Tommy Troelsen er død: Han var den første fodboldspiller, der blev DR-kommentator

Fodboldspilleren og den mangeårige TV-vært i DR Tommy Troelsen er død, 80 år. Han vil ikke mindst blive husket for lørdagene med tipsfodbold.

  • Tommy Troelsen sammen med tidligere landsholdsmålmand Ole Qvist. (Foto: © Hans Andersen)
  • I 1998 nåede Danmark til kvartfinalen ved VM, hvor modstanderen var Brasilien. Det år var det Tommy Troelsen, Natasja Crone og Kent Nikolajsen, der blandt andre udgjorde VM-holdet. Natasja Crone, der nåede at være sports- og underholdningsvært på DR1, er nu på TV 2. (Foto: © Ulla Voigt.)
  • Tommy Troelsen sammen med DR Sportens Jan Harkamp, der stadig arbejder i DR. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 3

Rigtig mange, der så fjernsyn lørdag eftermiddag i 1980'erne og 1990'erne, tilbragte den i selskab med Tommy Troelsen.

Efter at han selv havde stillet fodboldstøvlerne på hylden, og også havde taget en uddannelse som skolelærer fra seminariet i Jelling, blev Tommy Troelsen mangeårig TV-vært på sportsredaktionen i DR.

Nu er Tommy Troelsen, ifølge Vejle Amts Folkeblad, død efter længere tids sygdom. Han blev 80 år.

Tommy Troelsen var nu allerede på TV-skærmen mange år forinden. For 'Fodboldtroldmanden', som han blev døbt, spillede på fodboldlandsholdet, der blandt andet vandt sølv ved OL i Rom i 1960. Det var samtidig det første OL, som DR sendte i stor stil.

Samtidig var Tommy Troelsen også på skærmen gentagne gange, når DR Sporten viste klip fra Vejle Boldklubs kampe. Dem spillede Tommy Troelsen 257 kampe for, inden han fra 1976-1980 blev landstræner for U21-landsholdet.

Anerkendte ham som fodboldekspert

Allerede i 1969 havde DR gjort lørdagene i fjernsynet til 'tipslørdage', hvor der blev vist en engelsk kamp, der var på tipskuponen. Det var også her en karakteristisk 'dong'-lyd lød på skærmen, hvis der var scoret i en af de andre tipskampe.

I 1980'erne kom Tommy Troelsen til DR - fra 1985 som fastansat. Her blev han en fast og elsket del af netop 'Tipslørdag' - først som fodboldkommentator og siden vært, ligesom han også dækkede en række EM- og VM-slutrunder. Tommy Troelsen var særdeles anerkendt som fodboldekspert, fordi han selv havde spillet topfodbold og netop havde haft en plads på landsholdet. Det var ikke sket tidligere, at en fodboldspiller blev kommentator i Danmarks Radio, og nogle kaldte ham 'fodboldprofessoren'.

Tommy Troelsen havde en naturlig charme på skærmen, og han var god til at interviewe. Hør ham her først tale med Brian Laudrup om landsholdets chancer for at komme til VM i 1994 og dernæst høfligt og med glimt i øjet interviewe to unge kvinder, Bonny Madsen og Karina Sefron fra kvindelandsholdet, som har kvalificeret sig til EM i Italien:

’Tipslørdag’ lukker

I 1998 lukkede og slukkede Tommy Troelsen ’Tipslørdag’-studiet, da programmerne sluttede efter næsten 30 år på skærmen. Selv drog han videre til DK4, inden han i 2005 gik på pension.

Nu er Tommy Troelsen død, og han efterlader sig kone, to børn og børnebørn.

- Tak for gode minder og for det store arbejde med at udvikle dansk fodbold. Fra tiden på sølvholdet i '60 til de mange år på tv, hvor han tog fodbolden seriøst og var en god eksponent for den glæde, som fodbold giver, skriver Dansk Boldspil-Union på Twitter.

I onsdagens pokalopgør på udebane mod Randers FC vil Vejle Boldklub-spillerne bære sørgebind, og til søndagens opgør mellem Vejle og AaB vil Tommy Troelsen blive hyldet med et minuts klapsalver.