Der er ikke nogen nem måde at fortælle om et dødsfald på. Det ved alle, der selv har stået i situationen.

Alting vil for altid være forandret fra det sekund, man får beskeden.

For Vilhelm Strange, Tobias Laust Hansen og Villads Tyrrestrup betød vennen Søren Holms alt for tidlige bortgang i en alder af kun 25 år, at en stor del af deres egne liv blev sat på pause.

Sammen udgjorde de det anmelder- og publikumsroste band Liss, som opnåede international succes og fra flere sider blev udråbt som det næste store, danske popnavn, der ville præge alle hitlisterne.

For sådan så det ud dengang i 2015-16, da succesen kom buldrende nærmest ud af ingenting, og de skrev kontrakt med et stort internationalt pladeselskab, der ville udgive deres musik.

Liss valgte at trække stikket efter et helt vanvittigt efterår i 2016, og i en lang periode hørte man intet fra dem i offentligheden.

De fire medlemmer havde brug for at træde et skridt tilbage og mærke efter, hvilken retning de skulle gå i.

Så dukkede de op igen. Udgav ny musik og virkede på alle måder til at have genfundet energien og lysten til et liv på den store scene.

Der blev knoklet i studiet ved siden af koncerter og interviews, og arbejdet med indspilningerne til bandets debutalbum blev afsluttet kun fire uger før, Søren døde.

Han mistede livet til selvmord den tirsdag, som pludselig ikke længere bare var en almindelig hverdag i drengenes liv.

Fra da af blev alt omkring Liss stille igen. Fordi de havde brug for det. Og fordi, Liss aldrig nogensinde kan være Liss uden Søren.

Spørgsmålet var, hvad der nu skulle ske med de tre venner, han efterlod?

DR møder Vilhelm, Tobias og Villads et års tid efter Sørens død, hvor de har genoptaget arbejdet med at udgive det debutalbum, der bliver det eneste i den konstellation, som lod dem dufte til berømmelsen og popstjernelivet.

De sidder i det selvsamme pladestudie, hvor de indspillede deres første single, "Try", i 2015.

Dengang havde de kun lige lært hinanden at kende sådan lidt på kryds og tværs og ved en række af tilfældigheder.

Her i april '22 er det noget helt andet for dem at sidde foran mixerpulten, hvor de drøfter detaljer som den, om der skal spørgsmålstegn efter sætningen "If only you weren't afraid to heal", mens de snakker om gamle minder.

Primært nogen, der involverer Søren, for han var på mange måder bindeleddet i flokken. Særligt, når der var brug for en mægler i konflikter.

Vilhelm, Tobias og Villads har valgt at stå frem nu og fortælle om tiden op til og efter Sørens død, fordi de håber, at andre, som går rundt og har det svært, kan blive inspireret af deres åbenhed.

Og forhåbentlig søge hjælp i tide.

Pludselig kom al opmærksomheden. Vi var ikke venner før det her, og nu stod vi i en situation, hvor vi skulle ud og spille på den ene scene efter den anden. Ud og turnere.

Det var en prøvelse, for vi var forskellige. Vi kunne være blevet uvenner - blev det også indimellem - men vi var jordbundne og forsøgte at undgå, at opmærksomheden steg os til hovedet.

Der var altid nogen, vi lige skulle hilse på.

Heldigvis var vores management gode til at holde os nede, og vi sørgede for, at dem der havde mest overskud på dagen, førte ordet, når vi sad over for en reporter fra endnu et magasin, vi aldrig havde hørt om.

Vi forstod måske ikke rigtigt, hvad der skete omkring os, for vi befandt os i en osteklokke og havde svært ved at sige nej til nogen.

Vi var måske bange for at miste momentum og skuffe hinanden. Det var bare for sent at sige fra på det tidspunkt, for toget var ligesom sat i gang, og der var lagt planer for os langt ud i fremtiden. Det var i efteråret 2016.

Jeg tror altid, Søren har haft det svært, og på et tidspunkt sagde han til os efter en koncert i London, at han var nødt til at tage en pause.

Alting handlede hele tiden om at lave ny musik. Alt var planlagt.

Vi nåede frem til, at vi måtte rykke tilbage til start og genfinde glæden ved bare at spille sammen. Derfor lejede vi et sommerhus i Nordsjælland, og tog alt vores udstyr med derop.

Ud på natten fik Søren et angstanfald. Det havde vi aldrig set før.

Om morgenen sagde vi til ham, at vi syntes, han skulle tage hjem. Vi ville gerne køre ham til stationen, så han kunne tage toget til Jylland. Det ville han ikke, men vi fik ham overtalt.

Da vi så ham igen tre måneder senere, havde han været indlagt med en depression, og han havde ingen fysisk kontakt til os i den periode.

Vi havde sendt ham breve, hvor vi sagde, at han bare skulle tage sig god tid: "Vi finder ud af det, når du er tilbage."

Det var tydeligt at mærke, at der stadig var noget galt, men han gav selv udtryk for, at han aldrig havde haft det bedre.

Jeg ville ønske, at Søren havde været i stand til at snakke om, hvordan han havde det. Og jeg ville ønske, at jeg selv havde haft et sprog for det, så jeg havde kunnet spørge ham.

Når man spiller musik og bliver en halv-offentlig person, smelter alting sammen, så når folk tænker på én, tænker de på det band, man er en del af.

Søren var indadvendt og langt fra den stereotype frontfigur i et band, der hungrer efter publikums opmærksomhed.

Det var en kamp for ham, for han var lige så sky og genert som vi andre.

Da Søren døde, stoppede vi med at spille sammen. På den måde mistede jeg en stor del af min identitet, for hvem var jeg nu?

Jeg tror stadig, jeg leder efter svaret på det spørgsmål.

Jeg har også været ramt af en slags skyldfølelse, når jeg havde det godt. Som om, det ikke var tilladt at have det sådan.

Uanset hvad vil Liss og alt det, vi har haft sammen, altid være en del af mig og min historie.

Det har været en drøm for os alle fire, lige siden vi startede Liss, at lave et debutalbum, så når vi udgiver debutalbummet nu, går den drøm i opfyldelse.

Det særlige er, at der plejer at være en masse fremtid i det, når man udgiver musik. Men vi skal ikke ud og spille de her sange.

Men musikken betyder sindssygt meget for os, så det ville være en skam, hvis den gik tabt ved kun at ligge på en computer. Der er så meget Søren i den musik, og det fortjener at leve videre.

På den måde slår vi en sløjfe på vores historie med hinanden som en smuk afslutning.

Sørens død kom som et chok, der udviklede sig over flere måneder. Jeg tror ikke, min hjerne var udviklet til at forstå situationen. Det var så fjernt!

Jeg havde det svært ved at vide, at det var selvmord, fordi jeg ikke kunne give skylden til noget konkret, som havde det været en sygdom eller en ulykke.

Jeg følte, at jeg kunne sige alt til Søren og stole på ham, så da han pludselig tog sit eget liv, føltes det som et kæmpestort svigt, der fik mig til at tvivle på vores relation.

Hvorfor sagde han ikke noget til mig?

Jeg har masser af spørgsmål, jeg aldrig får svar på, og jeg kommer helt sikkert til fortsat at analysere al den tid, jeg havde sammen med ham.

Råbte han efter hjælp, uden jeg lagde mærke til det?

Jeg har været sur på Søren og er det stadig. Jeg synes heller ikke nødvendigvis, at hans valg skal tilgives, for det var en forkert beslutning. Jeg ville bare ønske, at vi havde kunnet hjælpe ham.

Det er derfor, vi har besluttet, at det her er noget, vi skal snakke om. Der er mange derude, der går og spekulerer over ting.

Det, der har hjulpet mig mest, har egentlig bare været at snakke meget om det. Der har det selvfølgelig været en kæmpe fordel at have Tobias og Vilhelm at snakke med om det, for der er ikke andre end dem, der kan forstå, hvordan jeg har det. Hvis jeg havde stået i den her situation uden at have dem, ville jeg nok føle mig meget alene med det.

Selvmord er en mega vigtig ting at snakke om, og vi er nået til et sted nu, hvor vi måske kan hjælpe andre ved at snakke. Måske være med til at aftabuisere det hele bare en lille smule.

Det er i hvert fald en lettelse at dele vores historie med andre.

Selv om Liss ikke består, er alle tre sikre på, at de fortsat vil lave musik. Den drøm levere videre hver dag.

Hvis du selv går med svære tanker og har brug for én at snakke med, kan Livslinien kontaktes anonymt på telefon 70 201 201 døgnet rundt, chatte på livslinien.dk eller få rådgivning på skrivdet.dk.

Du kan også ringe 1-1-2, ringe til din læge, til lægevagten, kontakte psykiatrisk skadestue eller én af regionernes klinikker til forebyggelse af selvmord.