- Når vi begynder at åbne mere op, og man må holde forsamlinger for 20-30 mennesker, så er det måske meget cool, at man siger til folk "prøv at hør, vi scanner jer lige ved indgangen, så alle føler sig sikre".
Det er ifølge André Rogaczewski, der er administrerende direktør i Netcompany, et meget realistisk scenarie, at verden kommer til at se sådan ud inden længe. Hans firma har udviklet en app til netop det formål, der kan tjekke om borgeren har antistoffer, er vaccineret eller er testet negativ for coronavirus for nylig.
Direktøren bekræfter, at Netcompany byder på opgaven om at udvikle et digitalt coronapas, efter regeringen i sidste uge offentliggjorde, at de ville have lavet en digital løsning.
Det digitale coronapas skal hjælpe med at sørge for en mere sikker genåbning af samfundet, når flere danskere bliver vaccinerede, har dannet antistoffer efter sygdom eller skal fremvise en negativ test inden kulturarrangementer eller rejser.
- Idéen om et rent vaccinepas er helt i skoven, og vores app er snarere et testpas, der også viser vacciner. Jeg tror, vi kommer til at leve med coronavirus og test langt tid endnu. Den virkelighed må vi gøre os klar til, siger André Rogaczewski, der er administrerende direktør i Netcompany.
Også IT-giganten IBM har fortalt DR Nyheder, at de har tænkt sig at byde på opgaven, når den kommer i udbud.
Test, vaccine eller antistoffer
I en video, som Netcompany har lagt på Youtube, forklarer firmaet, at appen er designet til at vise, om du er vaccineret, nyligt testet negativ eller har dannet antistoffer efter et sygdomsforløb med coronavirus.
Appen henter dine test-, sygdoms- eller vaccinationsoplysninger hos de danske sundhedsmyndigheder og omdanner dem til en QR-kode, som kan scannes i lufthavnen eller i diskotekskøen.
- Sandheden er bare, at det her sker jo alligevel. Det her er jo bare en digitalisering af den verden, der allerede er ved at udvikle sig. Vi forlanger jo for eksempel allerede nu test i lufthavnen, siger André Rogaczewski.
Appen benytter ifølge Netcompany 'NemID og validerede pas-fotos til at oprette passet og indeholder anti-forfalskningsfunktioner som gyro og signeret QR kode'. Det betyder, at din telefons bevægelsessensor bliver taget i brug og et vandmærke bevæger sig, når telefon gør det samme. På den måde kan man for eksempel sikre sig, at folk ikke deler screenshots med hinanden for at komme igennem billetkontrollen med en andens test.
Netcompany har bygget en såkaldt 'tredjepartintegration' ind i deres app, så du for eksempel vil kunne give din arbejdsgiver tilladelse til dagligt at tjekke din corona-status. Herfra kan løsningen kobles op på adgangskortet til dit arbejde, så du lukkes ude, hvis du ikke lever op til virksomhedens krav om test, vaccine eller antistoffer.
Muligheden for tredjepartsintegrationer gør, at en restaurantejer f.eks. vil kunne se et fuldt overblik over sine ansattes vaccinenations-, test- eller antistofstatus. Den slags integration åbner altså op for, at tredjeparter, som ikke er sundhedsmyndighederne eller borgeren selv, kan tilgå sundshedsoplysningerne. Det kræver et samtykke fra borgeren selv.
Alle oplysninger om dine sundhedsdata opbevares udelukkende på din telefon, og du slipper derfor for bekymringen om, at dine data ligger på en server, der kan hackes.
Coronapas ligner derfor på mange måder den løsning med navnet IBM Sundhedspas, som IBM præsenterede i sidste uge.
Regeringen lancerer i slutningen af februar et print selv-vaccinepas, som ligner det testpas, man allerede nu kan downloade på sundhed.dk. Men en aktindsigt hos Sundheds- og Ældreministeriet viser, at der har været bekymringer omkring, at en sådan løsning nemt kan forfalskes i for eksempel Photoshop.
- Vi har allerede fundet eksempler fra mange lande, hvor man for 500 kroner kan få et bevis for vaccination tilsendt med på pågældende lands våbensejl og vandmærke. En digital løsning vil have en meget højere sikkerhed, siger André Rogaczewski
Opgaven skal i udbud
Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) forklarede på et pressemøde i sidste uge, at coronapasset forventes klart hen på foråret.
- Den teknologiske løsning vil tage en tre-fire måneder at udvikle, da det skal testes, i udbud og andet, sagde han.
Noget tyder dog på, at Netcompany har været i gang med udviklingen af appen længe før de vidste, den ville komme i udbud. På en underside på Netcompanys hjemmeside, skriver firmaet, at 'udviklingen af en app, der kan hjælpe den danske regerings genåbningsstrategi, er i gang'. Et kig i sidens kildekode viser, at den sidst er blevet opdateret den 18. juni 2020, og at arbejdet derfor har været i gang i over et halvt år.
Det er stadig uklart hvilken myndighed udbuddet ender hos, men Netcompany har tidligere vundet flere udbud hos Digitaliseringsstyrelsen. Netcompany stod blandt andet bag skoleplatformen Aula og smitteopsporingsappen Smittestop.
Faktisk har Netcompany leveret over 250 digitale løsninger til den danske stat, fortæller administrerende direktør André Rogaczewski i en video på Netcompanys hjemmeside.
Ud over det danske marked, vil Netcompany også forsøge at vinde kontrakter i udlandet. Netcompanys præsentation af appen ligger også på hjemmesiden i en norsk og engelsk udgave.
I 2020 vandt Netcompany to kontrakter med sundhedsmyndighederne i Storbritanien på samlet over 3,1 millioner pund om 'udvikling af covid-19 certifikat/pas' og en større rammeaftale om covid-19-teknologi ved navn 'NHS Test & Trace', der skal rulles ud i februar 2021.
André Rogaczewski vil ikke fortælle, om Coronapas skal implementeres i Storbritanien, men siger, at det er et af de markeder, firmaet har fokus på. Han kan ikke fortælle hvad de britiske kontrakter dækker over, men bekræfter, at der er indgået to aftaler.
Præcisering: Opdateret kl 12.15 med information om, at det er uklart hvilken myndighed, udbuddet ender hos. Vi skrev før, at udbuddet ville ligge hos Digitaliseringsstyrelsen.