Med Myanmars bjerge i ryggen krydser flere tusinde rohingya-flygtninge hver aften og nat floden Naf for at komme i sikkerhed i Bangladesh. Med sig har de kun, hvad de nåede at pakke på vej ud af deres hjem.

På stranden står lokale klar til at tage imod og hjælpe hvert hold af fiskerbåde fyldt med flygtninge.

Ad Sho på 38 år har vandret i flere dage med sin kone og tre børn, inden de kom med en båd til Bangladesh.

For mange flygtninge er den lokale koranskole i Shah Porir Dwip det første sikre sted, de sover. Men på grund af pladsmangel må mænd og større børn sove under åben himmel.

Flygtningene beretter om nedbrænding af landsbyer, mord, voldtægt og andre grusomheder, som de beskylder Myanmars millitær for at stå bag. En mand, der hjælper til i koranskolen, viser et billede af et barn, som han fortæller, ankom for nogle dage siden.

Til dagligt bliver lokalerne på skolen brugt til undervisning. Men de sidste mange uger er de blevet fyldt op af kvinder og børn på flugt. Denne ene nat ankom over 1.000.

Forskellige muslimske organisationer hjælper frivilligt til. Det meste af natten sidder de og pakker nødhjælp med blandt andet mælkepulver, som de mange flygtninge får med videre fra skolen.

Koranskolen er kun første stop på flugten. Næste morgen går rejsen videre mod flygtningelejrene.

Inden de mange familier skal videre, får de mad og slikposer til børnene.

En stor gruppe rohingyaer står på den mudrede bred og venter på bådene fra fastlandet.

Herfra går det videre mod byen Teknaf med båd. Selvom det er tidlig morgen, er varmen allerede ved at nå ulidelige højder, og en flok kvinder og børn søger skygge under paraplyer.

Sidst på dagen ankommer flygtningene til Thangkhali-lejren. Lejren er en del af et stadigt voksende netværk af lejre, som er hjemsted for flere hundredetusinde flygtninge.

Inden militæret i Bangladesh overtog organiseringen af nødhjælp, var udleveringen i lejrene kaotisk. Desperate børn, kvinder og mænd tramper oven i hinanden for at gribe en pose med tørt brød.

Med bambusstænger og tynd presenning har en stor familie fundet plads i den enorme lejer. Det er stadig uvist, hvor længe det skal være deres nye hjem.

På en bjergskråning er der hakket et lille plateau ud. Her har nogle børn har fundet sammen over et spil med glaskugler. Ifølge FN er over 320.000 af de flygtede børn.

Lejrene er opbygget af flygtningene selv, som med hakker og skovle har lavet terrasser på skråningerne til deres interimistiske hytter. Før var her ikke andet end grønne bakker og rismarker. Nu er her flygtninge så langt øjet rækker.

Alt bliver bygget af bambus og presenning. Også denne moske, hvor mænd er samlet til aftenbøn.

Lejrene er begyndt at tage form af almindelige landsbyer. Rundt omkring er der boder med salg af grøntsager, gryder, brænde og byggematerialer. Og for lidt over 25 øre er det muligt at få opladt sin telefon.

Der er blevet etableret vand i lejrene for at undgå udbrud af diarre og andre langt værre sygdomme.

Ab Du Ho Lil blev ramt i maven af en kugle, da han sammen med sin kone og fire børn flygtede fra et militærangreb på den landsby, han boede i. 15 andre mænd blev dræbt af mortergranater og geværsalver.

Ude ved lejrene har forskellige organisationer sat klinikker op. Men mange kommer ind med så voldsomme skader, at de bliver kørt ind til et lokalt hospital i Cox’s Bazar. Her er der lavet en afdeling kun til rohingya-flygtninge.

Nur Fattama på 6 år er indlagt på District Medical Hospital i Cox’s Bazar. Et morterangreb dræbte hendes mor, og Nur kom svært til skade.

Næsten alle de indlagte er enten blevet ramt af skud, machetehug eller mortergranater. Iman Hussein på 45 år fik opereret en kugle ud af sit knæ.

Pladsen på afdelingen er trang, så pårørende må krybe ned under sengen på gulvet blandt støv, skrald og kateterposer.

Mamod Ismail har været i Bangladesh i cirka en måned, men er først kommet i behandling for to dage siden.

Aniutll på 18 år kigger ud af vinduet. Under hans og familiens flugt blev han ramt af skud i foden.

Ifølge FN er 800.000 rohingyaer flygtet til Bangladesh, og hver dag vokser lejrene sig større. Imens er rohingyaerne begyndt at vænne sig til et nyt liv og en ny hverdag.