Efter to år med corona og nedlukninger slap landet i løbet af 2022 fri af pandemiens greb. Til gengæld blev 2022 et år, hvor krigen vendte tilbage til Europa med Ruslands invasion af Ukraine.
Invasionen satte sit præg på DR i det forgangne år. DR åbnede kontor i Kyiv, fik en forsvarskorrepondent, sendte ’Krigens Døgn’ og mange andre programmer om krigen, ligesom DR og TV 2 i fællesskab stablede en støttekoncert til fordel for ofrene i Ukraine på benene på Rådhuspladsen i København i marts.
Men der var også andre markante musikalske begivenheder i DR, fodbold-EM for kvinder, fodbold-VM for mænd, og nye DR-navne, der trådte til på fremtrædende poster.
Året igennem har dr.dk/omdr bragt interviews og omtaler med nogle af de centrale personer fra DR’s egen verden. Her kan du læse om nogle af dem, der satte deres præg på det forgangne år. Blandt mange andre.
Louise Brodthagen, journalist på DR's kontor i Kyiv
Som en konsekvens af krigen mellem Rusland og Ukraine meldte DR ud i maj 2022, at man etablerede et Kyiv-kontor og fik permanent forankring i Ukraine, så DR kunne følge krigen fra dag til dag og ikke mindst ukrainernes hverdag i krigen.
Journalist Louise Brodthagen har året igennem arbejdet fra den ukrainske hovedstad og både lavet TV-indslag, liveudsendelser, radiointerviews og artikler på dr.dk.
- Det her har allerede ført til kæmpestore omvæltninger i hele verden. I dag taler vi om sikkerhedspolitik på en helt anden måde, end vi tidligere har gjort, og det skal vi selvfølgelig følge og dække på nærmeste hold, sagde Louise Brodthagen blandt andet i et interview med dr.dk/omdr i august 2022.
Af alle steder var hun i Moskva, da krigen brød ud, fordi hun skulle have været på efteruddannelse, som dog aldrig blev til noget.
Mads Korsager Nielsen, forsvarskorrespondent
Siden sommeren 2021 har Mads Korsager Nielsen dækket forsvaret på fuld tid, men med Ruslands invasion i Ukraine i februar 2022 har der været ekstra meget at se til.
Allerede inden krigen brød ud, blev han udnævnt til forsvarsanalytiker i starten af 2022, og i juli 2022 fik han officielt titel af forsvarskorrespondent i DR Nyheder. Mads Korsager er uddannet journalist – men med en fortid i forsvaret fra 1998-2008, og det var ham selv, der efter at have overvejet det, gik til sine chefer og sagde, at han drømte om at kombinere journalistik med forsvarsområdet.
- Det er selvfølgelig udfordrende at skulle formidle krigen, og det kan også være voldsomt. Der er mange uforståelige hændelser og nogle virkeligt frygtelige billeder fra Ukraine. Men jeg synes også, det er en rigtig vigtig opgave, sagde han blandt andet i et interview med dr.dk/omdr.
Mads Korsager har blandt meget andet medvirket i talrige udgave af programmet ’Krigens Døgn’, som DR1 og DRTV begyndte at sende i forbindelse med krigens udbrud i februar 2022.
Mikala Krogh, ny dokumentarchef
Det var et etableret navn fra det danske dokumentarfilm-miljø, som fra den 1. februar 2022 blev ny dokumentarchef i DR Nyheder.
Mikala Krogh kom til DR fra produktionsselskabet Danish Documentary, som hun gennem en årrække har været medejer af, ligesom hun selv har været instruktør på en stribe internationalt anerkendte dokumentarfilm. Senest var hun blandt andet instrueret serien om ’Scandinavian Star’ – færgekatastrofen, hvor 159 omkom, som over 30 år efter, at den skete, stadig er omgærdet af masser af mystik og ting, der står uklart.
- Hun er med den baggrund et meget stærkt kort at give ansvaret for at føre DR Dokumentar med ind i en fremtid, hvor konkurrencen fra udenlandske tjenester er med til at forandre både marked og brugenes vaner, lød det fra chefredaktør Thomas Falbe fra DR Nyheder ved tiltrædelsen.
Mikala Krogh fik med ansættelsen både ansvaret for dokumentar på TV og podcast. Hun er uddannet dokumentarfilm-instruktør fra Den Danske Filmskole oprindeligt.
Karsten Dyhrberg Nielsen, direktør i DR Bruger, Marked og Publicering
Som et led i DR’s opdaterede strategi ’Sammen om det vigtige’ blev det tidligere direktørområde DR Medier lukket i 2021 og erstattet af direktørområdet DR Bruger, Marked og Publicering (BMP).
Her blev Karsten Dyhrberg Nielsen fra marts 2022 ny direktør. I BMP har han det overordnede ansvar for at sikre, at DR kan indfri sine public service-ambitioner og -forpligtelser med et stærkt afsæt i, hvad der er brugernes behov og udviklingstendenserne i mediemarkedet. Blandt de områder, der hører under Karsten Dyhrberg er eksempelvis DR Analyse (tidligere DR Medieforskning), publicering og programlægning, markedsføring og positionering, planlægningen af tværgående indhold og ekstern programbestilling, DR’s brugerkontakt med mere.
Karsten Dyhrberg Nielsen er uddannet jurist, og han har bred ledelseserfaring fra både børsnoterede og medlemsstyrede virksomheder. Senest var han administrerende direktør hos Stim (Svenska Tonsätteres Internationella Musikbyrå).
Liva Manghezi, vært på ’Go’Morgen P3’
I begyndelsen af 2022 havde Liva Manghezi aldrig sendt radio før, men det er der blevet ændret på siden da. Siden påsken sidste år har hun typisk sendt 15 timers ’Go’Morgen P3’ og produceret to timers podcast – ’Hvem skal fyres?’ hver uge på P3.
Liva Manghezi søgte oprindeligt om at blive en del af DR’s talenthold, som er et særligt toårigt udviklingsforløb i DR, som er målrettet unge, der ikke kommer til DR ad de gængse kanaler, som for eksempel journalistuddannelsen.
- Folkene bag Talentholdet besluttede sig for at give mig et tre måneder langt talentudviklingsforløb, da de mente, at jeg havde et særlig talent, som kan bruges bestemte steder i DR. Jeg brænder for aktualitetsstoffet og også for at præsentere det med andre greb, end man ’altid’ har gjort, forklarede Liva Manghezi til dr.dk/omdr i forbindelse med tiltrædelsen som morgenvært på P3.
- Som ung har jeg nogle gange godt kunnet føle mig talt lidt over hovedet i nyhedsdækningen, og jeg vil hellere være med til at finde nye måder at præsentere aktualitetsstoffet på. For mig er nyheder og underholdning ingen modsætning, sagde hun.
Sofie Østergaard, ny vært for DR’s TV-gudstjenester m.m.
- Grundlæggende synes jeg ikke, det er så anderledes at være vært på TV-gudstjenesten, som det er at lave de andre programmer, folk har set mig i. Dybest set handler det om at tale med folk, sagde Sofie Østergaard i sommer til dr.dk/omdr.
Det gjorde hun i forbindelse med, at hun fra august blev vært for DR’s ugentlige TV-gudstjenester, som både kan ses på DR1, DR2 og DRTV. Her inviterer Sofie Østergaard seerne med til TV-gudstjenesten sammen med en række gæster, som hun taler med som optakt til søndagens prædiken.
- Folkekirken er en af grundstenene i det danske samfund, og jeg har altid haft en nysgerrighed over for kirken og for at dykke dybere ned i den, sagde hun ved sin tiltrædelse, hvor hun også sagde:
- Vi mennesker leder alle efter åndehuller og søger efter måder at tackle livet på – noget at tro på. I TV-gudstjenesterne ser jeg frem til at åbne ægte og dybe samtaler med mine gæster – noget, der ofte ikke er så god tid til på TV. Samtalerne vil forhåbentlig inspirere seerne til selv at tage stilling til, hvad de tror på.
Philip Róin, DR’s nye korrespondent i Kina
Telefax er der ikke mange, der bruger mere, men det gør Philip Róin, der i årets løb blev DR’s nye korrespondent i Kina.
Philip Roin har haft Kina på radaren i omtrent halvdelen af sit liv – nemlig 16-17 år.
- Da jeg var færdig med 9. klasse, besluttede jeg lidt sent, at jeg godt ville være udviklingsstuderende. Det betød, at pladserne var taget i nogle af de mest efterspurgte lande, men jeg ville afsted. Så jeg endte i millionbyen Wuhu i Kinas Anhu-provins, forklarede Philip Róin, da han blev interviewet til dr.dk/omdr i forbindelse med sin tiltræden.
Philip Róin blev uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2017, og senest har han også taget en kandidatgrad i kinesisk økonomi og politik fra Renmin-universitetet i Beijing.
- Det er et exceptionelt interessant land og et af de lande i verden, der er sværest at forstå udefra. Som DR’s Kina-korrespondent glæder jeg mig til at finde muligheder til at trække lidt på den viden og de ideer, jeg har indsamlet i løbet af mine år i Kina, siger Philip Róin.
Arnela Muminović, fodboldkommentator og -ekspert m.m.
Gennem året var Arnela Muminović fra DR Sporten travlt beskæftiget som fodboldkommentator og fodboldekspert. I juli gjaldt det fodbold-EM for kvinder i England, og i november og december spillede Arnela Muminović en central rolle i dækningen af fodbold-VM i Qatar, hvor det desværre ikke helt gik så godt for de danske herrer, som mange havde håbet.
For Arnela Muminović var det den sjette og syvende fodboldslutrunde, hun dækkede for DR på seks år, ligesom hun også jævnligt laver indslag til ’Sportsmagasinet’ på DR1 og ’Liga’ på P4.
Familien Muminović har rødder i Bosnien, og den måtte flygte, da serberne begyndte deres etniske udrensning i Bosnien i 1992, hvor flere familiemedlemmer også mistede livet. Arnela Muminovic var fire år, da familien måtte tage flugten, og den store interesse for fodbold kom, da hun tilbragte de første tre år i Danmark på asylcentret i Hald Ege nær Viborg.
- Jeg spillede rigtig meget fodbold med drengene i asylcentret. Vi skulle bare have en bold og fire sten, der kunne fungere som mål, sagde Arnela Muminović til dr.dk/omdr i forbindelse med fodbold-EM for kvinder.
Vincent Nilsson, basunist i DR Big Band i 47 år
Der var ikke færre end fire afskedskoncerter, da basunisten Vincent Nilsson i begyndelsen af 2022 tog afsked med DR Big Band.
Han var bestemt heller ikke hvem som helst for i 47 sæsoner har han taget turen over Øresund for at passe sit job i bandet, hvor han også undervejs har spillet sammen med verdens største jazznavne. Thad Jones, Dizzy Gillespie, Stan Getz, Niels-Henning Ørsted-Pedersen, Charlie Watts fra Rolling Stones, Dextor Gordon og Palle Mikkelborg for blot at nævne nogle få af dem.
- Jeg er virkelig overrasket over, at der pludselig er gået så mange år, men jeg er også taknemmelig over de mange store oplevelser, det er blevet til med DR Big Band. Jeg synes, det er helt fantastisk med den variation, der er i dét, vi laver i bandet, sagde Vincent Nilsson i et afskedsinterview med dr.dk/omdr.
Som en særlig gestus blev absolut sidste afskedskoncert med DR Big Band holdt i den svenske by Hässleholm, der var den nærmeste store by til byen Bjärnum, hvor Vincent Nilsson i sin tid opdagede basunens fortræffeligheder i det lokale missionshus.