Mænd og kvinder ser langt fra altid det samme i fjernsynet

Selv om der er meget indhold, der kan samle kønnene foran tv’et, har mænd og kvinder også forskellige seervaner på visse områder, fremgår det af rapporten ’Medieudviklingen 2019’.

Selv om der er masser af medieindhold, som samler kønnene foran ’billedkommoden’, er der også en del indhold, der ikke gør. (Foto: © Petra Kleis)

I gennemsnit ser kvinder flow-fjernsyn i et kvarter mere end mænd hver dag, mens lidt flere mænd end kvinder streamer ugentligt. Nemlig 52 procent mænd mod 50 procent kvinder.

Men der er også større forskelle end det. For selv om der er masser af medieindhold, som samler kønnene foran ’billedkommoden’, er der også en del indhold, der ikke gør.

- Filmen ’Rambo’ har en overvægt af mandlige seere, når den bliver vist, men programmer om kongelige begivenheder har flest kvindelige seere, konkluderer et team fra DR Medieforskning i rapporten ’Medieudviklingen 2019’, som udkom i sidste uge.

’Medieudviklingen 2019’ er DR Medieforsknings årlige rapport om udviklingen i danskernes brug af elektroniske medier. Ud fra Kantar Seer-Undersøgelsen har medieforskerne blandt andet kigget nærmere på, hvordan kønsfordelingen er på en række bestemte tv-programmer og på 20 udvalgte tv-kanaler. DR Medieforskning følger løbende med i, hvordan blandt andre DR’s programmer bliver modtaget på tværs af alder, køn, uddannelse og geografi.

Af medieforskernes artikel fremgår det for eksempel, at et program som ’Meghan & Harrys royale baby’ blev set af 12 procent mænd og 88 procent kvinder, mens filmen ’Rambo: First Blood’ i den anden ende af skalaen blev set af 74 procent mænd og 26 procent kvinder.

Krimier går bedst blandt kvinder

Der er dog også programmer, hvor kønsfordelingen er mere jævn. For eksempel går 47 procent mænd og 53 procent kvinder ind i ’Løvens Hule’ – iværksætterprogrammet på DR1, ligesom der er en lille overvægt af kvinder – 52 procent, når DR1 sender ’Alene i vildmarken’. Derimod er der flest mænd ved skærmen, når DR1 byder på ’Nak og Æd’, for her er seersammensætningen 57 procent mænd og 43 procent kvinder.

- Hvis man skal skære det skarpt ud, går programmer om børn, parforhold og familie, krimier, wellness og sundhed, kongehusstof og kendte bedst blandt kvinder, mens der er en overvægt af mænd til programmer om sex, sport og friluftsliv, actionfilm og udsendelser om politik, samfund og militær, konkluderer medieforskerteamet i rapporten.

Kigger man på, hvordan kønsbalancen er på udvalgte kanaler, er det måske ikke overraskende på Kanal 4, den er mest skæv. Her er 32 procent af seerne mænd, mens 68 procent er kvinder. Kanal 4 sender dog også – ifølge dem selv, primært programmer for kvinder.

I den anden ende er der flest mandlige seere på TV 3 Max, hvor 75 procent er mænd, og 25 procent er kvinder. Her bliver der primært sendt sport og serier. Også på Folketings-TV-kanalen er fordelingen ret ulige. Her er fordelingen 65 procent mænd og 35 procent kvinder.

På DR1 er der en overvægt af kvindelige seere – nemlig 56 procent mod 44 procent mænd, mens DR2 bliver set af 46 procent mænd og 54 procent kvinder, viser opgørelsen i ’Medieudviklingen 2019’, som kan ses i sin helhed på dr.dk/medieforskning.

Du kan fordybe dig mere i tallene fra artiklen her