Robot fyrer hundredvis af lagermedarbejdere hos Amazon

En kunstig intelligens har overvåget, advaret og fyret ansatte i webshoppens lagerhuse.

Der arbejder mere end 250.000 mennesker i Amazons lagerbygninger rundt omkring i verden. (© Eric Slomanson. All Rights Reserved.)

Det er surt at blive fyret.

Men spørgsmålet er, om det er endnu surere, når du bliver fyret af en algoritme. Så er der ikke engang en chef, du kan skælde ud i kantinen eller overfuse på parkeringspladsen.

Mere end 300 medarbejdere er, ifølge Tech-mediet The Verge, på samme måde blevet afskediget af en kunstig intelligens, fordi de ikke var effektive nok.

Det er kommet frem efter, at The Verge har fået indsigt i en række dokumenter, som Amazon fremlagde i den amerikanske udgave af arbejdsretten i forbindelse med en sag, hvor en medarbejder følte sig uretmæssigt fyret.

Dokumenterne viser, at Amazon har et automatiseret system, der holder øje med, hvor mange pakker medarbejderne får skippet afsted på en dag - og hvor meget tid, de bruger på pauser - såsom toiletbesøg og frokost.

Og lever de ikke op til standarderne, får de et par automatisk genererede advarsler, inden de ryger ud af vagten. Helt uden noget menneske har været inde over.

Chefen kan give afklaring

For Hans Henrik Knoop, der er lektor i psykologi på Aarhus Universitet og i mange år har arbejdet med psykologi på arbejdspladsen, er der ingen tvivl om, at det at blive fyret af en kunstig intelligens for mange kan være hård kost.

- Hvis du bliver fyret på gråt papir af en maskine, kan du få en mere maskin-agtig opfattelse af dig selv også. Langt de fleste foretrækker en samtale og en god forklaring på, hvorfor de bliver fyret, siger han.

Han understreger, at han er bekendt med talrige historier om elendige arbejdsforhold hos Amazon, men at han ikke kender til den konkrete sag. Generelt, understreger han, er det vigtigste dog, at fyringer sker af grunde, som den fyrede kan forstå, og netop samtalen med chefen kan være med til at give en mening med fyringen.

- Hvis du forstår, hvorfor noget er sket, er du langt bedre stillet, end hvis du ikke gør. Og det vil være meget lettere ved at komme videre, selv om det er ubehageligt, siger han.

Algoritmen har også fordele

Men måske er det ikke alle, der vil foretrække at blive kaldt op på chefens kontor, det forklarer Hans Henrik Knoop.

- Hvis reglerne er klare, velbegrundede og fair, vil man i højere grad selv kunne forudse og bestemme, om man vil blive i jobbet. Hvis reglerne er uklare derimod, og det er personlige sympatier hos chefen, der er afgørende, kan det være ret svært at navigere i. Og i givet fald vil en del nok fravælge den prekære fyringssamtale, siger han.

Han sammenligner med et computerspil, hvor reglerne er klare for alle. Hvis du dør, så er du ude. Der har du heller ikke brug for nogen til at forklare dig, hvorfor du røg ud, forklarer han.

Han understreger, at en fordel ved et automatiseret system som Amazons kan være, at det typisk er let for medarbejderne at gennemskue, om de lever op til forventningerne.

- Hvis du kender spillereglerne, og de i øvrigt er rimelige, kan du spille efter dem og derved opnår mere selvbestemmelse og tryghed, end, hvis du hele tiden skulle please en anden person, siger han og fortsætter:

- Hvis algoritmen er tilpasset til engagerede medarbejdere med respekt for deres individuelle styrker og forskelle, tror jeg selv, at jeg ville foretrække en algoritme.

Afviser ikke kritikken

Hos Amazon afviser de ikke, at en lang række medarbejdere er blevet fyret af et fuldt automatiseret system. Men de bekræfter det heller ikke.

Virksomheden understreger dog, skriver de i et svar til The Verge, at deres algoritme ikke fyrer nogen uden først at have givet dem coaching og træning for at forbedre deres indsats.

En mellemleder kan dog altid “annullere” en fyring i systemet, forklarer virksomheden.

Der arbejder mere end 250.000 mennesker i Amazons lagerbygninger rundt omkring i verden - og flere steder har medarbejderne klaget over, at arbejdsmiljøet er elendigt.

Urimelige arbejdsvilkår

Sidste år stod en tidligere lagerarbejder fra Amazon frem i avisen The Guardian og fortalte, hvordan det er at arbejde i en af Amazons lagerbygninger. Lagerbygningerne, som virksomheden kalder for “Fulfillment Centers” (opfylde-ønsker-centre), opfyldte ikke nogen af hans krav til et godt arbejde tværtimod.

Ifølge den tidligere medarbejder får alle lagermedarbejdere en digital tracker på dem som kan overvåge, alt hvad de laver på en arbejdsdag - og om de lever op til deres daglige mål.

Og det faktum, at det er en robot, der overvåger dem, får de ansatte til selv at føle sig som robotter, skrev han.

Ifølge techmediet Futurity, er det dog ikke klart, om Amazon stadig bruger automatiseret fyring i dag. Dokumenterne som offentligheden har fået adgang til, viser nemlig kun fyringer fra august 2017 til september 2018.