigt hvad de trykker på.
17. juni: Der bliver langt om længe fløjtet op til fodbold i den engelske Premier League efter en tvungen corona-pause - dog for tomme tribuner som de fleste andre steder i verden. Rettighedshavere implementerer kunstig tilskuerlyd på kampene for at illudere liv på lægterne, og NENT oplyser at op mod 90 % af Premier League-seningen på deres platforme foregik med dåsetilskuere – det primære feed var dog med netop tilskuerlyd, så det krævede aktivt fravalg at slippe af med den.
23. juni: Efter et par måneder med høj tv-sening har danskerne fået nok af karantæne og hjemmeisolation, og flygter ud af stuerne i takt med at reglerne for forsamlinger lempes. På dagen hvor vi fejrer sankthansaften, når tv-forbruget derfor det laveste niveau siden tv-målingens start i 1992 med 1 time og 15 minutters tv-sening pr. dansker. Rekorden for dagen med mest sening er den 14. maj 2004, hvor der i snit blev set 5 timer og 52 minutters tv pr. dansker, da Kronprinsparret blev gift.
31. juli: Den danske musikbranche er i forvejen hårdt presset af corona-restriktioner, da YouTube vælger at fjerne alle Koda-medlemmers musik fra tjenesten, mens en ny aftale forhandles på plads. 1. oktober er musikken dog tilbage efter et par måneders forhandlinger. Mere end hver anden dansker bruger YouTube ugentligt i 2020, og blandt unge under 25 år det er op mod 8 ud af 10.
14. august: En længerevarende økonomisk disputs får Apple og Google til at fjerne det meget populære computerspil Fortnite fra deres app-butikker. Det sker som en konsekvens af at Epic, der står bag Fortnite, nægter at betale en procentdel af omsætningen til techgiganterne. Omkring 2 ud af 5 drenge mellem 9-14 år spiller Fortnite ugentligt i 2020.
17. august: “SVT's it-sikkerhedsafdeling har fundet, at TikTok-appen giver mere information, end det skønnes nødvendigt. SVT har derfor besluttet, at medarbejdere ikke må have TikTok-appen på deres arbejdstelefoner.” Således skriver den svenske DR-pendant SVT i en pressemeddelelse. Hvert andet danske barn mellem 9-14 år er på TikTok dagligt i 2020.
6. september: Sofie Linde er vært for ZULU Comedy Galla, der sendes på TV 2 ZULU. 360.000 seere følger med, da Sofie Linde genantænder Metoo-debatten med en optræden, der langsomt resulterer i at flere brancher selvransages.
7. september: TDC tænder for 5G-nettet, der med tiden skulle blive 100 gange hurtigere end 4G, og som kan få stor betydning for vores samfund; især industri, transport og sundhedsvæsen. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ikke grund til at frygte en sundhedsrisiko forbundet med 5G, og der er da heller ikke meldinger om strålingsulykker på nuværende tidspunkt.
15. september: Streamingtjenesten Disney+ lanceres i Danmark. Underholdningsgiganten har ved årets udgang en dækning på 16 %, og er særligt populær blandt den yngste del af danskerne.
20. september: Mette Frederiksen toner frem på Anders Hemmingsens Instagram-profil. Målet er at nå ud til de unge brugere, hvoraf mange er at finde blandt Anders Hemmingsens 1 mio. følgere på Instagram. 53 % af de 12-29-årige bruger Instagram dagligt eller flere gange dagligt i 2020.
22. oktober: Streamingtjenesten Quibi lukker og slukker til trods for, at investorer har skudt 12 mia. kroner i tjenesten, der med indhold af kortere varighed skræddersyet til mobilen skulle udfordre bl.a. Netflix. Ejerkredsen gav corona-pandemien skylden for, at tjenesten ikke kom op at flyve, da indholdet især var tiltænkt pendler-ture til og fra skole og arbejde. 55 % af danskerne streamer ugentligt film, serier og tv-programmer i 2020.
3. november: USA går til urnerne og vælger Joe Biden som ny præsident. Twitter markerer op mod 300.000 tweets som potentielt vildledende i løbet af valgkampen, bl.a. tweets fra præsident Donald Trump. På DRTV, hvor valget dækkes live på DR1 og med dokumentarer om USA, når tidsforbruget det højeste niveau nogensinde den 4. november, ligesom P1 i løbet af valgugen når den højeste ugentlig dækning nogensinde med 1,1 mio. lyttere.
5. november: Google og MMS præsenterer et samarbejde, der inkluderer YouTube-sening i den svenske tv-måling. Det er første gang, at en stor udenlandsk videodistributør indgår i en markedsmåling, som kan gøre det muligt for offentligheden at få indblik i Googles video-data. De første indledende målinger viser, at svenskere over 16 år i gennemsnit ser YouTube 40 minutter om dagen. Herhjemme estimeres YouTube-forbruget af Kantar til at være mere beskedne 23 minutter pr. dansker.
19. november: PlayStation 5 lanceres 26 år efter den første PlayStation ramte gaderne i 1994. Der er dog lang ventetid på den populære konsol, som bliver udsolgt nærmest inden den rammer butikkerne. 36 % af danskerne har i forvejen en PlayStation i husstanden – og næsten hver anden husstand har en form for spilkonsol.
2. december: Den amerikanske mediemastodont Discovery, der bl.a. står bag Kanal 5, Canal9 og 6’eren i Danmark, melder ud at streamingtjenesten Dplay i løbet af 2021 bliver til Discovery+. 5 % af danskerne bruger ugentligt Dplay i 2020.
4. december: HBO melder ud, at HBO Max skal rulles ud i Europa og Sydamerika, hvilket betyder at HBO Nordic i slutningen af 2021 bliver til HBO Max og får dobbelt så meget indhold som den nuværende tjeneste. 10 % af danskerne bruger ugentligt HBO Nordic i 2020.
6. december: Finansloven for 2021 præsenteres. De udestående politisk besluttede besparelser på DR bliver annulleret. 93 % af danskerne bruger DR mindst ugentligt.
8. december: Google offentliggør årets mest google ord, spørgsmål og personer. Corona, Metoo og det amerikanske valg er ikke overraskende blandt de mest trendende temaer. Du kan se alle listerne her.
24. december: Flere kirker er lukkede, og færre er samlet på grund af corona-restriktionerne. Dermed er flere tv-apparater også tændt, da Disneys Juleshow vanen tro toner ud i julestuerne. 1.325.000 danskere ser med, hvilket er det højeste tal nogensinde – 200.000 flere end den hidtidige rekord.