Rumle Hammerich
Se
interviewet her
Rumle Hammerich arbejdede med musik og teater og var
elev på New York School of Photography, inden
han i 1979 blev uddannet på Den Danske Filmskoles
instruktørlinje. Siden er det blevet til en
lang karriere, hvor han har lavet dokumentar-, kort-
og novellefilm samt spillefilmene 'Otto er et næsehorn'
(1982) og 'Sort Lucia' (1992).
Rumle Hammerich har også brugt en væsentlig
del af sit arbejdsliv på at lave tv-fiktion.
Først i Sverige, hvor han arbejde for SVT og
blandt andet lavede tv-serien 'Klatretyven' (1990)
og tv-filmen 'Kan du fløjte Johanne' (1994).
I 1994 vendte han hjem til Danmark som chef for TV-Drama
og var en af de væsentligste kræfter bag
moderniseringen af TV-Drama og dansk tv-fiktion. Samtidig
med chefjobbet instruerede han enkelte afsnit af ’Taxa’
og var med til at udvikle idéen til ’Rejseholdet’
sammen med Peter Thorsboe. Senest har Rumle Hammerich
instrueret spillefilmen ’’Unge Andersen’,
der også blev vist på DR som mini-serie
og i den form blev belønnet med den ærefulde
International Emmy Award i 2005.
Efter at have været administrerende direktør
og kreativ direktør i Nordisk Film i perioden
1998-2005, har Rumle Hammerich nu besluttet at hellige
sig arbejdet med at skrive manuskripter og instruere.
|