Vi har levet med vores tarmbakterier i 15 millioner år

Nyt studie viser, at vores tarmbakterier er nedarvet fra generation til generation gennem millioner af år.

Vores tarmbakterier spiller en vigtig rolle for vores sundhed, og derfor har forskere nu undersøgt, hvor vores tarmes små beboere egentlig stammer fra. (© Dr_Kateryna - Fotolia)

Vi har milliarder og atter milliarder af bakterier boende i vores tarme, og der er rigtig meget, vi stadig ikke ved om dem.

Vi ved dog, at bakterierne spiller en afgørende rolle for tarmenes sundhed, og mange forskere forsøger derfor at finde vej ind i tarmenes mørke, uudforskede områder.

En af disse forskere er evolutionsbiologen Andrew Moeller fra University of California, Berkeley, som har studeret mikroorganismer i fæcesprøver fra 95 aber og 16 mennesker i jagten på at forstå, hvordan organismerne i vores tarme har udviklet sig.

Afføring afslører meget gamle organismer

Helt nøjagtigt så forskeren på fæcesprøver fra 47 chimpanser fra Tanzania, 24 bonoboer fra DR Congo, 24 gorillaer fra Cameroon samt 16 mennesker fra Connecticut, USA.

Sammen med kollegaer på University of Texas undersøgte han et enkelt gen, som er kendt for at udvikle sig hurtigt, og som er normalt i tarmbakterier fra både aber og menneske.

De mange variationer af genet blev sorteret i et stort stamtræ, således at forskerne kunne bruge genet til at forstå, hvordan bakterierne har udviklet sig gennem tiden.

Og det viste sig, at en stor del af vores og abernes tarmbakterier stammer fra én fælles stamfader, som levede for over 15 millioner år siden.

Tarmbakterier udviklede sig med vores forfædre

Opdagelsen støtter teorien om, at vi primært nedarver vores tarmbakterier fra vores forældre, modsat at vi skulle samle de små følgesvende op fra vores omgivelser. Og dermed er bakterierne tæt knyttet til menneskets evolution.

Gennem tiden opstod nye arter af aber, og i takt med dette udviklede tarmbakterierne sig også for at kunne håndtere nye diæter, miljøer og tarmsygdomme.

Da mennesket opstod som art var bakterierne allerede med os, og de har gennem tiden udviklet sig til i dag at være eksperter i at holde mennesketarme sunde, blandt andet ved at hjælpe vores immunforsvar. Derudover mener mange forskere også, at tarmbakterierne påvirker vores humør og adfærd.

Nogle tarmbakterier uddør i industrialiserede samfund

Men mennesker lever forskelligt, og derfor varierer tarmbakterierne også. Fx har studier tidligere vist, at folk i industrialiserede samfund mister nogle bakterier og dermed en del af den forskellighed, som vores forfædre besad.

De observationer kunne forskerne i dette nye studie bekræfte, da de sammenlignede tarmbakterier fra mennesker fra Connecticut, USA, med tarmbakterier fra mennesker fra Malawi. Amerikanerne havde mistet noget af den bakterielle forskellighed i tarmene sammenlignet med malawianerne.

Derudover opdagede forskerne også, at de to grupper havde bakterier, som havde udviklet sig i forskellige retninger gennem meget lang tid.

Forskerne så på det samme gen, som de havde undersøgt tidligere, og igen kunne de altså bruge det til at se, hvor længe tarmbakterierne havde udviklet sig i hver deres retning.

Og selvom det nu var tarmbakterier fra to grupper af mennesker, som forskerne sammenlignede, så skulle de alligevel hele 1,7 millioner år tilbage, hvilket svarer til dengang, de første mennesker udvandrede fra Afrika.

Meget tyder altså på, at tarmbakterier er nogle trofaste følgesvende.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.