Midt i denne krig befinder kaptajn Heinrich Stenzler sig. Han har gjort karriere i den tyske flåde, siden han som 19-årig i 1905 bliver søkadet.

I 1915 træder han efter eget ønske ind i den tyske ubådsflåde, hvor han hurtigt bliver udnævnt til kaptajn. UC-30 er den første ubåd, han har kommando over.

30. marts 1917 begiver UC-30 sig ud på sit fjerde togt. De skal sætte søminer ud syd for den irske kyst som en del af en blokade af de britiske handelsskibe.

- Du skal ikke regne med at høre fra mig de næste fire uger. Der er ingen grund til bekymring, skriver Stenzler beroligende i et brev til sin mor hjemme i Tyskland kort inden afrejse.

Stemningen er god. Den tyske kamp mod de britiske krigs- og handelsskibe har vist sig effektiv, og der er en følelse af, at sejren er inden for rækkevidde.

Så selvom tyskernes krigsførelse med ubådene bliver anset som fej og imod god krigsskik, fortsætter de ufortrødent.

Heinrich Stenzler selv er begejstret for at være en del af ubådsflåden. Det lægger han ikke skjul på i de breve, han sender hjem.

Ikke nok med, at han har været med til at sætte søminer ud, så har han også sørget for, at UC-30 har sendt to britiske krigsskibe og et norsk skib til bunds.

I ubådsflåden føler Stenzler, at han gør en forskel. Her kan han få lov til at kæmpe ved frontlinjen, hvor han er sikker på, at krigen skal vindes.

- Jeg håber, jeg endelig her skal få lov til at opnå noget stort, skriver han til sin mor.

Den eneste vej hjem går nord om de Britiske Øer. UC-30 kan ikke sejle tilbage via den Engelske Kanal, fordi det er for farligt.

Men Stenzler vurderer, at de kan nå basen på Helgoland med deres 20 dages forsyning af dieselolie, også selvom de med den ødelagte motor sejler langsommere end ellers.

Minebrøndene er stadig fyldt op af de 18 søminer, som UC-30 blev læsset med inden afgangen.

Men i stedet for at gøre som andre i samme situation har gjort før ham – smide søminerne og begive sig hjemad – beslutter kaptajn Stenzler, at minerne skal med retur, så de kan komme med ud på et nyt togt.

UC-30 har været på havet i næsten tre uger nu.

I de tre uger har det ikke været muligt for hverken Heinrich Stenzler eller besætningen at få et bad.

Bad er ikke en luksus, man kan nyde godt af på en ubåd, og som ugerne går, bliver luften til en harsk blanding af sved, dieselolie, mados og indelukkethed. Men det er der ingen i besætningen, der lægger mærke til. De lugter alle sammen ens.

Gangene i UC-30 er smalle, der er lavt til loftet, og dieselmotorernes konstante larm danner baggrundsmusikken til livet ombord på UC-30. Men ligesom lugten er larmen blevet til en ubemærket del af hverdagen.

Det er efterhånden længe siden, Heinrich Stenzler og hans besætning har kunnet sætte tænderne i frisk mad.

De friske forsyninger er for længst sluppet op. Nu er der kun konserves tilbage, og det er skibskokkens lod at tilberede det så godt, som det kan lade sig gøre i ubådens lille kabys.

Halvdelen af besætningen sover, mens den anden er på vagt. Sådan bliver fordelingen helt naturligt, når der kun er halvt så mange køjer som besætningsmedlemmer.

Køjerne er spændt ud, hvor der er plads mellem spisepladser, bagage og reserveammunition.

Det eneste sted man kan finde en form for ro og ikke mindst frisk luft er i ubådens tårn. Når båden er over vand, er tårnet vindue til verden udenfor og strategisk udkigspost. Men der er aldrig rigtig tid til at nyde den friske luft.

Besætningen er hele tiden på vagt. Hele tiden på klar til at dykke ned under overfladen, hvis et britisk skib skulle komme til syne.

UC-30 er klar til at sejle sydpå mod Helgoland langs Weg Blau, der er den sikre vej hjem igennem minefelterne, melder Heinrich Stenzler.

Det er den sidste radiokontakt, basen på Helgoland har med ubåden.

Den 20. juni 1917 flyder et lig i land nord for Søndervig i Sønder Nissum Sogn på den jyske vestkyst. Det er Heinrich Stenzler.

Kaptajnen og hans mandskab når aldrig frem til Helgoland. På vej sydpå rammer de en engelsk mine.