Ditte Hansen (Susan A. Olsen)

Kriminalassistent. Ditte kommer fra Kriminal-teknisk Afdeling, hvor hun var en af deres bedste polititeknikere. Hun elsker sit arbejde - at finde den lille brik, der kan få det store puslespil til at samle sig. Hun er lykkelig, da hun får muligheden for at søge over i Hallgrims nye gruppe, bl.a. fordi hun har følt sig chikaneret af sin eksmand, som hidtil også har været hendes chef. Hun har ofte måttet lade en opgave gå over på andre hænder, fordi eksmanden ikke har overholdt en aftale om børnene. I sorte øjeblikke fornemmer hun, at han bevidst forsøger at bremse hendes ellers lovende karriere.

Selv om Ditte fremover skal være efterforsker i gruppen, vil Statsadvokaturen stadig have mulighed for at trække på hendes faglige viden og usædvanlige talent for detaljen som gerningsstedsekspert. Hun er helt på forkant med udviklingen indenfor kriminal-teknikken og er vild med at fortælle om det. Hendes påstand er, at vi i løbet af ganske kort tid vil være i stand til at affotografere det atmosfæriske tryk, en person afsætter ved sin blotte tilstedeværelse i et rum. En opfindelse på linie med DNA’en.

Ditte lever i et konstant dilemma, med følelsen af altid at befinde sig det forkerte sted. Hun er splittet mellem sit arbejde og nærværet med de tre børn Fie (14), Axel (10) og Clara (6). Når en sag kræver hendes tilstedeværelse udover de 37 timer ugentligt, eller når arbejdet foregår om natten, må hun ty til at bruge sin ældste datter som barnepige. Hun har dårlig samvittighed over at lægge så stort et ansvar på datterens skuldre, men hun har ikke råd til en barnepige. Børnenes far har stiftet ny familie, hvorfor interessen for hans ’gamle’ børn er noget kølnet. Dittes mor tilbyder venligt sin hjælp - men den er svær at tage imod, fordi den er så fuld af skjulte bebrejdelser.

Ditte elsker at tale om sine børn, og slynger om sig med navnene og anekdoterne, som om alle er fuldstændig klar over, hvem Fiemus, Axel og Clara er. Det sker i tryg forvisning om, at alle er mindst lige så interesserede i at høre om børnene, som hun selv er i at fortælle om dem.

Ditte er, hvad arbejde og børn angår, i stand til at rumme en logistik og en detaljerigdom, som er uforståelig. Til gengæld har hun en elendig hukommelse, hvad alt andet end arbejdet og hendes børn angår.