Ørnen Om Ørnen Billedgalleri Persongalleri Holdet bag Backstage Download Kommentarer
 
 
Forrige afsnit Nęste afsnit





 

Ghita Nørby (Thea Nellemann)

er én af vore absolut største nutidige skuespillere - som langt ud over de danske grænser har glædet publikum med sine præstationer. Lige siden uddannelsen på Det Kgl. Teaters elevskole i ’54 har Ghita Nørby medvirket i små hundrede spillefilm, en mængde radio- og tv-dramatik samt en lang række teaterforestillinger.

Ghita Nørby har tilbragt langt størstedelen af sit teaterliv på Det Kgl. Teater, selv om det også er blevet til markante afstikkere til andre københavnske scener, siden hun i ’59 fik et højt berømmet gennembrud i Erling Schroeders legendariske opsætning af ’En duft af honning’ på Allé-Scenen. Derefter fulgte en lang række hovedroller på bl.a. Allé-Scenen, Det Ny Teater, Folketeatret og Gladsaxe Teater, indtil hun i 70'erne vendte tilbage til Det Kgl. Teater. Én af milepælene de følgende år, både personligt og kunstnerisk, var arbejdet med Ingmar Bergmans opsætning af ’Misantropen’ - derefter fulgte andre karakterroller i bl.a. ’Et Dukkehjem’, ’Toreadorvalsen’, ’Tribadernes nat’, ’Glade dage’ og ’Hvem er bange for Virginia Woolf’. Blandt Ghita Nørbys seneste præstationer på de skrå brædder er ’Gengangere’ (99), ’Glasmenageriet’ (2001), ’Celestina’ (2002), ’Vores sensommer’ (2003), ’To kvinder’ (2004), 'Indenfor murene' (2005) og 'H.C. Andersens eventyr' (2005) på Det Kgl. Teater, ’Arsenik og gamle kniplinger’ (2001) på Det Danske Teater, ’Søstrene’ (2000) og ’Misantropen’ (2003) på Betty Nansen Teatret. En lang række af disse forestillinger er optaget og udsendt på DR TV. Inden længe sendes "Vores Sensommer" på DR1.

Ghita Nørby fik sin filmdebut i ’Ung leg’ (56), hvor hun for første gang spillede sammen med Frits Helmuth - siden har de to gang på gang fejret triumfer sammen, både på scenen og det store lærred.
Filmkarrieren er fortsat gennem alle årene og har resulteret i en lang række markante præstationer, over ’Dansen med Regitze’ (89), ’Freud flytter hjemmefra’ (91) og ’Den gode vilje’ (92) til senest bl.a. ’Her i nærheden’ (2000), ’En kort en lang’ (2001) og ’Arven’ (2003).

Også på DR TV er det blevet til en række uforglemmelige figurer siden Panduro-filmene i 70'erne og hendes Ingeborg Skjern i ’Matador’ (78-82) - bl.a. i ’Riget I og II’ (94 + 97), ’Edderkoppen’ (2000) og senest som Ingrid Dahls mor, Bibi, i ’Rejseholdet’ (2000-2003).

Mængden af de velgørende initiativer Ghita Nørby har haft tid og overskud til at yde en indsats for er ligeså stor som listen over de priser og hædersbevisninger, hun har modtaget, er lang. Senest er
Ghita Nørby af sine kolleger udnævnt som æresmedlem af Dansk Skuespillerforbund samt tildelt æresprisen ved Copenhagen International Film Fair for sit bidrag til dansk film gennem 50 år.