Partifællerne var allerede begyndt at synge “Når jeg ser et rødt flag smælde”, da deres sangglade formand banede sig vej op på scenen.

Det var valgaften den 20. november 2001, og klokken nærmede sig midnat. Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen, havde tabt statsministerposten. Og ikke nok med det. Venstre havde overhalet Socialdemokratiet som Danmarks største parti.

Nyrup kiggede ud over et par hundrede partifæller i landstingssalen på Christiansborg. Der var røde faner på scenen. Og fadøl i plastikkrusene. Sangen fortsatte et par vers. Så fik Nyrup endelig ordet:

– Der er i et parti, som i et liv. Opture og nedture. Sorger og glæder. Sådan er politik. Sådan er livet. Og det er jo i grunden det samme.

Et stykke fra scenen stod en tidligere partiformand Svend Auken, der selv aldrig nåede statsministerposten. Ved siden af ham en kommende partiformand Mogens Lykketoft, der senere kom til at fejle i forsøget på at nå posten.

– Danmark har brug for et Socialdemokrati, der igen kan være en samlende kraft, lød det fra den tabende statsminister.

Og så sang han for på de to sidste vers af ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Poul Nyrup Rasmussens nåede at være statsminister i Danmark fra 1993 til 2001. Hans tale i nederlagets stund markerede begyndelsen på et årti, hvor Socialdemokratiet befandt sig på lang afstand af magten og statsministerposten.

Det gjorde ondt. I Socialdemokratiet føles det som noget nærmest naturstridigt, når der indtræffer en sådan periode i opposition. Uden magt og ansvar.

Socialdemokratiet er Danmarks ældste parti. Det har næsten altid været Danmarks største. Det har i egen selvopfattelse i meget høj grad formet det danske samfund. Bygget velfærden sten for sten. Taget ansvar i svære tider.

Rækken af socialdemokratiske statsministre er det nærmeste, man kommer en kongerække i det politiske liv. Lige fra landsfaderen Thorvald Stauning i 1920'erne og 1930'erne over velfærdsarkitekter som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag i 1960'erne via Anker Jørgensen i de turbulente 1970'erne og frem mod Poul Nyrup Rasmussen på kanten af det næste årtusinde.

Socialdemokratiets mest legendariske formand, tidligere statsminister Thorvald Stauning

Derfor har Socialdemokratiet i egen optik historisk haft en slags førsteret til magten i Danmark. Og derfor er socialdemokratiske partiformænd til alle tider først og fremmest blevet målt på deres evne til at skaffe partiet magten. Magtede de ikke at skrive sig ind i dén historiske rækkefølge, røg de ud, og en anden blev sat i spidsen for partiet.

Det var faktisk også sådan, Nyrup selv var blevet formand og statsminister.

– Hvad er der egentligt galt med Svend? Har han ikke vundet valg efter valg, sammen med os?

Spørgsmålet blev stillet af socialdemokraten Frank Jensen fra en talerstol i idrættens Hus i Vejle den 11. april 1992. Socialdemokratiet holdt ekstraordinær kongres i en proppet sal.

Der var både røde faner i stativ og en stor rød rose på bagtæppet bag Jensen, dengang 29 år og politisk ordfører for sit parti. Lidt til venstre for talerstolen sad den Svend, han talte om. Svend Auken – partiformand for Socialdemokratiet.

Auken havde efterfulgt Anker Jørgensen, der stod i spidsen for Socialdemokratiet og var statsminister op gennem 1970'ernes kriseår. Den Anker, som hele Danmark var på fornavn med. Den sidste arbejder på statsministerposten.

Svend Auken var en succesfuld partiformand – og så alligevel overhovedet ikke. Derfor var partifællerne samlet i Vejle i april for at afsætte ham og indsætte næstformand Poul Nyrup Rasmussen som formand i stedet.

Kun 16 måneder forinden, i 1990, havde Svend Auken ellers ført sit parti til en enorm valgsejr. 37,4 procent af stemmerne og 69 mandater i Folketinget. Men det havde ikke kastet en statsministerpost af sig.

En af partiets stærke profiler, Ritt Bjerregaard, stillede den kliniske og kyniske diagnose, kort før stemmerne blev talt op og Nyrup valgt til ny formand:

– Et stigende antal medlemmer, et stigende antal vælgere og de små partier i Folketinget har mistet tilliden til Svend.

Auken mistede sin formandspost til Nyrup. Og Nyrup leverede det, som partiet kræver og forventer af en partiformand: statsministerposten. Han holdt fast i den fra 1993 til 2001, indtil Venstres Anders Fogh Rasmussen fejede Socialdemokratiet væk fra magten.

Da var Poul Nyrup Rasmussen svækket af diskussionen om ændringer i efterlønsordningen, som han havde lovet ikke ville komme. Og Socialdemokratiet var hårdt presset af en voksende debat om udlændingepolitik, som partiet ikke kunne finde sine ben i.

Næste mand på formandsposten, Mogens Lykketoft, kunne ikke levere Statsministeriet. Dét kunne Helle Thorning-Schmidt dog i 2011.

– Kære partifæller. Vi gjorde det, som hun sagde, da hun blev hyldet på Vega på valgaftenen i september 2011. Socialdemokratiet var gået tilbage, men Thorning var ny statsminister, og det var det, der talte.

Men hun mistede statsministerposten igen fire år senere, da danskerne gik til folketingsvalg i 2015. Siden har partiet været på jagt efter magten.

Efter Thorning kom Mette Frederiksen. Fast besluttet på at erobre statsministerposten. Og gøre det ved hjælp af politik fra den klassiske, socialdemokratiske, skuffe – i hvert tilfælde delvist, skulle det vise sig.

Først sang de ”Danmark for Folket”. Så sang reggaesangeren Wafande et par af sine sange.

Så blev Helle Thorning-Schmidt takket for sin indsats som partiformand. Og så fik Mette
Frederiksen ordet – rejsen tilbage til magten kunne begynde.

Stedet var en kongressal på Frederiksberg, det var halvanden uge efter valget i 2015.

Wafande var i spraglet skjorte. Både Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen bar lyse jakker ovenpå mørke bluser. På den medbragte talerstol stod med store bogstaver SOCIALDEMOKRATERNE – men den betegnelse brugte den nye partiformand ikke. Ingen i salen var i tvivl om signalet i dét sproglige valg fra hendes side.

– I dag er Socialdemokratiet igen Danmarks største parti, sagde Mette Frederiksen – som en høflig anerkendelse af Thornings valgresultat få dage tidligere, men også med en tydelig afstand.

Helle Thorning-Schmidt havde nemlig aldrig talt om SocialdemokraTIET, altid om SocialdemokraTERNE. Mette Frederiksen havde altid gjort præcist det modsatte.

Mette Frederiksen stod for noget, mange menige socialdemokraterne havde sukket efter. For eksempel en vej væk fra den økonomiske politik, Thorning og hendes finansminister Bjarne Corydon havde ført – og som Mette Frederiksen selv havde været med til at føre ud i livet som beskæftigelsesminister.

I dag ser mange i Socialdemokratiet Thorning-perioden som et mellemspil. Man havde statsministerposten, som man skulle. Så langt så godt.

Men man førte en såkaldt ”nødvendighedens politik”, der indeholdt skattelettelser og stramninger over for ledige og førtidspensionister. Både fordi Socialdemokratiets ledelse syntes, politikken var rigtig – og fordi de radikale havde gennemtvunget, at regeringen helt overordnet skulle føre samme økonomiske politik som de borgerlige regeringer gennem nullerne.

Mette Frederiksen sagde derimod efter et stykke tid på posten, at der ikke kommer flere reformer, der alene har til formål at øge arbejdsudbuddet – altså lokke eller presse flere til at arbejde. Og hun har bebudet et opgør med ledelsesfilosofien new public management i det offentlige – en ledelsesstil, der af mange partifæller forbindes med Bjarne Corydon, finansministeren, der nu har forladt politik.

Og videre: Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har op til valget i 2019 talt om et opgør med uligheden. Foreslået en skærpet afgift på store arvebeløb og et loft over fradraget, når virksomheder udbetaler skyhøje lønninger.

Forslag med en venstreorienteret profil, med andre ord. Alt dette havde mange deltagere i den ekstraordinære kongres på fornemmelsen, da de hørte deres nye formand stå i juni 2015 og tale om SocialdemokraTIET.

Derimod havde de færreste af dem forestillet sig, at Mette Frederiksen ville stramme partiets udlændingepolitik så kraftigt, som hun har gjort. Oven i købet uden at det har revet partiet i stykker. Dét er i sig selv en præstation. For udlændingepolitikken har været Socialdemokratiets store problemskaber i årtier. Både i forhold til vælgerne – og i forhold til den interne harmoni i partiet. Eller mangel på samme. Som da man mistede regeringsmagten i 2001.

Den yngste og nyvalgte leverede det klareste budskab, da socialdemokraterne mødtes to dage efter nederlaget i 2001 for at evaluere valgets resultat og tage fat på livet i opposition.

Det skete i Ingeniørernes Hus på Kalvebod Brygge i København, lidt væk fra Christiansborg – ikke at det gjorde presseopbuddet mindre. Der var masser af journalister. Og masser af anstrengte, socialdemokratiske smil.

Mette Frederiksen var lige fyldt 24 og nyvalgt MF for Ballerupkredsen. Mens den ene erfarne socialdemokrat efter den anden gav journalisterne svar med tomme kalorier, så var Frederiksen klar i mælet. Udlændingepolitikken var en stor del af forklaringen på det tabte valg. Den havde fyldt for meget, og nogle af hendes partifæller havde tegnet et alt for negativt billede af integrationen i Danmark.

– Der er altså udfordringer, der er større for Danmark, end de få familiesammenføringer, vi trods alt får til landet, lød det fra den nyvalgte – som derpå fastslog:

– Vi er et multietnisk samfund. Vi er ved at blive et multietnisk samfund. Det skal vi vænne os til, sagde Mette Frederiksen.

Hendes ord havde brod mod partiets indenrigsminister Karen Jespersen, der stod for en langt hårdere udlændingepolitik end mange andre i partiet. Karen Jespersen havde lanceret forslaget om at isolere visse asylansøgere på en øde ø og pådraget sig en del partifællers vrede.

Ordene illustrerede også, hvorfor Socialdemokratiet kom så dårligt fra valgkampen i 2001, når det gjaldt udlændinge.

Man havde svært ved at finde et fælles ståsted – noget, der fik et nærmest tragikomisk skær, da partiet midt under valgkampen indkaldte til pressemøde om udlændinge uden at have et stykke papir med en udlændingepolitik at dele ud, da journalisterne troppede op. Papiret blev først omdelt, da pressemødet allerede var begyndt – og ingen kunne rigtig besvare de spørgsmål, der blev stillet til indholdet.

Men partiets problemer med udlændingepolitikken lå længere tilbage.

Et naturligt nedslag er de københavnske vestegnsborgmestres forsøg på at råbe partifællerne på Christiansborg op i 1980'erne, da integrationen blev svær i deres kommunerne. Et andet nedslag kunne være Poul Nyrup Rasmussens forsøg at isolere Dansk Folkeparti, da det parti begyndte at gøre sig gældende i 1990'erne.

– Stuerene, det bliver I aldrig, som Poul Nyrup Rasmussen sagde til Dansk Folkeparti, da partiet ville smide forældre til kriminelle unge indvandrere ud af landet.

Sætningen blev ikonisk og en vigtig del af DF's egen historieskrivning. Siden voksede DF både i størrelse og indflydelse. Og Mette Frederiksen har etableret en tæt dialog med DF-formand Kristian Thulesen Dahl – der dog alligevel peger på Venstres formand Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Historisk er DF dog ikke Socialdemokratiets naturlige samarbejdspartner – det er de radikale. Partiet med en udlændingepolitik, der ligger meget langt fra både DF og Socialdemokratiet. Og modsat DF er de radikale parat til at gøre Mette Frederiksen til statsminister – uagtet at forholdet mellem Socialdemokratiet og de radikale er køligt.

Det minder om situationen før valget i 2011. Da endte de to partier alligevel i regering – og de radikale med mere magt end socialdemokraterne havde tænkt sig.

Det var en fredag i august 2009, og den ville ændre dansk politik for altid. Det sagde de i hvert tilfælde i medierne. Socialdemokratiets og SF's formænd holdt pressemøde i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg. De radikale var ikke inviteret med indenfor.

Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal sad ved et bord for enden af lokalet, og fremlagde en fælles skatteplan. “Fair Forandring”– en kommende, rød, regerings skattepolitik, sagde de.

Bag Thorning-Schmidt og Søvndal kunne man se de to formænd afbilledet på fælles plakater, smilende og målrettede.

Planen var i sig selv ganske omfattende – men det var ikke det hele. For samtidig slog de to formænd et par andre topvigtige ting fast. Det ene budskab var at SF kunne komme i regering med socialdemokraterne efter et kommende valg.

– Den ære, det er at tjene danskerne i regering, ønsker vi efter næste valg at dele med SF, sagde Helle Thorning-Schmidt, mens Villy Søvndal så smilende til – sådan havde ingen socialdemokrat sagt tidligere i danmarkshistorien.

Det andet budskab var rettet direkte til de radikales leder Margrethe Vestager, der fulgte pressemødet på sit kontor i Folketingets Proviantgård, et par hundrede meter væk.

Beskeden til de radikale var simpel og barsk: De radikale var velkomne i en regering med S og SF. Men de skulle ikke regne med at få indflydelse på skattepolitikken – eller ret meget andet.

– De to store partier i oppositionen har bestemt, hvordan skattepolitikken skal være efter et valg, erklærede Helle Thorning-Schmidt, den kommende statsminister.

Den bastante forudsigelse skulle ikke komme til at holde stik. De radikale kom med i regeringen med S og SF - og de radikale krævede store indrømmelser. Til gengæld blev partiet siddende i den socialdemokratisk ledede regering hele – modsat SF.

Alt i alt har disse erfaringer fået Mette Frederiksen til at gå efter en socialdemokratisk mindretalsregering efter 2019-valget.

– En socialdemokratisk etpartiregering vil være den mest manøvredygtige i lang tid, erklærede hun i sin grundlovstale 5. juni 2018.

Ideen er at lade “mandaternes logik” tale – med en socialdemokratisk solo-regering som omdrejningspunkt for de politiske beslutninger. Denne regering kan så føre skrap udlændingepolitik med Dansk Folkeparti og flere borgerlige partier. Velfærdspolitik med SF og DF, muligvis. Og grøn politik med de radikale og venstrefløjen.

Mette Frederiksens plan har skabt uro i Rød Blok – eller rettere, blandt de partier, man ventede ville pege på hende som statsminister. Alternativets Uffe Elbæk vil nu selv være statsminister, og de radikale kræver, at Socialdemokratiets formand står frit i forhold til Dansk Folkeparti, hvis hun får statsministerposten.

Det er ikke fuldstændigt klart, hvad konsekvensen af meldingerne fra Alternativet og de radikale kan bliver. Men det er soleklart, at Mette Frederiksen kan få et kompliceret politisk liv på den anden side af valgdagen – i et politisk, billede hvor også Dansk Folkeparti vil spille en hovedrolle.

For en socialdemokratisk partiformand er den slags dog under “den-tid-den-sorg”-kategorien. Hendes første prioritet er at vinde statsministerposten. Ja, det er slet og ret hendes pligt som formand for Socialdemokratiet.

Det store parti med den tunge historie har mistet sin naturlige førsteret til Statsministeriet. Det kan Socialdemokratiet ikke leve med – ikke i det lange løb.