|
”For at bedømme en location
er det vigtigt, at man kan tænke i billeder og
forestille sig, hvad det er, instruktøren og
fotografen vil have. Man skal også have et indblik
i, hvordan scenen skal filmes, for at kunne vurdere,
om en location er rigtig. Det er f.eks. vigtigt at vide,
hvor meget af omgivelserne, vi skal have med i scenen.
Men en god location er først og fremmest et sted
med den rette stemning til scenen. Samtidig skal de
praktiske forhold omkring stedet være i orden
- eller kunne blive det. Det er f.eks. altid en ulempe
med trafik og støj i nærheden af en location.
Derfor skal jeg hele tiden overveje: Kan det lade sig
gøre at optage her? Nogle gange finder jeg en
rigtig god location, hvor en filmoptagelse bare ikke
kan lade sig gøre. Så må man gå
efter en anden løsning”, forklarer Jesper
Grüner.
I fjerde afsnit af Ørnen var der to locations,
som Jesper Grüner brugte meget tid på at
finde. Den ene var Palle Pis’ kolonihavehus,
og den anden var den nedlagte fabrik, hvor Frandsen
fandt pakken med beriget uran.
”Kravene til fabrikken var, at den var øde,
nedlagt, og der skulle være en masse strøm
til filmholdet og mange parkeringspladser. Det måtte
ikke bare være en blå kasse, der lå
helt for sig selv, men gerne en stor, rusten fabrik,
der var ved at falde fra hinanden. Jeg var rundt og
kigge mange steder, før jeg fandt den, vi brugte
på Lynetten i København. Her var der
råt, vådt og fugtigt, og det gav en stemning
til scenen”.
Når Jesper Grüner har fundet en egnet
location, skal han søge tilladelse til filmoptagelse
hos dem, der ejer stedet. Det kan være offentlige
myndigheder, privatpersoner eller firmaer. Normalt
er det sværest at få private til at stille
deres bolig til rådighed for et stort filmhold.
Det lykkedes dog at finde en kolonihaveejer, som ville
leje huset ud til ’Ørnen’ et par
dage.
”Jeg tror, jeg har set og taget billeder af
30- 40 kolonihavehuse, før jeg fandt det rigtige
til Palle Pis. Det skulle være sådan et
fristed, hvor han kunne holde fri fra sin kriminalitet.
Derfor skulle det ikke være for stort, og det
måtte heller ikke være nyistandsat. Vi
skulle også have lov at male på huset,
for det skulle se ud, som om Palle Pis var ved at
restaurere huset. Heldigvis havde huset ejer selv
planer om at male huset, så det var ikke noget
problem”, siger Jesper Grüner.
Ca. 60 % af ’Ørnen’s optagelser
foregår i studiet og 40 % på location.
Hvert afsnit byder på nye locations, og det
giver Jesper Grüner og hans kolleger nye udfordringer.
På ’Ørnen’s optagelser i
udlandet er det dog lokale location-folk, som kender
området, der finder egnede steder til optagelserne.
|
|