(Foto: © Morten Darving Schlüter)

Hun blev spottet i Esbjerg af DR-programmet 'Vi Unge': Nu fylder Daimi 80

Det kan give øjeblikkelig berømmelse at komme i fjernsynet. Det oplevede Daimi Augusta Larsen - nu Gentle - i 1961, og hun har levet af det siden. 1. januar fylder hun 80 år.

  • For Daimi Augusta Larsen, der i dag hedder Daimi Gentle, blev et TV-program tirsdag den 11. april 1961 klokken 20.20 på DR's dengang ene TV-kanal helt afgørende. For Daimi - der fylder 80 år den 1. januar, men dengang kun var 17 år - blev med et slag berømt, da DR's Mogens Vemmer og Grete Hemmeshøj lavede deres program 'Vi unge' i Esbjerg og lod Daimi synge nummeret 'Travelling Light' siddende i et spejdertelt i Centralmagasinet i byen. DR havde henvendt sig til ungdomsklubber i Esbjerg, og Daimi var egentlig kun kommet med i programmet, fordi hun var på dekorationsholdet i ungdomsklubben, men Grete Hemmeshøj fik hende til at synge. Og det blev mildest talt bemærket. Foto: DR Arkiv. (Foto: © DR Arkiv)
    1 / 19
  • Daimi blev øjeblikkelig et kendt navn, og - som hun selv fortalte det til nu afdøde Michael Juul Sørensen i P3-programmet 'Det lyserøde hus' i 1994, betød det allerede et tilbud om pladekontrakt dagen efter. Siden har hun ikke været af vognen, som hun selv udtrykker det. Daimi startede på pladeselskabet TONO, der gav hende mulighed for at udgive en række singler. Her er hun som 18-årig året efter, hvor hun synger sangen 'Hifi-four' i programmet 'Pladeparade' den 9. oktober 1962 hos vært Otto Leisner. Foto: DR Arkiv.
    2 / 19
  • Daimis repertoire blev snart mere modent, da hun blev sangerinde i Jørn Grauengaards orkester i 1964. Her er hun fra året efter, hvor hun optrådte på DR i programmet 'Holder De af Cole Porter' - sammen med en ung Otto Brandenburg. Foto: DR Arkiv.
    3 / 19
  • I 1965 præsenterede DR programmerne 'Dansk revyhumør', hvor Daimi blandt andet optrådte sammen med Arthur Jensen i udsendelserne om tiden 1945-1955. Udover at synge kom Daimi også i løbet af 1960'erne mere og mere med i revyer, ligesom hun også kom med i en stribe film, for eksempel 'Don Olsen kommer til byen', 'Pigen og greven' og 'Tre små piger'. Foto: DR Arkiv.
    4 / 19
  • I slutningen af 1960'erne producerede Jørgen Clevin og Per B. Rasmussen børneprogrammerne 'Teleklub'. Her kunne man blandt andet møde Daimi som Pippi Langstrømpe i 1967. Hun udgav også et album det år, der hed 'Pippi Langstrømpe'. Foto: DR Arkiv.
    5 / 19
  • I 1967 fik Daimi ligefrem sin egen TV-serie opkaldt efter sig. DR's dengang ene TV-kanal viste miniserien 'Dig og mig - og Daimi', hvor hun blandt andet spillede sammen med Preben Kaas, Ulf Pilgaard, Birger Jensen og Anne Marie Lie. Foto: DR Arkiv.
    6 / 19
  • I takt med at Daimi sang og kom med i flere film, var der også bud efter hende i DR's quizzer. Her er hun for eksempel med i Otto Leisners programmer 'Fup eller Fakta' i 1968 sammen med Elsa Gress og Habakuk (Jørgen Hartmann-Petersen). Foto: DR Arkiv.
    7 / 19
  • Den 29. december 1969 havde Bent Fabricius-Bjerre gæster på DR1 i et musikprogram - og en af dem var Daimi, som han selv har skrevet nogle af de store hits til. Foto: DR Arkiv.
    8 / 19
  • Jytte Abildstrøm og Daimi mødte hinanden i Cirkusrevyen i 1967, og de har arbejdet tæt sammen lige siden - ikke mindst i en lang årrække på Riddersalen på Allégade på Frederiksberg, hvor Jytte Abildstrøm var direktør gennem mere end 40 år. Her er de sammen fra DR's 'Styrmand Karlsen' i 1979. Jytte Abildstrøm har for øvrigt også snart rund fødselsdag. Hun fylder 90 i marts. (Foto: © Michael B.)
    9 / 19
  • Daimi arbejdede selv en del sammen med Dirch Passer, og mange husker deres fælles nummer 'Hvem har du kysset i din gadedør?' Her ses hun og Sonja Oppenhagen i programmet 'Lørdag - lige nu' kort tid før Dirch Passers død i 1980. Samme år havde seerne for øvrigt også kunnet se hende i Dansk Melodi Grand Prix, hvor det dog kun blev til en 10. plads med Michael Elos sang 'Fri mig'. (Foto: © Anne-Grethe Brixvall + Bent Paulsen)
    10 / 19
  • I 1992 fortalte Daimi på DR1 om den store periode i dansk revy, der var domineret af Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Her blev der også vist klip fra datidens film, teater og tv. Foto: DR Arkiv.
    11 / 19
  • I 1999 kunne DR1's seere møde Daimi i en noget mere fingernem og handy udgave end hidtil. Da kunne man i fjernsynet følge husbyggeren Steen Møller og sangerinden i deres arbejde med byggeriet af Danmarks første halmhus. Huset skulle bygges på 10 dage. Foto: DR Arkiv.
    12 / 19
  • I de senere år har der været længere mellem film- og TV-rollerne, men Daimi har dog været med i flere DR-serier. I 1999 spillede hun med i Ole Bornedals serie 'Dybt vand' og i 2012 var både hun og Vigga Bro mormødre i julekalenderen 'Julestjerner' på DR1 - en kalender, som makkerparret Wikke/Rasmussen skabte. (Foto: © Mike Kolloffel, Mike Kollöffel)
    13 / 19
  • Daimi har fortsat godt gang i musikken, og igennem årene har hun har optrådt jævnligt på DR's tv-kanaler - her blandt andet sammen med sangeren Peter Thorup. Hun har både udgivet Cornelis Vreeswijk-sange, udgivet album med Otto Brandenburg, Ina Løndahl, Kansas City Stompers, sunget Rifbjerg-sange, sunget 'Annie Get Your Gun', været med i 'Matador'-musicalen og meget, meget mere. Det var også inden for musikken, Daimi fandt sin mand. Den britiske musiker Clifford Gentle udgav specielt plader i Sverige i 60'erne og varmede også op for prominente navne som The Beatles og Gerry and The Pacemakers. 'Cliff' Gentle, som han blev kaldt, døde i 2014. Daimi medvirker også i den kommende 'Matador - The Musical', som har premiere i 2024. Her har hun rollen som frui Fernando Møhge.
    14 / 19
  • I 2015 var Daimi med i 'DR's store juleshow' - her sang hun sammen med Troels Lyby i nummeret 'Jul hele året'. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    15 / 19
  • Ikke mindst de seneste år har der fornyet fokus på Daimi som sangerinde. I 2017 sang hun ved P8 Jazz Alive i DR Koncerthuset, og samme sted modtog hun i januar 2018 Leo Mathisen Prisen og optrådte ved den lejlighed sammen med DR Big Band. Daimi er blandt andet også fast inventar på Copenhagen Jazz Festival hvert år, hvor hun typisk giver koncert flere steder rundt omkring i hovedstaden. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    16 / 19
  • Daimi og DR's Hr. Skæg sang 'Balladen om Klante Kofoed' sammen i Morgensang med Ramasjang, da der var 'corona-morgensang' i 2020. (Foto: © Morten Darving Schlüter)
    17 / 19
  • Daimi fortalte her i efteråret om sine egne oplevelser i 1960'erne, der relaterede til emner fra femte afsnit af DR's dramaserie 'Carmen Curlers'. Her ses hun flankeret af serieskaber Mette Heeno og vært Signe Muusmann fra podcasten 'Carmen Curlers – En ekstra krølle', som stadig kan høres i DR LYD, (Foto: © Clara Marker Jønsson)
    18 / 19
  • En lang række af Daimis musikalske numre kan fortsat høres i radioen, og alene i løbet af december 2023 er hun blevet spillet over 40 gange på DR's kanaler, især på P5, men også P8 Jazz. Udover ’Jeg Sætter Min Hat Som Jeg Vil’, er nogle af Daimis største hits ’Hvem Har Du Kysset i Din Gadedør’, ’Skandale i Familien’, ’Små Grønne Æbler’, 'Balladen om Klante Kofoed' og ’Søde Yrsa Bruun’. Både på dr.dk/bonanza og DRTV kan du se en række af de ting, Daimi har lavet for DR i sit nu 80-årige liv. Billedet er fra B&U-serien 'Rosa' i 1971, hvor Daimi også medvirkede. Foto: DR Arkiv.
    19 / 19