Kaptajn Marco Chianella bevæger sig styrbords ud af kommandobroen på det italienske kystvagtskib Peluso, der befinder sig 30 sømil nord for den libyske kyst.

Med sammenknebne øjne søger hans blik mod den syd-østlige del af horisonten, hvor en lille prik nærmer sig under den bagende sol.

For det utrænede øje er den umuligt at identificere, men selv uden en kikkert kan kaptajnen se, at det er endnu en båd fyldt med flygtninge.

- Fandens, der kommer en til, mumler han.

Kaptajn Chianella og Pelusos 30 mand store besætning er en central del af det store europæiske paradoks, der udspiller sig for verdens øjne i disse måneder.

Hundredetusinder flygtninge og migranter søger mod et Europa, der er i vildrede og næsten skizofrent svinger mellem at tale om moralsk ansvar og nødvendige stramninger. Redningsaktioner og lukkede grænser.

Chianella står for redningsaktionerne.

Den 31-årige kaptajn befinder sig denne dag midt på hovedvejen mellem et kontinent, der har rigeligt af fattigdom, unge mennesker og mangel på fremtid, og Europa, der har rigdom, overflod og en aldrende befolkning.

Da han begyndte i tjeneste hos den italienske kystvagt, handlede opgaven om at holde opsyn med landets farvande og redde nødstedte sejlere og handelsskibe.

Men de seneste to år har været anderledes. Her har skibet Peluso været en kombination af flydende flygtningelejr og redningsbåd, der har transporteret tusinder af flygtninge og migranter i sikkerhed og til Europa.

Kritikerne har kaldt skibe som Peluso en taxa-service for en folkevandring, der blot har tiltrukket flere flygtninge og migranter. Tilhængere ser det som det mindste, Europa kan gøre for at løfte sit ansvar.

Lige nu ser kaptajnen blot endnu en gummibåd med knap hundrede afrikanere på det blå Middelhav.

En brøkdel af de tusinder han de seneste år har transporteret til Europa. En hundredetusindedel af de, der er kommet denne vej til Europa på jagt efter sikkerhed, rigdom og muligheder alene i 2015.

På deres foregående tur sejlede Peluso i havn i den sicilianske havneby Augusta med 408 flygtninge på dæk.

En anseelig mængde for et mindre fartøj med en længde på en halv fodboldbane og en besætning på 30. Efter to dages klargøring blev skibet sendt af sted igen.

Skibets mission begyndte tilbage i 2013, hvor en flygtningebåd i oktober kæntrede tæt på Lampedusa med flere hundrede omkomne til følge. Efter det fik marinen og kystvagten besked på at sejle langt ud i internationalt farvand for at redde så mange som muligt fra druknedøden.

I første omgang ville resten af Europa, deriblandt Danmark, ikke hjælpe til. De andre lande mente, at den italienske redningsindsats øgede antallet af ofre, fordi den fik flere til at tage turen over havet.

Siden har virkeligheden overhalet både EU og den danske regering flere gange. Og efter en række drukneulykker i foråret 2015 gik EU-landene med til en fælles redningsaktion.

For Kaptajn Chianella og Pelusos besætning er skibet dog et om omsejlende paradoks, der sejler rundt i virkeligheden på tredje år.

Hver eneste uge samler Peluso mennesker op og fragter dem til et Europa, der samtidig diskuterer, hvad der kan gøres for at flere kan sendes hjem.

Det italienske kystvagtskib Peluso er cirka 50 meter langt.

Besætningen udgøres af 30 personer, som blandt andet tæller en kok og en læge, der kan tilse flygtningene, når de kommer ombord.

Kom med på en rundtur her.

På de første to dage af denne tur sejler Peluso omkring i et stille Middelhav som bagtrop i en redningsoperation, der går under navnet 'Operation Triton'.

Mens både fra den italienske kystvagt og europæiske fartøjer undsætter og redder tusindvis af flygtninge, skal skibet holdes som reserve, til de andre er fyldt op.

I mellemtiden nyder besætningen rutineopgaverne og muligheden for at se aftensolen fra det agterdæk, der sædvanligvis er en flygtningelejr, hvilket et interimistisk opsat festivaltoilet vidner om.

Efter to dage ændrer humøret sig, da Peluso sent om aftenen får besked på at bevæge sig mod zonen mellem Lampedusa og den libyske hovedstad, Tripoli.

Fra solen står op næste morgen har alle på kommandobroen en kikkert i hånden og spejder ud over det blå hav. Skibet har modtaget et nødopkald fra centralen i Rom, og nu begynder en eftersøgning, der er et spørgsmål om liv og død.

Det første, de mange øjne ser gennem kikkerterne, er et hvidt objekt i havoverfladen.
Det viser sig at være resterne af en gummibåd. Et almindeligt syn på disse kanter sammen med havskildpadder, delfiner og en enkelt haj, der viser sin finne i overfladen.

Først ved frokosttid får de øje på den nødstedte båd.

En blå træbåd, der næsten ville være til at overse i det blå hav, hvis ikke det var for de neonfarvede redningsveste, hvide og røde t-shirts og vinkende arme på det tætpakkede dæk.

Deres rygsække bliver gennemsøgt, og de bliver alle fotograferet, mens de kigger ængsteligt op på Peluso, hvor alle deres rejsefæller nu befinder sig.

De seks tilbageholdte er synligt lettede, da de efter en halv times undersøgelser får lov til at kravle ombord.

Da den sidste flygtning har forladt båden, bliver den sejlet væk og gennemsøgt af marinesoldaterne en sidste gang. Men det ser besætningen på Peluso ikke. Deres opmærksomhed er rettet et helt andet sted.

Fra sydøst nærmere en gummibåd sig langsomt. Kaptajnen kommer ud fra kommandobroen og tager bestik af situationen, og han er tydeligvis ikke glad.

De knap 300 flygtninge, han allerede har reddet, fylder godt op på det lille skib, og det er umuligt at vide, hvor mange der er i gummibåden.

Kaptajnen spørger over radioen, om der er andre skibe i nærheden, der kan tage flygtningene. Men meldingen er klar. Der er sejlet så mange både med flygtninge fra Libyen aftenen forinden, at alle kystvagtens skibe er optaget.

Gummibåden er Pelusos ansvar.

I kikkerterne kan søfolkene se en grå gummibåd af den billigste slags. Discountmodellen for bådflygtninge, der bliver brugt af migranter og flygtninge fra Afrika syd for Sahara.

Flere af passagererne vinker med arme og bluser for at signalere til skibet. Samtidig bryder et mindre slagsmål ud i gummibåden.

Der er ikke tid til lange overvejelser, og på grund af gummibådens tilstand vælger Kaptajn Chianella at trække den tæt på kystvagtskibet, så den kan evakueres via et kravlenet.

Gummibåden er et helvede til søs.

Langs kanten sidder de unge, men i midten og i bunden sidder kvinderne så tæt, at de fleste knapt kan bevæge sig og går i krampe, når de prøver.

Alle vil i sikkerhed så hurtigt som muligt. Der bliver hevet, skubbet og trampet på de andre i båden for at komme op.

Der bliver skreget og grædt, og luften genlyder af råb om ”Sit down!” og ”Calma, calma!” (rolig, rolig, red.), fra besætningen på Peluso, der bliver nødt til at gå hårdhændet til dem, der har travlt med at komme i sikkerhed på andres bekostning.

I takt med at båden tømmes, bliver bunden synlig.

Det hårde plast er forstærket med brædder. I den ene, hvor forsyningerne har stået, er der stadig lidt appelsinjuice og vandflasker, men meget af indholdet ligger nu og skvulper i bunden, hvor det blander sig med havvand og ekskrementer i en gullig suppe.

Flere af kvinderne fra gummibåden falder om, så snart de er reddet op. To af dem er gravide.

Knap hundrede flygtninge har der været ombord, og da alle er blevet tjekket og fordelt efter køn, konstaterer skibslægen, at ingen har alvorlige skader. Men hvis båden var fortsat flere timer under den bagende sol, var det endt galt.

Lidt afsides flænses den tomme gummibåds sider op, så den nu ligger i overfladen, som endnu et vidnesbyrd om en grotesk situation.

Efter de to redningsaktioner er Pelusos dæk ikke længere synligt.

Et mylder af mennesker klædt i cellofanlignende isolationstæpper, der knitrer i vinden, fylder hvert et hjørne af båden.

Kursen er er sat mod nord, mens man afventer besked om, hvilken havn der har kapacitet til at tage imod flygtningene.

For besætningen er alt ændret. Både rutiner og humør.

Al færdsel på dæk kræver beskyttelsesdragt, handsker og åndedrætsværn. Det sociale liv er rykket under dæk i messen, hvor de er lettet over, at alt er gået godt, og at turen nu går hjemad.

Men de er også frustreret over situationen.

- Det her slutter aldrig, siger en af sømændene, mens en anden mener, at flygtningene har det bedre end italienerne.

- De bliver indkvarteret på hoteller, og hvem betaler, spørger han med henvisning til, at flere hoteller på Sicilien er inddraget til at huse flygtninge og migranter.

For de 384 passagerer på dæk går kursen alt andet end hjemad.

Der er folk fra Bangladesh, Nigeria og Mali, som i bedste fald kan håbe på arbejde i Europas illegale sektor, for de vil næppe få andet end et afslag, hvis de søger asyl.

Men den største gruppe er syrere, der stort set alle har krav på asyl i Europa.

- Jeg vil gerne til Tyskland. Jeg elsker Tyskland, siger en ung syrisk kvinde, der sidder sammen med hendes sudanesiske veninde.

De to har mødt hinanden på flygtningebåden og vil nu rejse videre igennem Europa sammen med venindens mand og to børn.

- Jeg er så glad for at være i live. Det var forfærdeligt at sejle på den båd. Jeg er så taknemmelig for, at Europa har reddet os, fortæller hun, mens mørket og kulden langsomt falder på over Middelhavet.

Ved midnatstid passerer skibet den lille ø Lampedusa. Det giver en halv time med mobilsignal, og dækket oplyses af hektisk mobil-aktivitet, indtil signalet dør ud kort efter.

Tilbage er kun lyden af knitrende isolationstæpper og den konstante uro, der skabes, når en af passagererne rykker på sig og sender en kædereaktion af bevægelse ned gennem dækket, fordi sidemanden bliver nødt til at skifte stilling.

Da solen et par timer senere står op, er Sicilien i sigte.

Lettelsen og glæden er mærkbar, men samtidig træder næste fase af rejsen i karakter. Alle vil vide, hvor de er på vej hen, hvor de skal i land.

Ingen nikker genkendende, når de hører, at båden er på vej mod Porto Empedocle på Siciliens sydkyst, hvor et flygtningecenter er blevet anlagt på havnen.

På kajen står modtagelseskomitéen klar. Der er ambulancer, politifolk, lokale myndighedspersoner, et par busser til at køre passagererne væk, samt italienske pressefolk.

Under nøje optælling forlader bangladeshere, somaliere, eritreanere, sudanesere, syrere, malinesere og nigerianere Pelusos dæk og sætter de ofte bare fødder på europæisk jord.

Imens gør Kaptajn Chianella status overfor den fremmødte italienske presse. Ordlyden afslører, hvor rutinepræget dette ellers opsigtsvækkende scenarie er blevet:

- Vi er ved at færdiggøre landsætningen af 384 bådflygtninge. Reddet ved to forskellige operationer 30 sømil nord for Tripoli. Der er cirka 50 kvinder, heraf tre gravide i 3., 4. og 7. måned.

- Her er 40 børn. Af dem er cirka 10 spædbørn. Heldigvis er de alle sammen med mindst en forælder. Alle heldigvis ved godt helbred.

Mens endnu en dag ved Europas grænser er ved at gå i gang, forlader de 384 flygtninge kajen. En enkelt i ambulance, resten i bus.

I baggrunden går Pelusos besætning i gang med at spule dækket og gøre båden klar til næste tur.