Hvis man ikke kommer ned at ligge, kan man ikke rejse sig op igen.
Det er blevet mantraet for 33-årige René Christensen, som har været helt nede at ligge.
Helt nede hvor hverken velmenende eller veluddannede mennesker har kunnet hjælpe ham. Det kunne til gengæld en insisterende hundesnude og en blød pels.
For Renés vedkommende sad den mørke snude på den dengang halvandet år gamle labrador Tristan.
Tristan er en såkaldt psykiatrisk servicehund, og den er helt fra hvalp blevet trænet til at reagere på Renés angst. Den kan fornemme, når René får det dårligt, og hjælpe ham ud af angsten ved at søge hans opmærksomhed.
Der er endnu ingen dansk forskning, der giver endegyldigt svar på, hvordan en servicehund som Tristan kan opfange menneskers angstsignaler. Nogle mener, at hunden bruger sin gode lugtesans til at opfange de stoffer, vi mennesker udsender, når vi føler frygt.
De første psykiatriske servicehunde blev bevilget i 2016. DR har talt med 95 af landets kommuner, og her har 42 endnu ikke bevilget en psykiatrisk servicehund.
Efterspørgslen efter en servicehund er stigende blandt borgere med psykiske lidelser. I løbet af de sidste fem år har 119 borgere fået bevilget en servicehund fra deres kommune.
Der er strenge krav til både modtageren af en servicehund og til hunden. En psykiatrisk servicehund udvælges nøje efter dens væsen, temperament og adfærd, og det tager omkring et år at træne hund, der kan hjælpe et menneske med psykiske udfordringer.
85 procent af danskerne siger, at de bliver gladere af at være sammen med deres kæledyr. Tristan gør også livet meget bedre for René.
I DR-dokumentarserien Min superhund kan man se, hvordan Renés liv forandres, da Tristan flytter ind hos ham.
René var igennem en årrække udsendt som soldat for det danske forsvar, blandt andet på seks missioner til Afghanistan. Han var flere gange med helt fremme, hvor geværerne var løftet - og afsikret.
Hans sidste mission var i 2015. I 2017 blev han en del af den triste statistik blandt udsendte soldater. Han fik diagnosen posttraumatisk stresssyndrom - ptsd.
Det danske forsvar har haft omkring 33.000 danske soldater på missioner rundt om i verden fra 1991 til og med 2018.
Forsvaret estimerer, at omkring ti procent af dem udvikler ptsd-symptomer som konsekvens af deres udsendelse. Til sammenligning menes omkring en procent af den øvrige befolkning at have ptsd.
René var bodyguard for både amerikanske og danske højtrangerende militærfolk under sine udsendelser. Det gjorde, at han op til flere gange havnede i fjendens skudlinje.
Han havde flere konkrete oplevelser, som nu vender tilbage til ham i flashbacks. Blandt andet dengang han var omringet af seks bevæbnede afghanere i over en halv time, mens han ventede på hjælp. Og dengang han så en lille pige, der havde fået skudt begge ben af. Men som ikke græd. Hun sad bare og kiggede på ham med sine store brune øjne. Det er den slags oplevelser, der begyndte at forfølge ham dag efter dag.
Her kan du se, hvordan følelserne ud af det blå kan vælte op i den tidligere soldat:
Minderne væltede frem i René i tide og utide, og han kunne indimellem slet ikke være i sin egen krop.
Indtil for nyligt har forsvarets primære behandlingstilbud igennem Veterancentret været psykolog- og terapibehandling. Det kunne dog ikke hjælpe René. I stedet blev han en del af et pilotprojekt, hvor han kunne få en psykiatrisk servicehund.
Der er oftest den tidligere soldats bopælskommune, der finansierer en servicehund. En veteran, der ønsker at få en servicehund, kan enten ansøge direkte hos sin kommune.
Veterancentret har kendskab til, at i alt 26 veteraner har en servicehund i dag.
Tidligere var René meget social. Han havde mange venner, men det satte flere grufulde oplevelser i Afghanistan en stopper for.
Blandt mennesker med ptsd er selvmordstanker langt mere hyppige end hos andre mennesker. René havde heller ikke lyst til at leve, da han havde det allerværst.
Førhen var han altid i godt humør, og han var én, man lagde mærke til i sociale sammenhænge. Men nu var alle hans venner væk, fordi han ikke holdt kontakt til nogen. Og selvmordstankerne var nærmest det eneste selskab, han omgav sig med.
- Jeg var så langt nede. Jeg havde intet overskud. Jeg sad og gemte mig hjemme. Det var min måde at overleve på, fortæller han.
Renés ptsd satte hans krop og hjerne i konstant alarmberedskab. Selv når han var i sit hus i ellers så rolige Viborg, var han konstant klar til kamp.
Hans krigstraume gjorde, at han ofte troede, der var fjender i hans hjem. Og han kunne gå rundt i huset flere gange for at sikre sig, at der ikke gemte sig nogen.
I tre år sov han stort set ikke om natten. Det blev til max tre en halv time og altid med mareridt om de grusomme oplevelser fra missionerne i Afghanistan. Nat efter nat. På sovepiller og piller mod de onde drømme. Og det var bare noget af den bunkevis af medicin, der var en forudsætning for, at han kunne leve sit liv.
Leve er måske så meget sagt, for hver dag forskansede René sig bag nedrullede gardiner i sit hjem. Han gik kun udenfor, når det var bidende nødvendigt.
En tur i Rema 1000 kunne ødelægge den tidligere så robuste mand i flere dage bagefter. For her var han ude af stand til at kontrollere noget. Lige der bag køledisken kunne fjenden lure, hvis René var uopmærksom bare et øjeblik.
René var derfor i en alder af 33 år afhængig af, at hans mor kunne tage med ham ud at handle. Og blive ved hans side hele tiden.
Se hvordan René reagerede, hvis hans mor skulle finde noget i den anden ende af butikken:
Hvis det ikke var for Renés mor, fik han ikke handlet.
En dag kammede det for alvor over. René vågnede med tanken om at gå ud og tage rundsaven og skære sin hånd af. Og på den måde komme herfra.
Han endte i stedet med at finde en hobbykniv og brugte den til at skære sig i håndleddet. Det fik ham indlagt på psykiatrisk skadestue i Aarhus.
Her indså René, at der skulle ske noget. Det var dér, han i samarbejde med en psykolog startede ansøgningen om at få Tristan.
En servicehund er trænet helt specifikt efter sin kommende ejers behov. For Tristan var den store opgave at skabe den tryghed og ro omkring René, som han ikke selv kunne finde i sin ptsd-omtågede verden.
Når Tristan mærker, at René bliver utilpas, sørger hunden for at distrahere sin ejer. Den 'dutter' til ham med sin snude og søger ind mellem hans ben for at vise, at den er tæt på ham.
Det er vigtigt, at en servicehund og ejeren har den rette kemi, så de kan være der for hinanden. Det havde René og Tristan.
Hunden er en del af familien for mere end en halv million danskere. Og det tal har været stigende under coronaepedimien, hvor vi alle har været mere hjemme.
Når man har en servicehund, er hunden meget mere end blot et kæledyr, som man klør bag øret og siger godnat til i hundekurven, når man går i seng. En servicehund er en uundværlig hjælp i hverdagen. Og derfor er den også med overalt.
Så når René går i seng, er Tristan med. Den ligger ved siden af sengen til at begynde med. Og her kan den registrere, når René har mareridt.
Den forsøger at få ham ud af drømmen med sin snude, og hvis ikke det hjælper, hopper den op i sengen og lægger sig hos ham for at berolige sin ejer.
Renés mareridt var så virkelige, at han følte sig tilbage i Afghanistan. Han kunne smage støvet, høre lydene, mærke varmen fra solen og lugte blodet.
Allerede første nat hjalp det på søvnen. Der tikkede 12 timer ind på kontoen, og nærmest fra den ene dag til den anden fik René følelser, han ikke havde haft i tre år - energi og overskud.
På sigt blev sovepiller og anden medicin også overflødig for soldaterveteranen.
Han følte, at han fik sit liv igen. Og han kunne med tiden begynde at klare sig selv igen.
Hvor det førhen var hans mor Gitte, som den tidligere soldat havde med som ‘buddy’ under missionerne i supermarkedet, er det i dag Tristan.
Den er trænet til at være de rigtige steder. I Renés tilfælde gælder det, at han ikke bryder sig om, at folk kommer for tæt på. Især ikke bagfra. Derfor skærmer Tristan sin ejer, så han kan føle sig tryg. Og nu er en indkøbstur ikke længere forbundet med fare og alarmberedskab.
En anden fordel ved at få en servicehund er, at man er nødt til at komme ud af sit hus og trygge rammer. En hund har nogle behov, og dem forpligter man sig som ejer til at imødekomme. Både træning og leg i det fri skal være en del af hverdagen, og det var med til at få René ud af sin isolation.
- Tristan har givet mig overskud, fordi jeg ved, at han er der for mig, han har min ryg, lyder det fra René.
De små succeser i hverdagen gjorde, at René fik det bedre og bedre med sig selv. Han fik mod på mere. Og udfordrede sig selv med en tur i gågaden i Viborg, omgivet af mennesker.
Den største omvæltning var dog, at der begyndte at komme tanker om fremtiden, og lysten til at få en kæreste kom til ham. Han oprettede en profil på Tinder, og her fandt han Kathrine.
Han fortalte hurtigt om sin ptsd og om Tristan. Så Kathrine vidste fra starten, at det ikke var et forhold med tosomhed. Der ville altid være én mere, som er med overalt.
For selvom René igen føler sig som et menneske, vil hans ptsd aldrig forsvinde. Så der vil altid være en servicehund i hans liv.
Og dermed også i Katrines. René har nemlig fået så meget overskud, at han har friet til sin kæreste.
De planlægger bryllup i 2022, og de har begge sat deres hus til salg, så de kan købe en fælles bolig.
'Min superhund' er en dokumentarserie i tre dele om psykiatriske servicehunde som Tristan. Se Min superhund på DRTV .
Credit
Tekst: Sola Kruchov Sørensen
Grafik: Clara Juliane Münnecke og Emil Thorbjörnsson
Foto og video fra dokumentarserien Min superhund
Tilrettelæggere på 'Min superhund': Jannik Iuel-Castenskiold Krarup, Cecilie Kubert og Teis Mørk
Redaktør på 'Min superhund': Inge Bang Termansen
Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou
Publiceret den 14/3 2021
