Uddrag af bogen "Hvad skete der" af Hillary Rodham Clinton, Forlaget Rosinante. Bragt med tilladelse.


I det følgende kommer års frustration over den svære balancegang, som jeg og andre kvinder har måttet mestre for at deltage i amerikansk politik, til udtryk.

Jeg har meget at sige – det kunne blive til en hel bog – og det er ikke alt sammen lige optimistisk eller nøgternt. Men der er også elementer af glæde og stolthed her.

Men de har, når alt kommer til alt, givet mig umådelig meget.

I politik spiller den personlige fortælling en betydelig rolle.

Min mand havde en stærk fortælling: Han boede nogle år på en gård uden rindende vand og med latrin i gården, hans far døde, før han blev født, han forhindrede sin stedfar i at banke sin mor, han var den første i sin familie, der kom på universitetet.

Barack Obama havde en stærk fortælling: Han voksede op hos sine bedsteforældre med en meget ung mor, hans far var fra Kenya, han tilbragte en del af sin barndom i Indonesien og endte med at blive borgerrettighedsforkæmper og juraprofessor med en livshistorie, der ikke ville kunne skabes andre steder end i Amerika.

Der er ikke mange, der ville sige, at min fortælling er helt så imponerende.

Jeg voksede op i en hvid middelklassefamilie i Park Ridge, en forstad til Chicago.

Min far var soldat under 2. Verdenskrig og gik hver morgen på arbejde i sin lille virksomhed inde i byen ligesom alle de andre fædre i vores kvarter. Min mor gik hjemme for at tage sig af mine brødre, Hugh og Tony, og mig, ligesom alle andre mødre i vores kvarter. Og min tilværelse lignede den tilværelse, alle andre piger, jeg kendte, havde.

Vi havde fortrinlige offentlige skoler eller menighedsskoler med højt kvalificerede lærere, der havde store forventninger til os. Jeg gik til søndagsgudstjeneste og ungdomsaktiviteter i løbet af ugen i vores lokale metodistkirke. Jeg var spejder helt fra de små klasser.


Jeg fik mit første sommerjob, da jeg var tretten, i en park tre morgener om ugen. I min fritid lavede jeg det samme som andre unge: var på biblioteket, i den lokale biograf, i svømmehallen, på skøjtebanen. Min familie sad sammen om aftenen og så fjernsyn. Da Beatles optrådte første gang på The Ed Sullivan Show i 1964, stod mine venner og jeg sammen foran skærmen og var stumme af betagelse eller hvinede af begejstring.
Det er en historie, som mange vil betragte som fuldstændig almindelig. Og tag ikke fejl: Jeg var lykkelig som barn, og for hvert år, der går, bliver jeg mere og mere bevidst om, hvor hårdt mine forældre kæmpede for at give mig en sådan barndom.

Men min historie – eller i det mindste sådan, som jeg altid har fortalt den – har aldrig været en fortælling, der fik folk til at spidse ører.

Vi higer efter de altopslugende fortællinger – dem, der i en enkelt sætning kan indfange noget af det forunderlige ved Amerika; der griber en og derefter ikke slipper en igen. Det gjorde min ikke.

Jeg ville ønske, at jeg offentligt havde gjort mere ud af den og havde fortalt den med større stolthed.

Det er fortællingen om en revolution.

Jeg er født netop, som alting begyndte at ændre sig for kvinderne. Familien var under forandring. Arbejdspladserne var under forandring. Lovene var under forandring. Synet på kvinder, der havde styret vores liv i årtusinder, var – endelig – under forandring!

Jeg kom til i det helt rigtige øjeblik, som en surfer, der fanger den perfekte bølge. Alt, hvad jeg er, alt, hvad jeg har gjort, og en stor del af det, jeg står for, er en følge af et af skæbnens heldige luner.

Kvindebevægelsen opstod samtidig med borgerrettigheds-bevægelsen – ja, på mange måder endda var flettet ind i den, hvilket tvang Amerika til at forholde sig til grundfæstede idéer om menneskelige værdier og døre, der åbnede sig mod nye muligheder, der tidligere havde været lukket og låst for millioner af mennesker – var kun med til at gøre den så meget desto mere spændende og meningsfuld.

Men de tager fejl. Den kamp pågår stadig, er stadig lige aktuel og livskraftig.

Og den var og er fortællingen om mit liv – om mit og millioner af andre kvinders. Vi er fælles om den. Vi har skrevet den sammen. Vi skriver stadig på den.

Og selvom det kan lyde som praleri, og praleri er ikke noget, man mener, vi kvinder bør forfalde til, så har jeg ikke bare deltaget i denne revolution.

Jeg har hjulpet den på vej.

Jeg var en af bare 27 kvinder ud af 235 studerende på min årgang på Yale Law School. Jeg var den første kvindelige partner i det ældste advokatfirma i Arkansas. Den første kvinde, der sad i spidsen for landsbestyrelsen for retshjælpsorganisationen Legal Services Corporation. Den første, der fra en scene over for hele verden erklærede, at »menneskerettigheder er kvinderettigheder, og kvinderettigheder er menneskerettigheder«. Den første førstedame, der blev valgt til et offentligt embede. Den første kvindelige senator i delstaten New York. Faktisk indtog jeg i nogle få uger begge de to sidstnævnte poster. På grund af en kalendermæssig tilfældighed blev jeg taget i ed, før Bill forlod sin post.

Og jeg var den første kvinde, der blev nomineret som præsidentkandidat for et af de store partier og fik flest stemmer i befolkningen på landsplan.

Jeg har aldrig rigtigt fundet ud af, hvordan jeg bedst fortæller denne historie. Dels fordi jeg ikke er meget for at tale om mig selv. Dels fordi jeg ikke ønskede, at folk skulle se mig som den »kvindelige kandidat«, en betegnelse, jeg finder begrænsende, men hellere som den bedste kandidat, hvis erfaring som kvinde i en mandsdomineret verden gjorde hende skarpere, sejere og dygtigere.

Det kan være svært at opretholde denne skelnen, og jeg var ikke sikker på, at jeg havde det, der skulle til.

Men den vigtigste grund til, at jeg veg tilbage fra at gribe denne fortælling, er, at når man fortæller historier, har man brug for et modtageligt publikum, og jeg har altid haft en fornemmelse af, at de amerikanske vælgere ikke var parate til den her.

Jeg ville i den grad ønske, at vi var et land, hvor en kandidat, der sagde: »Min historie er historien om et liv, der blev formet af og viet til kampen for kvindernes frigørelse«, ville blive hyldet og ikke hånet.

Men sådan er vi ikke. Ikke endnu.

Måske er det, fordi vi tager denne fortælling for givet – ja, ja, kvindebevægelsen, den har vi hørt om, hvorfor taler vi stadig om den?

Måske er det for meget for kvinder. Måske er den på én gang for stor (et overvældende historisk skifte) og for lille (bare endnu en middelklassepige fra Midtvesten, der finder sin plads i livet).

Men jeg synes, den er noget særligt.

Det er ikke en typisk politisk fortælling, men det er min.

Vi kan ikke komme uden om, at sexisme og kvindehad spillede en rolle i præsidentvalgkampen i 2016. Som bevis kan fremføres, at den åbenlyst sexistiske kandidat vandt. En hel masse mennesker hørte båndet, hvor han pralede med at have begået seksuelle overgreb på kvinder, hvorefter de trak på skuldrene og sagde: »Han får alligevel min stemme.«

Det er som en planet, som astronomerne endnu ikke har kunnet lokalisere præcist, men ved eksisterer, fordi de kan se, at den påvirker de andre planeters baner og tyngdekraft. Sexisme udøver hver eneste dag sin indflydelse på amerikansk politik og på vores samfund på måder, der på én gang er raffinerede og fuldstændigt åbenlyse.

Lidt begrebsafklaring:

Andre ser måske anderledes på det, men det er sådan her, jeg ser forskellen mellem sexisme og kvindehad. Når en mand siger til sin kone: »Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, og kan ikke engang rigtig lide at indrømme det, men jeg ønsker ikke, at du skal tjene mere end mig, så vil du ikke være sød at lade være med at tage imod det fantastiske job, du er blevet tilbudt,« så er det sexisme.

Han kan stadig elske hende højt og være en fantastisk partner på utallige måder. Men han holder fast i en given idé om, hvor succesrig en kvinde har lov at være, som selv han ved, ikke er fair.

Sexisme er alle de måder, hvorpå et samfund i stort og småt putter kvinder i kasser og siger: »Det er der, du hører til!«

Lad være med at klage, for det gør pæne piger ikke. Prøv ikke at være noget, kvinder ikke burde være. Klæd dig ikke sådan, gå ikke derhen, tænk ikke sådan, tjen ikke så meget.

Det sømmer sig bare ikke, vi kan ikke forklare hvorfor, hold op med at spørge.

Vi kan alle komme til at være sexistiske en gang imellem, ofte uden at vi lægger mærke til det. De fleste af os prøver at være opmærksomme på, hvornår det kan ske, og undgå de pågældende situationer eller, når vi falder i, undskylde og gøre det bedre næste gang.

Kvindehad er noget meget mørkere. Det er raseri. Afsky. Had.

Det er det, der opstår, når en kvinde afviser en fyr i en bar, og han ændrer sig fra charmerende til skræmmende. Eller når en kvinde får et job, som en mand havde ønsket, og han i stedet for at trykke hendes hånd og ønske hende tillykke, kalder hende en kælling og sværger at ville gøre alt for, at hun ikke får succes.

Både sexisme og kvindehad er udbredte i Amerika. Tror man det ikke, skal man bare kaste et blik på de YouTube-kommentarer eller Twitter-svar, der dukker op, når en kvinde vover at lufte en politisk holdning eller så meget som bare dele en lille historie fra sit eget liv. Fra deres skjul stikker folk lige næsen langt nok frem til at sætte hende på plads.

Hvilket får mig til at tænke på den vits, forfatteren David Foster Wallace åbnede sin tale med til eksamensdiplomoverrækkelsen på Kenyon College i 2005.

To unge fisk kommer svømmende. De møder en ældre fisk, der kommer svømmende den anden vej, som hilser på dem og siger:

»Godmorgen, drenge, hvordan er vandet?«

De to unge fisk svømmer lidt videre, indtil en af dem vender sig mod den anden og siger:

»Hvad er vand?«

»Med andre ord,« sagde Wallace, »de mest åbenlyse sandheder er ofte dem, der er sværest at få øje på og tale om.«

Jeg vil mene, at det ganske fint opsummerer vanskelighederne ved at genkende sexisme, når vi møder den – særligt i politik.

Det er ikke let at være kvinde i politik. Det er mildt sagt en underdrivelse. Det kan være uudholdeligt, ydmygende. I det øjeblik en kvinde træder frem og siger: »Jeg stiller op,« går det løs: hendes ansigt, hendes krop, hendes stemme, hendes fremtræden bliver analyseret; der tales nedsættende om hendes position, hendes idéer, hendes resultater, hendes integritet. Det kan blive utroligt ondskabsfuldt.

Jeg er ikke meget for at skrive om det her, for jeg ved, at kvinder, der burde stille op i politik, måske læser det og tænker »nej tak«, og jeg er så fuldstændig overbevist om, at den eneste måde, hvorpå vi kan få sexismen ud af politik, er ved at få flere kvinder ind i politik.

Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en eneste kvinde i politik, som ikke har erfaringer at dele ud af. Ikke én.

Det kan godt være, at det ikke ser ud som om, at det rører mig at blive kaldt alt muligt forfærdeligt eller blive groft hånet for mit udseende, men det gør det.

Jeg har vænnet mig til det – jeg er, som Eleanor Roosevelt sagde, at man blev nødt til som kvinde i politik, blevet tykhudet som en elefant.

Desuden har jeg altid haft en god portion selvtillid, uden tvivl takket være mine forældre, der aldrig en eneste gang sagde, at jeg skulle tænke over, om jeg nu var køn eller tynd nok. I deres øjne var jeg lige, som jeg skulle være.

Jeg ved ikke, hvordan de bar sig ad, hvilken trylleformular de brugte, for at det kunne hænge ved i alle disse år – jeg ville ønske, at jeg gjorde, så alle forældre kunne lære tricket.

Jeg ved bare, at jeg har været langt mindre plaget af tvivl om min egen formåen end mange andre kvinder, jeg kender.

Og alligevel ... sønderlemmende kritik gør ondt.

Det startede lang tid før, jeg stillede op til politiske embeder. Da jeg fik briller i fjerde klasse – og de var langt mindre end de hinkesten, jeg fik senere i livet – blev jeg kaldt »brilleabe«. Det var ikke det mest opfindsomme øgenavn, men det ramte.

I mellemskolen var der et par mindre rare skolekammerater, der bemærkede, at jeg stort set ingen ankler havde, men et par solide ben, hvilket de gjorde deres bedste for at lade mig høre for. Denne gang nævnte jeg det for min mor. Hun sagde, at jeg skulle ignorere det, hæve mig over deres drilleri, holde mig for god til den slags. Det råd har tjent mig godt i senere byger af fornærmelser.
På universitetet blev jeg sparet for meget af den fjendtlighed, som mange kvinder oplever, fordi jeg gik på Wellesley. Ved at læse på et universitet kun for kvinder fik jeg en frihed til at tage chancer, begå fejl og endda give op, uden at det fik mig til at tvivle på, at jeg grundlæggende var god nok. Det gav mig også mulighed for at prøve mine lederegenskaber af, noget, jeg ikke ville have fået, hvis jeg havde gået på et blandet universitet. Men så snart jeg forlod Wellesley, ændrede det sig.

Da min veninde og jeg var til adgangsprøve i jura i 1968, var vi nogle af de eneste kvinder i lokalet. Vi sad og ventede på, at prøven skulle starte, da en flok unge mænd begyndte at genere os. »I behøver jo ikke være her.«

»Hvorfor tager I ikke bare hjem og bliver gift?«

Der var en, der sagde: »Hvis du får min plads på jurastudiet, bliver jeg indkaldt og sendt til Vietnam, og så dør jeg.«

Det blev meget direkte og personligt. Jeg sad bare og kiggede ned i bordet og håbede, at eksamensvagten ville komme og starte prøven, og forsøgte ihærdigt ikke at lade dem hyle mig ud af den.

Der var en professor ved Harvard Law School, der så på mig – en kvik og videbegærlig studerende, der netop havde fået tilbudt en plads – og sagde: »Vi har ikke brug for flere kvinder på Harvard.«

Det var blandt andet derfor, at jeg valgte Yale.

Da jeg startede som advokat, havde jeg ofte sager i små domhuse ude på landet i Arkansas, og folk kom bare for at se »sagførerdamen« – så nyt var det. Man kunne høre dem sidde oppe på balkonen og kommentere mit tøj og min frisure.

En gang i de tidlige 1980’ere havde jeg en sag i Batesville, Arkansas, og midt i retssagen trådte seks mænd i fuld kamuflageuniform ind i salen. De kom ind og satte sig lige bag advokaterne og stirrede ufravendt på mig. Som enhver kvinde, der har prøvet den slags, vil vide, så kan det godt virke lidt skræmmende.

Bagefter forklarede retsbetjenten, at det var jagtsæson, og de her jægere var kommet ind til byen fra deres lejr for at købe proviant. Da de havde hørt, at der var en kvinde, der førte en sag i domhuset, blev de nødt til at se det med deres egne øjne.

Jeg kom til at tænke på den episode nogle få år senere, da en kvindelig læge kom til Arkansas fra Californien for at være ekspertvidne i en sag, mit firma førte. Hun havde kort strithår. Min chef, en ledende advokat på sagen, bad hende gå ud og købe en paryk. Ellers, sagde han, ville jurymedlemmerne ikke være i stand til at lytte til, hvad hun sagde. De ville være alt for optaget af, at hun ikke så ud som en »normal« kvinde.

Jeg husker, hvor forbavset hun blev over denne anmodning. Det ville jeg også være blevet, havde det været nogle få år forinden, men på det her tidspunkt blev jeg det ikke. Det gjorde mig trist.

Jeg havde vænnet mig til nogle mere snævre forventninger.

Da Bill gik ind i politik, var den opmærksomhed, jeg fik, voldsom og ofte uvenlig. Jeg har skrevet om dette tidligere, men det er værd at nævne igen:

En af grundene til, at han tabte guvernørvalget i 1980, var, at jeg stadig brugte mit pigenavn. Tænk lige over det et øjeblik og derefter over, hvordan det føltes. Jeg havde været naiv. Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne genere nogen. Måske endda, at folk ville respektere, hvad det fortalte om vores ægteskab: at jeg ønskede at beholde min identitet fra før, jeg mødte Bill, at jeg var stolt af mine forældre og ønskede at vise det ved at beholde deres navn, at Bill støttede min beslutning.

Da han tabte, og jeg igen og igen måtte lægge øre til, hvordan mit navn – mit navn! – havde spillet en rolle, gjorde det mig syg om hjertet at tænke på, at jeg uden at ville det kunne have skadet min mand og svigtet dem, der arbejdede for ham. Og jeg blev i tvivl om, hvorvidt der var plads i det offentlige søgelys til kvinder som mig, der kunne forekomme lidt ukonventionelle, men dog havde så meget at byde på.

Så jeg tilføjede »Clinton« til Hillary Rodham. Jeg bad mine venner råde mig med hensyn til hår, makeup og tøj. Det havde aldrig været min stærke side, og indtil da havde jeg været ligeglad.

Senere, første gang Bill stillede op til præsidentposten, trådte jeg igen forkert.

Jeg havde nu det rigtige navn, brugte makeup, satte mit hår. Men jeg havde ikke lært at vare min mund. En af Bills modstandere under primærvalgene langede ud efter mit arbejde i et advokatfirma i Little Rock, for på den måde at ramme Bill. Det fik mig virkelig op af stolen.

»Jeg kunne godt have gået hjemme og bagt kager og holdt teselskaber,« sagde jeg harmfuldt til pressen, »men jeg besluttede i stedet at forfølge min karriere.«

Mere skulle der ikke til. Pludselig var jeg midt i et vældigt politisk stormvejr, hvor selvretfærdige moralister påstod, at jeg havde fornærmet amerikanske mødre. For en, der virkelig går ind for at støtte mødre, fædre og familier af enhver slags, var det en hård beskyldning. Og endnu en gang var jeg bange for, at forfulgte jeg mine egne drømme – i dette tilfælde min karriere, der betød så meget for mig – kunne det ende med at ramme min mand.

Ingen af disse oplevelser fik mig til at give køb på mine principper. Men jeg har aldrig været naiv igen på samme måde.

Der er ikke meget, der forbavser mig nu om dage. Under 2016-valgkampen skete det flere gange, at mine medarbejdere vantro kom hen til mig og sagde: »Du vil ikke tro på, hvad Trump har sagt i dag. Det var så ondt.«

Jeg troede altid på det. Ikke kun, fordi Trump er den, han er, men fordi det værste til enhver tid kan komme op i os alle sammen.

Vi har set det for mange gange til rigtig at blive forbavsede længere.

Det er min erfaring, at kvinder skal udøve en svær balancegang på alle niveauer i politik, men at det bliver værre, jo højere man når op.

Er vi for skrappe, er vi usympatiske. Er vi for eftergivende, er vi ikke egnet til at lege med de store drenge. Arbejder vi for meget, forsømmer vi vores familier. Sætter vi familien i første række, tager vi ikke vores arbejde alvorligt. Vælger vi en karriere frem for at få børn, er der noget galt med os – og vice versa.

Ønsker vi at kæmpe for et højere embede, er vi for ambitiøse.

Kan vi ikke bare være tilfredse med det, vi har?

Kan vi ikke bare overlade de øverste trin på stigen til mændene?

Prøv at tænke over, hvor ofte man hører disse ord brugt om kvinder i lederstillinger: vred, skinger, krakilsk, besværlig, irritabel, dominerende, højrøstet, følelsesladet, sarkastisk, opmærksomhedskrævende, ambitiøs (et ord, jeg opfatter som neutralt, måske endda beundringsværdigt, men det er det tydeligvis ikke for alle).

Lingvisten George Lakoff fik på én gang gjort opmærksom på og tilsluttet sig denne problemstilling, da han om senator Elizabeth Warren sagde:

»Elizabeth har et problem. Hun er skinger, og mange har fordomme mod skingre kvinder.«

Hvad om vi holdt op med at kritisere måden, hun taler på – som i øvrigt er helt fin – og i stedet begyndte at lytte til, hvad hun har at sige om familier og økonomi?

Ordene klinger stadig stærkt i mine ører. Efterhånden som valg- kampen skred frem, viste meningsmålinger, at et betydeligt antal amerikanere satte spørgsmålstegn ved min oprigtighed og troværdighed.

Mange sagde, at de bare ikke kunne lide mig.

Jeg skriver det koldt og sagligt her, men tro mig, det gør ondt at få at vide.

Nogle af disse angreb følger direkte af min måde at handle på: Jeg har begået fejl, har prøvet at retfærdiggøre dem, har stædigt nægtet at undskylde.

Men det samme har de fleste mænd i politik gjort. (Faktisk er en af dem lige blevet præsident med en strategi, der siger »undskyld aldrig, når du tager fejl, bare angrib endnu hårdere«).

Jeg er blevet kaldt konfliktskabende et utal af gange, og jeg forstår vitterlig ikke hvorfor. Politik indebærer konflikt, sådan er det, og vores land er blevet mere og mere polariseret for hvert år, der går.

Men hvad er det, jeg har gjort, der er så forkert? Stillet op til offentlige embeder? Det er der mange mænd, der gør.


Arbejdet for en bedre sygesikring, et af de største stridsspørgsmål i Amerika? Igen, det samme gør mænd.


Stemt som senator? Det gjorde mine nioghalvfems kollegaer også.


Hvad angår nogle af mine mere kontroversielle handlinger – som for eksempel da jeg stemte for at give Bush myndighed til at gå i krig i Irak – så stod jeg ikke alene. Det gør det ikke rigtigt, men det forklarer heller ikke den ondskabsfuldhed, der rettes specifikt mod mig.


Hvorfor betragtes jeg i den grad som konfliktskabende, når for eksempel Joe Biden eller John Kerry ikke gør? De har stillet op til præsidentposten. De har siddet på ledende poster i regeringen. De har stemt på alle mulige ting og har sikkert fortrudt indimellem, ligesom jeg.


Hvad er det, der gør, at jeg i den grad tiltrækker folks raseri?
Mit spørgsmål er helt oprigtigt. Jeg forstår det ikke.

Jeg ved, at noget af den mistro, folk føler over for mig, skyldes, at de har set, hvordan jeg over årene er blevet trukket ind i forskellige partidrevne undersøgelser – Whitewater, Travelgate, e-mails – alle ført på skatteborgernes ikke uanselige regning, alle fuldstændig grundløse, men alle har de efterladt en plet på mit ry, som er nærmest umulig at vaske af.

Men jeg tror, at der er en anden forklaring på den skepsis, jeg har mødt i mit offentlige virke. Jeg tror, at den delvist skyldes, at jeg er kvinde.

Historisk har det ikke været kvinder, der skrev love eller førte hære eller flåder. Det er ikke os, der står på talerstolen, tiltrækker store folkemængder, samler landet. Det er mænd, der leder. Det er mænd, der taler. Det er mænd, der repræsenterer os ude i verden og selv her i vores eget land.

Sådan har det været så længe, at det har rodfæstet sig i vores måde at tænke på.

Jeg tror, at mange af os – flere, end vi måske tror – på en eller anden måde føler, at det er nærmest upassende at forestille sig en kvindelig præsident i det Ovale Værelse eller situationsrummet.

Det lyder forkert, når man stiller ind på et politisk vælgermøde og hører en kvindestemme gjalde (»skingert«, »skærende«) ud i stuen.

Bare det, at en kvinde stiller sig op og taler til en folkemængde, er noget relativt nyt. Tænk bare på den lille håndfuld taler, vi kender til fra kvinder før midten af det tyvende århundrede, og de er som oftest holdt af kvinder under ekstreme og desperate omstændigheder.

Jeanne d’Arc sagde mange interessante ting, før hun blev brændt på bålet.

Ligeledes bliver det, hvis en kvinde slår i bordet – og hun behøver ikke slå særlig hårdt – ikke set som en del af det almindelige politiske spil, mænd hele tiden har i gang.

Det gør hende til en »modbydelig kvinde«.

Det (og det, der er værre) har mange kvinder fået smidt i hovedet uden at have ytret sig særlig voldsomt.

Og Gud forbyde, at to kvinder begynder at diskutere offentligt. Så er der dømt mudderkastning.

Kort sagt er vi ikke vant til at se kvinder lede eller bare deltage i politiske slagsmål. Det er ikke almindeligt – endnu. Så når det sker, føles det ofte lidt forkert. Det lyder måske lidt vattet, men det spiller en stor rolle. Folk sætter deres kryds på grundlag af den slags følelser, det sker hele tiden.

Jeg mener også, at dette spørgsmål om »rigtigt/forkert« hænger sammen med et andet magtfuldt, men udefinerbart element i politik: oprigtighed. Jeg er gang på gang blevet spurgt af journalister og skeptiske vælgere:

»Hvem er du i virkeligheden?«

Det er et lidt mærkeligt spørgsmål, når man tænker over det. Jeg er ... Hillary.

I har i femogtyve år kunnet se mig i aviserne og på jeres tv-skærme. Jeg tør vædde på, at I ved mere om mit privatliv, end I gør om jeres nærmeste venners. I har da for søren læst mine e-mails. Hvad mere vil I have?

Hvad kan jeg gøre for at være »mere virkelig«? Danse på bordene? Bande som en havnearbejder? Bryde grædende sammen?

Sådan er jeg ikke. Og havde jeg gjort bare en af delene, hvad ville der så være sket? Jeg ville være blevet flået i stumper og stykker.

Som sagt undrer jeg mig over, hvad det er ved mig, der i den grad forvirrer folk, når der er så mange mænd i politik, som man ved meget mindre om, som er blevet gransket, interviewet, fotograferet og testet langt mindre. Men dem beder man ikke i nær samme grad om at åbne op, vise, hvem de er, bevise, at de er virkelige.

Dette har til en vis grad noget at gøre med min måde at optræde på. Folk siger, at jeg er reserveret, og det er der nok noget om. Jeg tænker, før jeg taler. Jeg buser ikke bare ud med det første og bedste, der falder mig ind. Det skyldes dels min naturlige væremåde, dels min erfaring som advokat og årtier i offentlighedens søgelys, hvor hvert eneste af mine ord granskes nøje.

Vil vi ikke gerne have, at vores senatorer og ministre – og i særdeleshed vores præsident – udtaler sig med omtanke, med respekt for den indflydelse, vores ord har?

Præsident Obama er lige så disciplineret, som jeg er, måske endda mere. Han er meget omhyggelig med sine taler; tager sig god tid, vejer sine ord. Det bliver generelt, og korrekt, taget som udtryk for hans intellektuelle tyngde og ubøjelighed. Han er et alvorligt menneske, der taler om alvorlige ting. Det samme gør jeg. Men i mit tilfælde bliver det ofte oplevet som negativt.

Selv velvilligt indstillede mennesker, som gerne ville synes om mig, føler, at der er noget ved min måde at tale på, der er for stift. Ofte er det bare et spørgsmål om at finde de rigtige ord.

Og impulsiv er ikke det samme som ærlig. Se bare på Donald Trump.

Uanset hvad, så kommer jeg ikke uden om, at min forsigtighed har fået nogle mennesker til at mene, at de ikke fik den upolerede version af mig, hvilket så fik dem til at spørge sig selv: »Hvad skjuler hun?«

Det har generet mig grænseløst, og det er aldrig lykkedes mig at finde ud af, hvordan jeg skulle undgå det. Jeg er ikke sikker på, det var muligt.

Det er endnu en side af den umulige balancegang. Er vi for reserverede, er vi kolde eller falske. Men siger vi, hvad vi mener, uden omtanke, får vi et rap over fingrene for det. Kan nogen fortænke os i at føle, at det er en kamp, vi ikke kan vinde, ligegyldigt hvad vi gør?

Hvad med en anden slags følelsesudbrud: gråd.

Jeg kan komme i tanke om mange mandlige politikere, som har stået med tårer i øjnene en gang imellem. Nogle er der blevet gjort nar af. Senator Ed Muskies politiske karriere blev næsten kørt af sporet på grund hans tårer ved primærvalgene i New Hampshire i 1972, selvom det måske endda bare var, fordi han fik sne i øjnene.

Men mange mænd er blevet behandlet med medlidenhed og endog beundring, når de har vist følelser. Ronald Reagan, George H.W. Bush, Bob Dole, min mand, George W. Bush, Barack Obama – alle har de stået med tårevædede øjne i særligt følelsesladede øjeblikke.

Det er forståeligt, for de er jo mennesker, og nogle gange græder mennesker.

Jeg husker, hvad der skete for Pat Schroeder, en dygtig og morsom kvinde, medlem af Kongressen for Colorado, der overvejede at stille op til præsidentposten i 1987. Hun besluttede i sidste ende ikke at gøre det, og da hun holdt sin pressekonference for at meddele det, græd hun i omtrent tre sekunder. I dag er det første forslag, man får, når man skriver »Pat Schroeder« ind i Google, »Pat Schroeder crying«.

Tyve år senere fik hun stadig hadefulde breve på grund af den episode – som oftest fra kvinder, der følte, at hun havde svigtet dem.

Jeg havde selv et berømmet tårevædet øjeblik lige før primærvalgene i New Hampshire i 2008. Jeg græd ikke engang rigtigt. Jeg talte om, hvor hårdt det kan være at føre valgkamp (for det kan være virkelig hårdt), og mine øjne blev et øjeblik blanke, og min stemme bævede i en enkelt sætning. Det var det. Det blev den største nyhed i Amerika. Det vil uden tvivl være en linje værd i min nekrolog en dag:

»Hendes øjne tårevædedes engang foran kameraet.«

Interessant nok er der mange, der vil sige, at mine tårer endte med at være til min fordel. Dusinvis, hvis ikke hundredvis af garvede politiske kommentatorer er kommet med bemærkninger om, hvordan det øjeblik »menneskeliggjorde« mig. Måske er det rigtigt. Hvis det er, så har jeg det fint med det, men er samtidig noget irriteret over endnu en gang at blive mindet om, at jeg – et menneske – overhovedet har brug for at blive
»menneskeliggjort«.

Men der var dem, der forsøgte at drage fordel af min tilsyneladende sårbarhed både i pressen og under valgkampen. Da den tidligere demokratiske senator John Edwards fra North Carolina, der på det tidspunkt stadig var med i kampen om nomineringen til præsidentvalget, blev spurgt, hvad han mente om mine tårer, greb han chancen og kaldte mig svag.

»Jeg tror, at det, vi har brug for i en øverstkommanderende, er styrke og beslutsomhed,« sagde han.

»Det er hårdt at føre valgkamp til præsidentposten, men at være USA’s præsident er også meget hårdt. Og USA’s præsident står hver eneste dag over for meget, meget svære udfordringer og hver eneste dag over for svære beslutninger. Det eneste, jeg kan sige, er, at det er jeg parat til at påtage mig.«

Kort efter droppede han ud af valgkampen.

I det hele taget føles hele dette spørgsmål om »at være ægte« ofte ret fjollet. Jeg ville ønske, at vi bare kunne glemme det og så gøre vores arbejde, hvem vi nu end er, uden at skulle bekymre os om, hvorvidt vi tilfredsstiller en eller anden udefinerbar »ægthedsstandard«. Som den nigerianske forfat ter Chimamanda Ngozi Adichie skriver:

»Det er ikke din opgave at være sympatisk. Det er din opgave at være dig selv.«

Spørgsmål om oprigtighed og sympati spillede imidlertid en stor rolle i det mest afgørende valg i vor levetid, og det vil spille en rolle i fremtidige valg.

Så der er faktisk også noget ekstremt alvorligt på spil her – ikke mindst, fordi rå, krænkende og faktaløs retorik i 2016 blev karakteriseret som oprigtig.

Jeg har prøvet at tilpasse mig. Da jeg gentagne gange havde hørt, at nogle mennesker ikke kunne lide min stemme, tog jeg en sprogekspert med på råd. Han sagde, at jeg havde brug for at fokusere på min dybe vejrtrækning og prøve at tænke på noget rart og fredfyldt, når jeg gik på scenen. På den måde ville jeg, når menneskemængden var varmet op og begyndte at råbe – som folk nu gør til de store vælgermøder – kunne modstå fristelsen til at gøre det, der først falder en ind, nemlig at råbe igen.

Mænd kan få lov til at råbe igen, så meget de lyster, men ikke kvinder.

Okay, sagde jeg til eksperten, jeg er frisk på at prøve. Men bare af ren nysgerrighed, kan du give mig et eksempel på en kvinde i offentlighedens søgelys, for hvem det er lykkedes – stillet over for en menneskemængde, der er varmet godt op, at holde sin stemme i et blidt og lavmælt stemmeleje? Det kunne han ikke.

Jeg er ikke sikker på, at der er en løsning på det her. Mit køn er nu engang mit køn. Min stemme er min stemme. For at citere arbejdsminister Frances Perkins, den første kvindelige minister i en amerikansk regering, under Franklin D. Roosevelt:

»Anklagen om, at jeg er kvinde, er jo ubestridelig.«

Der vil komme andre kvinder, der vil stille op til posten som præsident, og de vil være kvinder, og de vil have en kvindes stemme.

Måske det vil være mindre usædvanligt til den tid. Måske har min valgkamp hjulpet med til det, og det vil for andre kvinder blive lettere.

Det håber jeg.

Kort før jeg startede min valgkamp, mødtes jeg med min veninde Sheryl Sandberg, der er administrerende direktør hos Facebook og har tænkt en del over disse spørgsmål. Hun fortalte mig, at skulle hun vælge én ting, som hun gerne ville have, alle vidste besked om fra hendes bog Byd ind – Kvinder, karriere og viljen til lederskab, så er det dette: Data viser, at for mænd hænger vellidthed og succes i arbejdslivet sammen.

At høre det sagt med så få ord, og med data til at underbygge det, var en øjenåbner. Her var beviset på noget, som mange kvinder har følt rent intuitivt hele deres liv.

Sheryl delagtiggjorde mig i endnu en erkendelse: Kvinder vurderes positivt, når de går i brechen for andre, men negativt, når de går i brechen for sig selv.

For eksempel er der for en mand stort set ingen risiko ved at bede om lønforhøjelse. De får den eller får den ikke, men ligegyldigt hvad, så bliver de ikke straffet for at spørge. En kvinde, der gør det samme, vil ofte komme til at bøde for det. Hun får måske et løntillæg, men vil samtidig miste en portion velvilje.

Undtagelsen er, hvis en kvinde beder om lønforhøjelse på en andens vegne. Så bliver hun betragtet som gavmild og en teamplayer.

Også dette vandt genklang hos mig. Folk kan godt lide mig, når jeg har en støttende rolle: Hvis jeg støtter min mand i hans valgkamp eller er medlem af præsident Obamas regering. I de roller er det okay, at jeg kæmper indædt.

Men når jeg stiller mig op og siger: »Nu vil jeg gerne have en chance for at tage ledelsen,« så ændrer alting sig.

Du har et stejlt bjerg foran dig, advarede Sheryl mig den dag.

»Du vil ikke få antydningen af medlidenhed.«

Det er ikke let for nogen kvinde at være i politik, men jeg tror roligt, jeg kan sige, at de giftigheder, jeg fik smidt i hovedet, var helt uhørte. Folkemængderne ved Trumps store vælgermøder krævede mig fængslet flere gange, end jeg kan tælle. De råbte: »Skyldig! Skyldig!« som de religiøse fanatikere i Game of Thrones, der messende råber: »Skam! Skam!«, da Cersei Lannister gik tilbage til Røde Borg. Som Susan Bordo, Pulitzerpris-nomineret professor i kønsstudier, skrev i sin bog The Destruction of Hillary Clinton:

»Det var næsten som i middelalderen.«

Mary Beard, professor i klassiske studier ved Cambridge Universitet, bemærkede, at disse udgydelser trak tråde endnu længere tilbage. Et populært billede blandt Trumps tilhængere, der kunne findes på alt fra T-shirts til kaffekrus, viste Trump, der stod med mit afskårne hoved i sin løftede hånd, som Perseus, der i den oldgræske mytologi løfter Medusas hoved højt op og viser det frem.

Jeg har været i politik meget længe, men jeg blev overrasket over det væld af had, der kun syntes at blive voldsommere, jo tættere vi kom på valgdagen. Jeg forlod Udenrigsministeriet som en af de mest beundrede embedsmænd i Amerika. Nu syntes folk at mene, at jeg var ond. Ikke bare »ikke lige min kop te«, men ond.

Det gjorde mig målløs og bange.

Skyldtes det ene og alene, at jeg er kvinde? Nej. Men jeg tror, at det var med til at motivere nogle af dem, der råbte, og noget af den galde, der væltede frem.

Senere læste jeg et interview med Margaret Atwood, den profetiske forfatter til Tjenerindens fortælling, der så valgkampen fra endnu en historisk vinkel.

»Der findes websites, der siger, at Hillary faktisk var Satanist med dæmoniske kræfter,« sagde hun.

»Det er i den grad 1600-talsagtigt, at man næsten ikke kan tro det.«

Puritanernes heksejagter er måske nok for længst forbi, men når det kommer til oprørske kvinder, er der et anstrøg af fanatisme, som stadig ligger og lurer i vores nationale underbevidsthed. Det rammer ikke alene mig og andre kandidater. Det rammer også vores tilhængere.

Næsten fire millioner tilmeldte sig Facebookgruppen, der støttede min valgkamp og passende nok blev kaldt Pantsuit Nation, Buksedragtstaten – med inspiration fra mit foretrukne antræk. Det var en hemmelig gruppe. Det blev den nødt til at være. Ellers ville dens medlemmer udsætte sig selv for ondskabsfuld seksuel online chikane, fra både højre og venstre side af det politiske spektrum.

Man kan knap nok åbne en avis for øjeblikket uden at læse endnu en nedslående historie: kvindelige ingeniører, der fortæller om åbenlys chikane i Silicon Valley; kvindelige iværksættere, der præsenterer deres idéer for investorer og bliver lagt an på som svar; en ny undersøgelse, der viser, at kvinder behandles hårdere til jobsamtaler end mænd; en anden undersøgelse, der viser, at kvinder må bøde for det, hvis de nægter at afsløre deres lønudvikling, mens mænd ender med at få højere løn, når de gør det samme.

Jeg har ikke tal på det antal gange, hvor velmenende mænd, der burde vide bedre, affærdiger tanken om, at sexisme og decideret kvindehad stadig er stærke faktorer i dette land.

»Det har da ændret sig,« siger de, samtidig med at Donald Trump bralrer op om, hvordan han har gramset på kvinder, og få uger senere vinder præsidentposten, at hans tilhængere ved vælgermøderne taktfast råber: »Trump that bitch«, at det Hvide Hus stolt offentliggør billeder af gamle hvide mænd, der triumferende diskuterer, hvilke sundhedsydelser de skal fratage kvinder.

Og når det kommer til det helt grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt det ville være godt at se en kvinde – en hvilken som helst kvinde, ikke nødvendigvis mig – blive præsident, er vælgerne præget af en dyb og fortvivlende splittelse. En 2014 Pew Research Center-meningsmåling viste, at 69 procent af de kvindelige demokratiske vælgere og 46 procent af de mandlige (ikke helt dårligt, men I kan blive bedre, I mandlige Demokrater!) sagde, at de håbede at se en kvindelig præsident i deres levetid, mens det kun gjaldt for 20 procent af de republikanske kvinder og 16 procent af de republikanske mænd.

I 2008 viste undersøgelser, at mere end en fjerdedel af befolkningen udtrykte vrede eller nervøsitet bare ved tanken om en kvindelig præsident. Og efter 2016-valget har forskere ved Diane D. Blair Center of Southern Politics and Society ved University of Arkansas udsendt en rapport om sexismens indflydelse på valgkampen. Forskerne bad folk om at forholde sig til fem udsagn, der udtrykte sexistisk tankegang, herunder »Feminister stræber efter, at kvinder får mere magt end mænd« og »Diskrimination mod kvinder er ikke længere et problem i USA«.

Resultaterne, der ikke kom bag på nogen, viste, at mere end en tredjedel af de adspurgte kom med svar, der var sexistiske. Trump-vælgere var mere sexistiske end Clinton-vælgere. Republikanere var langt mere sexistiske end Demokrater.

Og det var ikke kun mændene; også kvinderne var temmelig sexistiske.

Og apropos kvinder og sexisme, så spurgte politiske kommentatorer, før jeg overhovedet havde erklæret, at jeg stillede op, sig selv, om jeg mon ville inspirere en ustoppelig bølge af kvinder til at møde op og stemme på mig, på samme måde som præsident Obama havde inspireret et rekordstort sort fremmøde. Det håbede jeg selvfølgelig, at jeg kunne, men jeg tvivlede på det.

Køn har ikke vist sig som den motiverende faktor hos kvindelige vælgere, som mange havde håbet, at det kunne være. Havde det været tilfældet, tror I så ikke, at vi allerede havde haft en kvindelig præsident eller to? Jeg endte med at få et overvældende flertal af de sorte kvinders stemmer (94 procent) og latino-kvindernes (68 procent), og jeg vandt sammenlagt kvinderne for mig med en komfortabel margin (54 procent). Men det lykkedes mig ikke at vinde flertallet af de hvide kvinders stemmer, selvom jeg dog klarede mig bedre her end Obama i 2012.

Nogle ting er blevet meget bedre. Men meget går stadig lige dårligt. Og det kan ikke skilles ad – det dårlige er den negative side af det gode. Kvinders fremskridt har sat gang i omfattende forandringer, der afføder stærke følelser af alle mulige slags. Nogle af os er begejstrede. Andre føler et enormt raseri.

Den gode nyhed – og der er gode nyheder – er, at det hele også kan anskues fra en anden vinkel. At det også kan være dybt tilfredsstillende at være kvinde i politik. Man ved, at bare ved at være til stede i det rum er man med til at gøre regeringen mere repræsentativ i forhold til folket. Man bibringer et meget vigtigt perspektiv, som i modsat fald ikke ville blive hørt. Det har altid fået mig til at rette ryggen en smule. Det er derfor, at jeg elsker sangen »The Room Where It Happens« fra Lin-Manuel Mirandas herlige musical Hamilton:

No one really knows how the game is played
The art of the trade
How the sausage gets made
We just assume that it happens
But no one else is in the room where it happens.

Jeg havde det godt med at være til stede i de rum, hvor tingene sker – det Ovale Værelse, Senatet – være der som forkæmper for de spørgsmål, der betød noget for mig: uddannelse, ligeløn, sygesikring, kvinders rettigheder.

Måske de samme spørgsmål ville have ligget mig lige så meget på sinde, hvis jeg havde været en mand, måske ikke. Jeg blev helt automatisk skubbet i den retning af tilværelsen. Er man som ung mor interesseret i politik, kommer man ofte til at arbejde med spørgsmål, der vedrører børn. En førstedame bliver ofte involveret i kampen om kvinders rettigheder. Det havde jeg det fint med. Nogle ville måske have oplevet det som en begrænsning, men for mig er det spørgsmål, som er en del af vores allesammens hverdag.

Senere bevægede jeg mig ind på andre områder: Som byens senator var jeg med i genopbygningen af New York efter 9/11, som medlem af Senatets udvalg for de væbnede styrker støttede jeg vores soldater og drog omsorg for vores sårede krigere og alle vores veteraner, som USA’s udenrigsminister sørgede jeg for vores lands og verdens sikkerhed.

Jeg bevægede mig over i andre rum: situationsrummet, udenrigsministerier, FN. Og jeg indså, at jeg også disse steder kunne bruge min erfaring fra alle de mange år, jeg havde arbejdet med kvinder og familier, fordi jeg herigennem havde fået forståelse for de mange forviklinger i almindelige menneskers tilværelse. Jeg vidste, hvordan regeringer kunne både hjælpe og plage familier. Jeg vidste, hvordan man kunne mobilisere ressourcer og støtte til de mennesker, der havde mest brug for det.

Mit arbejde med det, man kalder kvinde- og børnespørgsmål, viste sig således at have været en god skole for næsten alt, hvad jeg siden har lavet.

Jeg tror også, at det, at jeg er kvinde, er en af grundene til, at der er så mange, der åbent fortæller mig alt muligt om deres liv og deres familier. De fortæller mig om, hvilke diagnoser deres børn har fået stillet, hvordan de passer deres gamle forældre, om problemer i deres ægteskab og i familiens økonomi, om smertefulde oplevelser med seksuel chikane og diskrimination.

Medfølende mandlige politikere hører også disse bekendelser, men det er min erfaring, at kvinder hører dem oftere. Måske er det nemmere at græde, når man står over for os. Måske er det lidt som at tale med en veninde. Jeg ved bare, at mange mennesker har grebet min hånd og fortalt mig om deres bekymringer og drømme, og at det har været et enestående privilegium.

Der er også et andet område, hvor kvinder betror sig til mig: deres graviditeter, fødsler, seksualitet.

Det er en så central del af kvinders liv: om vi skal have børn, i hvilken alder og under hvilke omstændigheder. Hele spørgsmålet om reproduktiv sundhed, i al dets kompleksitet – graviditet, fertilitet, prævention, ufrivillige og frivillige aborter, veer, fødsel – omfatter for mange nogle af de mest glædesfyldte og mest skræmmende øjeblikke, vi nogensinde kommer til at opleve.

Men meget ofte bearbejder vi disse øjeblikke i tavshed. Historierne forbliver ufortalte, selv blandt kvinder. Men pludselig møder jeg kvinder ved vælgermøder, ved middage eller fundraisingsarrangementer, eller mens jeg er ude at gå tur, og de tager en dyb indånding og kommer ud med det hele.

I Amerika, i dag, mere end fireogfyrre år efter Roe v. Wade (amerikansk højesteretssag fra 1973, hvis afgørelse fastslog, at forbud i delstaterne mod abort inden for de første tre måneder af et svangerskab var forfatningsstridige - red.), er kvinders adgang til prævention og abort stadigvæk konstant truet.

Jeg så, hvordan det indvirkede på valget i 2016. Reproduktiv sundhed blev sjældent bragt op i debatterne under primærvalgene, og blev det nævnt, var det ofte, fordi jeg tog det op.

Jeg blev rystet, da Bernie Sanders affejede Planned Parenthood som endnu en del af det politiske establishment, da de gav mig og ikke ham deres opbakning. Der er få organisationer, der er så tæt knyttet til amerikanernes hverdag som Planned Parenthood – og det uanset klasse eller baggrund – og få organisationer angribes så vedholdende.

Jeg er ikke helt klar over, hvad der er ‘etableret’ eller establishment ved det, og jeg forstår ikke, hvordan man i kampen om at vinde nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat kan finde på at sige noget sådant.

Efter valget foreslog Bernie, at Demokraterne skulle være klar til at nominere og støtte kandidater, der går imod abort.

Jeg er ikke ude på alene at kritisere Bernie her – der er mange progressive, der er enige med ham og anser kvinders ret til at bestemme over egen krop for at være til forhandling. Og jeg mener helt klart, at der i vores parti er plads til en bred vifte af personlige synspunkter på spørgsmålet om abort.

Jeg har i et kvart århundrede arbejdet med såvel Demokrater som Republikanere om at begrænse antallet af aborter, blandt andet ved at give bedre adgang til prævention og familieplanlægning, og vi har gjort fremskridt. Og jeg valgte Tim Kaine som min kandidat til vicepræsidentposten – en demokrat, der personligt er imod abort på grund af sin katolske tro, men som støtter kvinders rettigheder, når det kommer til lovgivning og politiske tiltag.

Men når ens personlige syn på abort fører til offentlige handlinger – som ens stemme, når det kommer til lovgivning, dommere eller finansiering, der udhuler kvinders rettigheder – er det en helt anden sag.

Der skal være højt til loftet, men ikke højere, end at de bærende vægge kan holde til det.

Kvinders ret til at bestemme over deres egen krop er afgørende for kvinders rettigheder generelt og for kvinders helbred, og det er et af de vigtigste og bærende elementer, vi har.

Og husk: Det er en forfatningsmæssig rettighed, der blev slået fast i Roe v. Wade.

Der er overvældende dokumentation for, hvad der sker, når man tager disse rettigheder fra folk. Texas har fjernet finansieringen af Planned Parenthood og nægtet at udvide adgangen til Medicaid,6 og dødeligheden blandt mødre er fordoblet fra 2010 til 2014. Det er den højeste på landsplan, og den er højere end dødeligheden i mange udviklingslande.

Seks hundrede kvinder er døde i Texas – ikke på grund af aborter, men under deres fødselsforløb. Antallet af teenagere, der får en abort i Texas, voksede faktisk, da man skar i støtten til familieplanlægning. I ét amt, Gregg, steg det med 191 procent fra 2012 til 2014.

Jeg går, alt andet lige, ind for, at der skal være et frit valg til at vælge abort, familie og religion, for jeg mener, at det at have mulighed for selv at beslutte, om og hvornår vi vil have børn, er uløseligt forbundet med vores frihed.

Når regeringer blander sig i denne del af privatsfæren – om det så er i Kina, hvor man tvang kvinder til abort, eller i det kommunistiske Rumænien, hvor man tvang kvinder til at få børn – er det forfærdeligt.

Jeg har besøgt hospitaler i lande, hvor fattige kvinder ikke havde adgang til sikker og lovlig abort. Jeg har set, hvad der sker, når desperate kvinder tager sagen i egne hænder.

Som jeg ser det, handler det ene og alene om:

Vi kan diskutere det moralske i abortspørgsmålet i al evighed – og jeg har brugt mange timer i den slags diskussioner og kommer helt sikkert til at bruge mange flere – men i sidste ende, hvem har så ret til at bestemme, om en kvinde skal være gravid?

Et medlem af Kongressen, der aldrig har mødt hende?

En dommer, der har hørt på hende i måske bare et par minutter?

Eller skulle man give kvinden lov til selv at tage denne afgørende beslutning om sit eget liv, sin egen krop, sin egen fremtid.

Nogen skal tage beslutningen. Jeg vil mene, at vi skal lade kvinden gøre det.

Se Kim Bildsøe Lassens interview med Hillary Clinton i 21 Søndag