Koncertmester fik pludselig behov for at improvisere i årets løb

Som førsteviolinist og koncertmester i DR Symfoniorkestret var Soo-Jin Hong i London for at modtage ikke bare en, men to Gramophone Awards i oktober. Her fortæller hun om sit 2023 i DR, der også bragte et gensyn med dirigent på 96 år.

  • Koncertmester Soo-Jin Hong – her foreviget på sin centrale plads på første række tæt på dirigenten. Foto: Kim Matthäi Leland.
  • Soo-Jin Hong midt iblandt DR Symfoniorkestrets øvrige medlemmer. (Foto: © Nikolaj Bransholm)
1 / 2

Som førsteviolinist og koncertmester i DR Symfoniorkestret er Soo-Jin Hong vant til at følge noderne, hvorimod der er knapt så meget improvisation i det daglige.

At improvisere fik hun til gengæld virkelig brug for en onsdag aften i oktober 2023 i De Vere Grand Connaught Rooms i London. Sammen med Johnny Teyssier, der er 1. soloklarinettist i DR Symfoniorkestret, var Soo-Jin Hong blevet spurgt, om hun ville tage til den britiske hovedstad for at modtage den klassiske musikverdens svar på filmverdenens Oscar – en Gramophone Awards - for ’Årets Orkesterudgivelse’. Den skulle nemlig gå til DR Symfoniorkestret for indspilningen af Carl Nielsens 4. og 5. symfoni på pladeselskabet Deutsche Grammophon.

- Et par uger før prisuddelingen fik jeg spørgsmålet, om jeg ville have tid og lyst til at tage til London og modtage prisen. Jeg gik hjem og tænkte over det, for det var også aftenen før, at vi skulle give torsdagskoncert, beretter Soo-Jin Hong, der endte med at sige ja.

- Jeg var beæret over at blive spurgt. Normalt rejser vi sammen i DR Symfoniorkestret, hvis vi for eksempel er på turné. Så det var noget helt særligt at være afsted på den måde, siger Soo-Jin Hong, der – udover 1. soloklarinettisten fulgtes med DR’s repertoirechef, en pressemedarbejder og en P2-vært.

Soo-Jin Hong, der har spillet i DR Symfoniorkestret siden 2004, var glædeligt overrasket og også imponeret ved prisuddelingen. For eksempel var hun omgivet af en stribe af sine klassiske forbilleder i levende live – ikke mindst klaverlegenden Krystian Zimerman, der har været hendes store idol, siden hun var barn og voksede op i Sydkorea.

- Chefdirigent Fabio Luisi var ikke med i London, men på forhånd havde han indtalt en videohilsen, og vi havde fået at vide, at vi mest skulle være der for at tage imod prisen. Sådan var det også, og det var en stor ære, fortæller Soo-Jin Hong.

Hvad ingen derimod havde forberedt sig på, var, at DR Symfoniorkestret også ville få en Gramophone Award for ’Årets Album’ – prisen for den bedste udgivelse på tværs af alle kategorier - foran orkestre som Berliner Filharmonikerne, Sinfonia of London og Utah Symphony Orchestra.

’Bare jeg dog havde skullet spille’

- Jeg var begyndt at slappe af og troede, vi havde gjort vores arbejde, da vi pludselig blev råbt op igen. Først troede jeg, at der ville være en videohilsen fra Fabio Luisi ved denne pris også, men nej. Det var ikke afsløret på forhånd, at DR Symfoniorkestret også ville få prisen for ’Årets album’, og vi var ikke forberedte på det. Vi var rørte, og så var det, vi måtte improvisere. Jeg kan snart ikke huske, hvad vi sagde. Min stemme rystede, og da jeg stod dér, tænkte jeg: ’Bare jeg dog havde skullet spille i stedet’. Men vi talte med hjertet og fik i hvert fald sagt ’Tusind tak’, husker Soo-Jin Hong, der er tydeligt stolt over at have modtaget prisen på vegne af DR Symfoniorkestret.

- En Gramophone Award er et fornemt visitkort, man kan vise, og alle i den klassiske musikverden kender den pris, siger hun.

Festen varede ikke evigt. For allerede klokken fire næste morgen skulle Soo-Jin Hong afsted mod lufthavnen, så hun kunne nå at være tilbage i DR Koncerthuset klokken 11 og øve til samme aftens torsdagskoncert. Bagefter den blev de to Gramophone Awards også fejret med taler af chefer og sammen med kollegerne fra orkestret.

Koncertmester Soo-Jin Hong var sammen med soloklarinettist Johnny Teyssier fra DR Symfoniorkestret i London for at modtage ikke bare en, men to Gramophone Awards, skulle det vise sig. Foto: Gramophone Awards.

Carl Nielsen har fyldt meget

Det hædrede album var med Carl Nielsen-musik, og i det hele taget har den fynske komponist, som selv dirigerede DR Symfoniorkestret for over 90 år siden, fyldt meget – også i Soo-Jin Hongs musikliv i 2023.

I april udkom DR Symfoniorkestrets indspilning af Nielsens samlede symfonier som cd-sæt internationalt på pladeselskabet Deutsche Grammophon, og fra den 20.-29. april samarbejdede DR Symfoniorkestret, DR Vokalensemblet, DR Big Band og DR Korskolen om koncertserien ’Nielsen, Nielsen, Nielsen!’ med i alt 10 koncerter med Carl Nielsen-musik.

- Carl Nielsen har aldrig fyldt så meget hos mig som nu, og orkestret og jeg har aldrig været i så god Carl Nielsen-form som efter i år. Heldigvis er det en komponist, jeg er vild med, og selv hjemme hos min 9-årige datter, er han på programmet. Da synger vi ’Jeg ved en lærkerede’ og ’Solen er så rød, mor’, så han er lidt overalt, smiler Soo-Jin Hong.

Hun synes selv, at indspilningerne har været en stor oplevelse – også fordi to af soloblæserne i i DR Symfoniorkestret – Ulla Miilmann og Johnny Teyssier - har stået frem og har skullet spille soloer, hvilket hun synes har været noget helt særligt.

- Samtidig har det også være noget, der skulle kunne holde til eftertiden som album, ligesom vi har skullet prøvet at få livestemningen med, forklarer Soo-Jin Hong.

God nyhed med Luisi

DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi har været den helt centrale person i arbejdet med Carl Nielsen-indspilningerne, og i årets løb blev det også meldt ud, at DR Symfoniorkestret forlænger kontrakten med ham til 2029. Den 64-årige italiener har været chefdirigent for orkestret – og dermed også Soo-Jin Hong – siden 2016.

- Det var en god nyhed. Han arbejder med den klang, vi gerne vil have i DR Symfoniorkestret. Han er lidt af en magiker, og når vi for eksempel er lykkedes så godt med vores Carl Nielsen-koncerter og -indspilninger, er det, fordi han har ro på, og fordi han stoler på os, og vi stoler på ham, siger Soo-Jin Hong.

Året 2023 har også budt på et gensyn med DR Symfoniorkestrets æresdirigent Herbert Blomstedt, der skulle dirigere Mozart. Det særlige ved ham er, at han er 96 år og første gang dirigerede orkestret tilbage i 1955. Blomstedt var også DR Symfoniorkestrets chefdirigent fra 1967-1977. I dag er han verdens ældste aktive dirigent, og efter planen vender han også tilbage på podiet i næste sæson.

- Herbert Blomstedts glæde ved musikken er stor, og han vil så gerne give den videre. Det er meget fascinerende, og han har en eller anden overnaturlig energi og er en varm person. Han har så meget viden om musikken, og det er fascinerende at tænke på, at han nærmest har mødt alle musikere, der har spillet i DR Symfoniorkestret gennem 70 år – og i begyndelsen også har spillet med nogle af dem, der var med fra orkestrets start, siger Soo-Jin Hong.

Som koncertmester havde hun samtidig ansvaret for at følge Herbert Blomstedt sikkert op på dirigentpodiet efter pausen på de to koncerter i november. De gik over scenen arm i arm.

Disney og Babylon Hotel

Året har også budt på flere særlige koncerter for Soo-Jin Hong og kollegerne, som blandt andet omfatter hendes egen søster Soo-Kyung Hong, der spillede sig til pladsen som solocellist i DR Symfoniorkestret i 2009.

Senest har de for eksempel spillet fire koncerter med Disney-musik, i anledning af at tegneseriegiganten fylder 100 år i år – en koncert, som kan ses på DR2 lillejuleaften – og Babylon Hotel-koncerter med musikken fra ikoniske film og serier. Næste år venter flere ’Gaming’-koncerter med musikken fra legendariske spil, præsenteret af Jakob Stegelmann.

- Selvfølgelig er det ikke musik, jeg har spillet så tit, som en række klassiske værker. Men så længe musikken er god, er det sjovt at være med til. Samtidig er det helt tydeligt, at koncerterne tiltrækker et andet og nyt publikum, end for eksempel torsdagskoncerterne gør. Her kommer koncertgængerne mere for at høre musikken end for at se os i orkestret. Til gengæld bliver mange så begejstrede over lyden og får lyst til at komme igen, og det er jo virkelig dejligt, siger Soo-Jin Hong, hvis billede og violin faktisk også pryder DR Symfoniorkestrets sæsonkatalog 2023/2024.

Blandt de ting, hun selv glæder sig til i 2024, er at se anden sæson af DR’s tragikomiske dramaserie ’Orkestret’, som kommer til foråret. Her medvirkede Soo-Jin Hong selv som en del af den musikalske ledsagelse i serien under optagelserne i årets løb.

- Jeg har før været med til at indspille filmmusik, men det her var noget andet. Der løb masser af mennesker rundt omkring os, mens vi spillede og skulle filme os fra alle mulige vinkler. Jeg glæder mig meget til at se resultatet, siger Soo-Jin Hong.

  • Soo-Jin Hong og DR Symfoniorkestret kan ses op til flere gange på TV omkring jul og nytår – blandt andet i ’Fra alle os til alle jer’ – Disney 100 år-koncerten den 23. december på DR2 klokken 20.00 og nytårskoncerten den 31. december på DR2 klokken 20.00. Begge koncerter sendes også på P2.

Soo-Jin Hong fik også lejlighed til at hilse på et af sine helt store forbilleder, klaverlegenden Krystian Zimerman, der har været hendes store idol, siden hun var barn og voksede op i Sydkorea. Foto: Cecilie Rosenmeier.