På mange måder lever 23-årige Nadia et liv, der minder om så mange andre unge kvinders.

Hun er glad for sminke, vild med Tessas musik, elsker at tegne og at se serier.

Indimellem optager hun videoer med sig selv til YouTube, hvor hun fortæller om sit liv. Om sin kæreste, for eksempel, som hun har været sammen med i to år, om sin drøm om at blive pædagog, og om de goodieboxes, som hun har abonnement på og modtager hver måned.

Nadia bor på Kofoedsminde. En sikret institution ved Rødbyhavn på Lolland, hvor de farligste kriminelle udviklingshæmmede i Danmark bliver anbragt.

Årsagen til beboernes anbringelse er forskellig. Ifølge Kofoedsminde er en del beboere anbragt på grund af sexforbrydelser. En anden gruppe er dømt for brandstiftelse, mens andre har modtaget domme for drab og vold. Endelig er der dem, som er der, fordi de har gjort det hele.

Men selvom Kofoedsminde udefra kan ligne et fængsel, er det det ikke.

For når man som Nadia og de andre beboere på Kofoedsminde har en IQ under 70 og dermed per definition er udviklingshæmmet, bliver man ikke sat i fængsel, når man begår kriminalitet.

Modsat mange andre lande har Danmark nemlig besluttet, at udviklingshæmmede ikke er egnede til straf, og på Kofoedsminde er formålet behandling.

Nadia og de andre beboere er mandsopdækkede af socialpædagoger og omsorgsassistenter, der skal hjælpe dem til at få et bedre liv uden kriminalitet.

Nadia har boet på Kofoedsminde siden 2019. En overgang blev hun flyttet til et andet og åbent behandlingssted, men efter hun truede en leder med en kniv ved halsen, kom hun tilbage.

Nu bor hun på en afdeling, der ligesom de 15 andre sikrede afdelinger på institutionen har dobbelte låsesystemer og dobbeltsluser ved udgangene, så beboerne ikke kan forlade området uden at følges med en ansat.

Hvor længe Nadia skal bo her, ved hun ikke. For det er ikke kun antallet af socialpædagoger, der gør Kofoedsminde forskellig fra et fængsel. Det er også uvisheden, når det gælder varigheden af opholdet.

Når man bor her, bliver ens dom først vurderet på ny af domstolene efter fem år — og ofte bliver den forlænget. Flere af beboerne på Kofoedsminde har boet på institutionen i mere end 20 år. Risikoen for, at de vil begå nye forbrydelser, hvis de flytter væk fra Kofoedsminde, vurderes for stor af domstolen.

Så mens Nadia bor her, gælder det om at gøre det hyggeligt. Og hjemligt. Og det er der på Nadias værelse. På væggene hænger fotos af Nadias familie, af kæresten og af hendes venner. På hylderne står der perleplader, vaser med blomster, stearinlys. Og i sengen og på sofaen ligger et lille udvalg af de bamser, Nadia samler på, og som papkasserne på gulvet også er fyldte med.

Det er også her på værelset, at Nadia bruger meget af sin tid. Når hun ikke går i skole og øver sig i at læse eller skrive, og når hun ikke er på arbejde i det kreative værksted, hvor hun for eksempel maler eller syr, holder hun til her.

Så ser hun serier, Badehotellet, eller Prinsesserne fra blokken, som handler om andre unge piger, som har haft det svært, og som hun kan se igen og igen. Eller hun lytter til musik. Til Rasmus Seebach, som hun er vokset op med, og hvis tekster om at være der for hinanden, hun kan relatere til. Eller til Tessa, Nadias store idol.

Hun laver også andre ting, går i kiosken, der er på Kofoedsminde, for eksempel. Eller spiller kort med de ansatte. Hun holder også møder, blandt andet med en, der hjælper Nadia med at holde styr på økonomien, og som hjælper med andre praktiske opgaver. Indimellem bruger hun også tid med de tre andre beboere fra afdelingen i det fælles køkken eller i den fælles stue.

Nogle gange. Det kommer an på, hvordan hun selv har det, og hvordan de har det, og hvordan det hele går.

Som regel går det op og ned, fortæller Nadia. Alle beboerne har det svært, og man kan aldrig vide, hvad der sker.

Noget af det, som Nadia savner mest, er et helt normalt liv. Et ungdomsliv. At kunne drikke og feste og hygge sig, som alle andre 23-årige gør. Eller bare at kunne tage i Netto og handle ind uden at have personale med, som holder øje med hende. Og så sin kæreste, selvfølgelig, der bor i Jylland.

Hun savner også at bo i Holstebro. Det er nok det, hun drømmer mest om, for der plejede hun at bo, og det er sådan en hyggelig by, synes hun.

Alligevel hader hun ikke at bo her, på Kofoedsminde. Ikke hele tiden, i hvert fald. De ledsagede udgange er, på trods af at personalet er med, gode. Så lægger Nadia make-up og gør sig fin og tager til Maribo og køber kaffe og energidrikke og den slags.

De ansatte er også noget af det, der gør, at Nadia ikke altid hader at bo her. For hun ved, at der er nogen, der hjælper hende, når hun har brug for det, nogen, som sørger for, at hun ikke gør noget dumt. Hvis hun pludselig får det skidt, kræver det bare et telefonopkald, før en af de ansatte kommer løbende ind til hende og giver hende en kæmpe krammer, så hun kan falde til ro.

Mens Nadia har boet her, har hun også fået det bedre, synes hun. Hun føler selv, at hun er ved at få mere styr på sit temperament.

Det hjælper også, at hun har fået en ny medicin. Men det kan stadig være svært. Det er også derfor, at hun har skrevet sætninger som ‘Du er ok’ og ‘Du kan godt’ på badeværelsesfliserne rundt om spejlet på hendes badeværelse.

Det er vigtigt at minde sig selv om, når hun engang indimellem får det modsatte at vide af stemmerne.

Som regel sker det, når hun er presset. Eller hvis der er foregået noget, som Nadia ikke synes er ok. Hvis hun nu står med en kniv i køkkenet og er ved at skære, så kan hun mærke, at stemmerne siger: “skær i dig selv” eller “stik en ned.”

Når det sker, går Nadia som regel sin vej ud i haven, tager høretelefonerne på og forsøger at få musikken til at overdøve stemmerne. Nogle gange lykkes det alligevel ikke, for Nadia kan høre nogen råbe bag sig, men når hun vender sig om, er der ingen.

Så begynder hun at ryste, går ind til personalet og siger: “Hallo, nu går det galt.” Og så er de der for hende.

Nadia har ikke altid hørt stemmer, men hun har altid følt sig anderledes.

Allerede som barn havde hun det, som om hun aldrig rigtig kunne finde ud af de ting, som alle andre kunne.

Det hidsige temperament hjalp heller ikke.

Folkeskoletiden var heller ikke sjov. Hun blev kaldt for dværg og for hobbitten, fordi hun var lavere end de andre. Og blev mobbet med sine ører, til det blev så grelt, at hun valgte at få dem opereret ind.

Hun var syv år, da hun begyndte at skære i sig selv med glasskår. Siden gik hun over til skrabere og selvmordsforsøg.

I dag er det blevet til så mange forsøg, at hun har mistet overblikket over, hvor mange det egentlig drejer sig om.

Men selvom Nadia altid har haft det svært og følt sig anderledes, har hun stadig et håb om at blive almindelig.

Hun tror på, at hun kan lære at styre sit temperament, og hun tror på en fremtid væk fra Kofoedsminde.

Hun drømmer om mange ting, blandt andet den Louis Vuitton-taske til 12.900 kroner, som hun er ved at spare op til, men mest af alt drømmer hun om et almindeligt liv og om at blive pædagog.

Allerhelst vil Nadia arbejde med unge, der har det svært, ligesom hun selv har haft det. Hun ved godt, det vil kræve hårdt arbejde, hvis det skal lykkes for hende, men hun vil så gerne hjælpe dem i en rigtig retning, inden de kommer ud i kriminalitet.

Men indtil videre må hun blive her på Kofoedsminde. I hvert fald indtil der er gået fem år, og Nadia kan søge om, at hendes dom tages op til revision. Så skal psykiatere, psykologer, statsadvokaten og kommunen i samarbejde med Kofoedsminde vurdere Nadia. Til sidst beslutter en dommer på baggrund af vurderingen, om livet på Kofoedsminde skal forlænges, eller om hun er klar til friheden.

Nadia håber på det sidste.


I dokumentaren "De særligt farlige" kan du møde både Nadia og en række andre mennesker, der bor på ubestemt tid på Kofoedsminde. Den kan ses på DRTV nu.