Danskerne tilbragte i 2014 dagligt 2 timer og 53 minutter i selskab med traditionelt broadcast- tv. Det er et fald på 4 % ift. 2013, hvilket er mere afdæmpet end faldet på 8 % fra 2012 til 2013. Dermed er den voldsomme stigning i tv-forbruget fra 2007- 2010 stort set borte, og vi så i 2014 nogenlunde lige så meget tv som i 2008.
Streaming fik sit folkelige gennembrud i 2013 og fortsætter med at gnave af den traditionelle tv-sening i 2014. Det er stadig ikke muligt at måle direkte hvor meget af faldet i tv-seningen, der skyldes streamingtjenester. Blandt de der siger, at de streamer mindst ugentligt, er tidsforbruget faldet med ca. 10 % i 2014 ift. 2013.
Faldet i tv-seningen er størst blandt den yngre del af befolkningen. Blandt de 3-12-årige er tv-forbruget f.eks. faldet med 11 % fra 2013 til 2014. Tablets har vundet stor udbredelse blandt børnefamilier, hvilket udfordrer traditionelt broadcasttv, da f.eks. YouTube pludselig er en mere direkte konkurrent til de traditionelle børnekanaler.
TV 2: Hovedkanalen knækker kurven
Efter at have tabt seerandele siden 2006, lykkes det TV 2-hovedkanalen at knække kurven i 2014. Med en seerandel på 23,5 % forbedrede TV 2 årsresultatet med 0,2 seerandelspoint, hvilket bl.a. skyldes EM-håndbold med dansk finaledeltagelse. Samtidig er det lykkes at søsætte stærkere programmer i primetime. Heriblandt Badehotellet, Kurs mod fjerne kyster og Størst.
Skønt udviklingen altså er vendt i 2014, har TV 2 fortsat udfordringer. Hidtil trofaste seermagneter som Hvem vil være millionær? og Vild med dans fik begge en af deres hidtil svageste sæsoner, og nye programmer som Flimmerland, Pengerådgiverne og Skål Danmark har ikke just lagt gaderne øde.
TV 2 Zulu oplever også fremgang. Efter mere end 20 år på hovedkanalen flyttede Beverly Hills 90210 i 2014 over på TV 2 Zulu. Det har løftet kanalen i dagfladen samt søndag, hvor afsnittene er blevet bunket til glæde for de seere, der ynder at binge-watche. TV 2 Zulu har nu en seerandel på 2,5 %.
De øvrige TV 2-kanaler oplever alle tilbagegang. TV 2 Charlie taber seere i dagfladen, mens TV 2 News efter et rekordstærkt 2013 oplever et lille fald i 2014. TV 2 Fri går ganske vist frem målt på hele 2013 ift. 2014, men taber 0,2 seerandelspoint, hvis man sammenligner perioden efter premieren i maj 2013 med samme periode i 2014. TV 2 Fri har da også meldt ud at programlinjen vil blive justeret, så kanalen fremover byder på mindre friluft, fiskeri og fjeldræv.
DR: Bedste år siden 2004
Med en seerandel på 33,7 % blev 2014 det stærkeste år for DR siden 2004. Samtidig haler DR yderligere ind på TV 2-familien, så der nu blot er 1,2 seerandelspoint mellem de to kanalgrupper. DR1 er hovedårsagen til det stærke resultat, men de fleste øvrige DR-kanaler bidrager også.
DR1 vokser for tredje år i træk og øger 2013-resultatet med 2,1 seerandelspoint til 22,4 %. Det er særligt i dagfladen, at seerandelen vokser, takket være krimier som Barnaby og Hercule Poirot. Hertil kommer fortsat succes i primetime og en perlerække af store begivenheder: OL i Sotchi, VM i Brasilien og Eurovision Song Contest på dansk grund med 2,4 millioner seere.
DR K går en smule frem, mens DR2 oplever et fald på 0,3 seerandelspoint. Det skyldes en svækket eftermiddagsflade samt en svagere primetime. 3. juni blev dog en helt særlig dag for DR2, da kanalen fik sin bedste dag nogensinde med en seerandel på 12 % pga. maratondækningen af Lars Løkke Rasmussens skæbnedag.
DR3 oplever fremgang på 0,3 seerandelspoint i 2014, hvilket skyldes en udvidelse af sendetiden samt masser af sport i form af bl.a. OL, atletik og X Games. Blandt kanalens 15-39-årige målgruppe er DR3 vokset med det dobbelte.
DR Ramasjang og DR Ultra oplever fremgang blandt både børn og voksne. Skønt tv-seningen blandt børn er faldende, lykkes det faktisk begge kanaler at øge seertiden blandt børn.
MTG TV: Presset hovedkanal
Med en uændret seerandel på 10,9 % er MTG TV fortsat den tredjestørste spiller på det danske tv-marked – endda med et øget forspring på 1,3 seerandelspoint ned til SBS Discovery ift. året før.
TV3-hovedkanalen går tilbage med 0,3 seerandelspoint, hvilket skyldes en svækket primetime. Paradise Hotel fik f.eks. sin hidtil svageste sæson, og kokkekonkurrencen Masterchef trækker også ned i seerregnskabet.
Søsterkanalerne TV3+ og TV3 Puls oplever begge mindre fremgang. På TV3+ er det især sport i form af Champions League, Superligaen og Formel 1, der luner i regnskabet, mens det for TV3 Puls bl.a. er NCIS og Depotjægerne, der styrker fladen og medvirker til, at kanalen holder skindet på næsen i 2014.
Sportskanalerne TV3 Sport 1 og TV3 Sport 2 opretholder samlet set status quo. De helt store trækplastre er særligt at finde på TV3 Sport 1, hvor EM i herrehåndbold og Superligakampe trækker mange seere til kanalen.
SBS Discovery: Fodbold gør det ikke alene
Stort set alle SBS Discoverys kanaler oplever tilbagegang eller status quo i seerandele. Kanal 4 taber 0,2 seerandelspoint, og samme skæbne lider Kanal 5. De ny-erhvervede rettigheder til landsholdets kampe har sikret Kanal 5 flere seertalsrekorder, men det er ikke nok til at kompensere for faldende seerinteresse for udenlandsk fiktion, et lunkent gensyn med Popstars og en halvering af seertallene til Big Brother ift. relanceringen af programmet i 2011.
6’eren taber også seerandelspoint, mens 7’eren efter knap to år på markedet blev lukket. Investigation Discovery har overtaget den ledige plads og ser umiddelbart ud til at være et stærkere kort i kampen om seernes opmærksomhed med en seerandel på 1,3 % mod 0,2 % til 7’eren. TLC, Discovery Channel og Animal Planet oplever kun små udsving.
SBS Discovery har øget ejerandelen af Eurosport-kanalerne til 51 % i 2014, og pr. 1. januar 2015 blev Canal 8 Sport og Canal 9 også en del af kanalfamilien. Eurosport-kanalerne har en seerandel på 0,8 %, mens Canal 8 Sport og Canal 9 sniger sig op på 1,0 %, hvoraf Canal 9 står for langt størstedelen. Med det øgede ejerskab af Eurosport, opkøbet af C More Entertainment- kanalerne og rettighederne til landsholdets kampe sidder SBS Discovery nu på en anseelig mængde sportsrettigheder.
Hård kamp om sportsrettigheder
VM i Brasilien blev den hidtil mest sete fodboldslutrunde på dansk tv. EM i herrehåndbold er en af hovedårsagerne til, at det i 2014 lykkes TV 2 at knække seerkurven. Og fodboldlandsholdet har sikret Kanal 5 den ene seerrekord efter den anden. Sport har altid været et attraktivt tv-produkt, og kampen om de bedste rettigheder er stigende, for sport ses primært live, hvilket er et stærkt kort i en on demand-virkelighed.
DR og TV 2 har traditionelt siddet på de store sportsbegivenheder. I takt med at efterspørgslen stiger, har flere kommercielle aktører dog meldt sig på banen. De kommercielle kanaler når ud til færre husstande end hovedkanalerne DR1 og TV 2, hvorved færre har mulighed for at følge f.eks. fodboldlandsholdets vej til EM og VM. I Norge og Sverige har public service-udbyderne NRK og SVT for første gang tabt OL-rettighederne til hhv. TV 2 Norge og MTG TV. Dette har også politisk bevågenhed herhjemme, hvor sportslisten, der giver DR og TV 2 førsteret til at byde på udvalgte sportsbegivenheder, er blevet genintroduceret.
Intet tyder på, at kampen om sportsrettigheder stilner af foreløbig. TV 2 Sport gik i luften d. 9. januar, MTG TV sender sport på tre ud af fem kanaler, og SBS Discovery har som nævnt investeret stort i både rettigheder og kanaler. Også DR investerer i sport – bl.a. Champions Leaguehåndbold på DR1 og X Games på DR3. Sportsrettigheder er samtidig et springende punkt for mange danskere, når der skal vælges kanalpakke. Men hvad ville der ske, hvis det f.eks. var Netflix, der sad på Champions League-rettighederne, eller det krævede en Xbox at se Formel 1?