I løbet af den sidste uge er der både kommet en ny Playstation og Xbox i butikkerne - og hvad så, tænker du måske?
Hvis du er en af dem, der tænker sådan, fordi du enten ikke interesserer dig for computerspil eller kun spiller på din PC, bør du måske alligevel læse videre.
De store konsoller har nemlig betydning for hele spilindustrien. For de sætter barren for, hvordan de største computerspils-titler ser ud og fungerer.
Det forklarer Pawel Grabarczyk, der forsker i computerspil ved IT Universitetet.
- Konsollerne er ekstremt vigtige for udviklingen af nye spil - især de store titler. Det er meget forskelligt, hvor kraftige vores PC’er er derhjemme, men konsollerne har derimod det helt samme hardware, siger han og fortsætter:
- Derfor bliver de ofte udgangspunktet for udviklingen af nye spil, da det er den teknologi, masserne har i hjemmene.
Lynhurtige harddiske bliver kravet i PC’er
I det hele taget er det mere besværligt at udvikle de store spil til PC-markedet, end til konsollerne, for spiludviklerne kan ikke regne med, at spillernes computere kan klare de spil, de udvikler.
Godt nok kan mange computerspil indstilles, så grafikken bliver mere grovkornet, og det hele går lidt langsommere - og på den måde kan en ældre computer følge med.
Men det er svært for udviklerne at vide, hvor de skal lægge snittet, da de kan risikere, at halvdelen af spillerne må ud at købe en ny computer for at kunne spille deres spil, forklarer Pawel Grabarczyk.
- Derfor spiller den nye generation af konsoller en stor rolle for, hvilke spil vi får de næste fire-fem år. Eksempelvis tror jeg, at det med de lynhurtige SSD-harddiske, der er i både Xbox Series X og Playstation 5, bliver et krav at have i sin PC, hvis man vil spille nye titler, siger han.
Åbner op for fotorealistiske spil
I det hele taget har konsollerne flere gange været med til at skubbe den teknologiske udvikling. Ikke fordi de har det allerkraftigste grafikkort eller den vildeste processor, men Sony og Microsoft propper teknologi i konsollerne, som de færreste har derhjemme, fordi det koster en bondegård til PC’en, forklarer Pawel Grabarczyk.
- Konsollerne er med til at demokratisere teknologier. Sony har gjort det både med DVD-afspilleren i PS2, som næsten ingen havde derhjemme på det tidspunkt. Og de gjorde det igen med Blu Ray i PS3, siger han og fortsætter:
- Med de nye konsoller bliver ray tracing, der kun er på allerdyreste grafikkort til PC, noget mange flere mennesker har derhjemme. Det betyder nok også, at spilstudierne vil udnytte den teknologi langt mere.
Ray Tracing er en teknologi, der gør, at lyset i computerspillene ser langt mere realistisk ud. Lyset bliver nemlig genspejlet på forskellige overflader helt som i virkeligheden - og det er noget af det, der kan give det sidste nøk, så vi næsten føler, vi styrer en person rundt i den virkelige verden, det forklarer Martin Pichlmair, der forsker i computerspil på IT Universitetet.
- Spillene kommer til at se meget mere realistiske ud. Det er et interessant skridt - og det bliver vigtigt for de helt store spil, siger han og fortsætter:
- Men det gør også spillene endnu dyrere at udvikle, for det kræver at spilstudierne har mere fokus på detaljerne i deres teksturer og animationer, da det bliver langt tydeligere.
Vi får endnu større spilverdener de næste par år
Ikke nok med at de nye konsoller kommer til at give os mere realistiske verdener, de åbner også op for, at verdenerne kan blive endnu større.
Det sørger de nye superhurtige harddiske nemlig for, forklarer Pawel Grabarczyk.
- Jeg tror, at de nye harddiske får en langt større betydning for spillene end ray tracing-teknologien. De betyder nemlig, at man kan loade en større del af den verden, man render rundt i inde i computerspillet, af gangen, siger han.
Når det kommer til de nye harddiske, ligner de heller ikke noget, man kan få til sin PC endnu. Her overgår konsollerne faktisk de dyreste gamer-PC’er.
- Jeg er sikker på, at du kan få det samme til PC om et par år. Men lige nu er konsollerne foran på det punkt, siger han.
Når du i dag spiller et spil, hvor du går rundt i en stor åben verden, loader PC’en eller konsollen kun en lille del ad gangen. Typisk kun den del, du kigger på. Det opdager du bare ikke.
I mange spil er det også sådan, at når du skal fra et område til et andet, har spildesignerne lavet verdenen sådan, at du går igennem smalle passager. På den måde kan maskinen loade en masse, uden du ser det.
- Det er et gammelt trick. I en smal passage, skal maskinen ikke rendere særlig meget grafik, så den kan bruge kræfterne på at loade det område, du er på vej ind i, siger han og fortsætter:
- Den slags begrænsninger har spilstudier ikke mere på de nye konsoller. Og det giver nye muligheder for verdener, der føles endnu mere åbne.
Spillene vil få dig til at mærke mere
Det har længe været sådan på konsollerne, at controlleren, altså det lille aggregat du styrer spillene med, ryster, når der sker voldsomme ting i spillet. Det kan være et jordskælv, der ryster under hovedpersonen, eller måske bliver han ramt af et skud.
På den nye Playstation 5 har Sony taget skridtet videre, forklarer Pawel Grabarczyk.
- Den største ændring ved den generation må være controlleren. Ikke nok med at den nu vibrerer forskellige steder i dine hænder, alt efter hvor i spillet, faren kommer fra, så er nogle af knapperne også bygget, så de kan yde modstand, siger han og fortsætter:
- Det betyder, at spildesignerne kan udnytte knapperne til at yde modstand, når du skal spænde en bue eller skubbe til noget tungt. Den følelse får du ikke, når du spiller på PC.
Om fremtidens spil kommer til at udnytte de nye funktioner på controlleren er spørgsmålet. Det er ikke alt, Sony og Microsoft finder på, som spilstudierne gider bruge i deres spil.
- Der sidder en stor touchpad på controlleren til Playstation 4. Den blev udnyttet i nogle af de første spil, der kom til Playstation 4, men så stoppede spildesignerne med at bruge den. De mente nok, at man ikke fik en bedre spiloplevelse ud af at bruge den, siger han og fortsætter:
- Det store spørgsmål bliver, hvordan de vil udnytte de nye funktioner. Det bliver spændende at se.