Det er på dette møde, produktionsholdet
må prøve at forudse eventuelle problemer,
så der ikke kommer grus i det effektive produktionsmaskineri.
På produktionsmødet denne gang deltager
Søren Kragh-Jacobsen og Bo Tengberg, der er instruktør
og fotograf på afsnit 9 og 10. Til stede er også
seriens producent, line-producer, produktionsassistenter,
indspilningsleder, og de folk, der er ansvarlige for
lyd, lys, locations, rekvisitter, kostume og sminke.
Holdet går en begivenhedsrig uge i møde
og skal blandt andet filme i Kastrup Lufthavn og på
Stålværket i Frederiksværk. Holdet
diskuterer den allerede eksisterende ugeplan, og det
største problem viser sig at være lysmængden
udenfor, fordi afsnittet optages i slutningen af oktober
2004. Scener, der skal foregå i enten dagslys,
skumring eller nattemørke skal jo helst optages,
når lyset er rigtigt.
Mange scener i denne uge foregår i skumringen,
og det volder problemer, fordi den rigtige skumring
ikke varer ret længe. Derfor må der foretages
visse justeringer i den oprindelige ugeplan. Fotografen
og holdet overvejer, om man enten skal sende en ekstra
fotograf ud og lave billederne af Vor Frelser kirkes
klokker, mens resten af holdet filmer i lufthavnen
- eller ’snyde med lyssætningen, så
det ser ud som skumring, selv om det ikke er det.
Det er selvfølgelig meget mere besværligt
og bliver aldrig lige så godt som den ægte
vare.
Den store scene på Stålværket i
Frederiksværk, der skal gøre det ud for
en fabrikshal i Skt. Petersborg, kræver ekstra
hjælp. Så holdet aftaler at booke en specialstyrke-specialist
og muligvis en special effekt-mand til at hjælpe
med skudscenerne. Kostumieren skal huske et antal
russiske AKS-uniformer, og rekvisit afdelingen skal
medbringe en rottweiler, der skal bedøves.
Sidste punkt på dagens møde er optagelserne
på Hotel Opera. Her har location-manageren reserveret
et værelse, og han får besked på
at tjekke, hvilken etage værelset ligger på.
Normalt foregår optagelserne af Hallgrims hotelværelse
i studiet, hvor der findes en nøjagtig kopi
af Hotel Operas værelser, men denne gang skal
der filmes ud af vinduet - on location - , og der
må ikke hænge gadelygter i vejen.
Efter mødet har alle nu styr på deres
opgaver under næste uges produktion, og på
et stort filmhold er det helt afgørende for
at produktionen kan køre effektivt.
Se også udsnit af produktionsplan
TV-Drama
|