Krise...
Enhver producents værste mareridt blev virkelighed,
da Ørnens hovedrolleindehaver Jens Albinus
brækkede benet efter bare få ugers optagelser.
Jens Albinus faldt uheldigt under opførelsen
af teaterstykket ’Stormen’ i Kanonhallen.
Lægens dom var klar: Det brækkede ben
skulle holdes i ro i fire måneder.
Det gav Ørnens producenter Michael Bille Frandsen
og Sven Clausen alvorlige hovedbrud, for der var egentlig
ikke mulighed for at holde en længere pause
i en produktion, der lige var startet. Men reelt var
der kun to måder at løse problemet på:
Den simple eller den dyre! Enten kunne man udskifte
Jens Albinus med en anden skuespiller og genindspille
scenerne med en ny ”Ørn”. Eller
at vælge den stærkt fordyrende løsning,
hvor hele produktions-holdet måtte have en lang
pause, for derefter at starte op igen, når Jens
Albinus blev klar.
Producenterne ville ikke høre tale om en udskiftning
af Albinus, for gennemsynet af de første ugers
optagelse bekræftede dem i, at Jens Albinus
var et scoop til rollen. Derfor var valget enkelt.
Løs-ningen blev at lukke produktionen ned i
tre måneder, hvorefter alle de scener, Hallgrim
ikke var med i, blev optaget. Resten af scenerne måtte
så vente til Jens Albinus igen kunne vende tilbage
til optagelserne.
Men et brækket ben er en alvorlig skade, som
det tog sin tid at komme helt over. Jens Albinus vendte
tilbage til tætpakkede optagedage og måtte
ind i mellem have is på benet og bruge krykker
i pauserne mellem optagelserne. Som man kan se i første
afsnit, forhindrede det smertende ben dog ikke Jens
Albinus i at yde en god præstation i rollen
som Hallgrim. Kun hvis man ser rigtig godt efter,
kan man godt se, at Hallgrim halter lidt i enkelte
scener.
Det brækkede ben blev en bekostelig affære,
der også forsinkede produktionen væsentligt,
men ingen har nogensinde fortrudt beslutningen om
at vente på Jens Albinus.
|