Det er over 50 år siden, at mennesket satte sit fodaftryk i månestøv.
Det skete under den kolde krig, hvor et rumkapløb mellem Sovjetunionen og USA for alvor satte gang i viljen til at besøge Månen.
Nu er Månen igen blevet en populær destination inden for rumfart, og denne gang har flere nationer meldt sig ind i kapløbet. Et kapløb om magt, ressourcer, og hvem der egentlig er bedst til at udvikle rumteknologi.
Sidste år blev Indien det første land, der besøgte Månens sydpol med en ubemandet mission. Og i år blev Japan den femte nation i verden til at besøge Månen – også ubemandet.
Og det stopper ikke her. Går alt som planlagt, vil de første mennesker i over 50 år gå på Månen i 2026 eller 2027. Det sker som et led i Nasa’s Artemis-missioner, hvor målet på sigt er at lave en bemandet rumstation, der kredser om Månen.
USA er ikke alene om at have de ambitioner. Kina har meldt ud, at de vil besøge Månen med mennesker, inden årtiet er omme. Og med støtte fra blandt andet Sydafrika og Pakistan planlægger Kina at bygge en base på Månens sydpol.
- Russerne har i øvrigt heller ikke opgivet endnu. Så der bliver kamp til stregen, siger professor og afdelingsleder på DTU Space, John Leif Jørgensen.
Nasa: ’Vi skal komme før kineserne’
Denne gang handler kapløbet om Månens sydpol, blandt andet fordi forskere mener, at der her findes store mængder vand.
Udover at bruge vandet til drikkevand, kan vandmolekylerne blive splittet via elektrolyse, så man skaber ilt og brint til brændstof. På den måde kan Månen blive en tankstation for raketter og et springbræt til andre rummissioner.
Står det til chefen for Nasa, Bill Nelson, skal USA helst komme før Kina, når det handler om at etablere astronauter på Månen i længere tid.
- Jeg vil ikke have, at Kina kommer først til sydpolen med mennesker og derefter siger: det er vores, hold jer væk, sagde Bill Nelson på et pressemøde sidste år.
- Hvis vi faktisk finder vand i store mængder, som kan bruges til fremtidige besætninger og rumfartøjer, så vil vi sikre os, at det bliver tilgængeligt for alle, og ikke kun dem, der kræver ejerskab, fortsatte han.
Ifølge internationele regler har ingen nationer ret til at hævde suverænitet over himmellegemer, herunder Månen. Så alle har lige adgang til Månen.
Men dem, som kommer først til Månens sydpol kan have deres base, så længe de vil, forklarer John Leif Jørgensen:
- Det kan sammenlignes med reglerne i Antarktisk. Hvis du har en base, så må du have den så længe, du vil. Og det betyder, at dem, som kommer først, bliver dem, som samler til sig.
Selvom Månen er stor og har masser af plads, så er det ikke et venligt sted for mennesker. Temperaturen svinger nemlig fra 130 grader plus til 160 grader minus.
Men der er, ifølge John Leif Jørgensen, nogle permanente områder nær sydpolen, hvor temperaturen bliver mere menneskelig, fordi Solen står lavt i horizonten, men aldrig går ned.
- Der er måske en 10-11 arealer, som er flade nok til at man kan lande og lave sin base på, og hvor temperaturen er god for mennesker. Og når de arealer først er taget, så bliver det svært for dem, som kommer efter, siger John Leif Jørgensen.
De forskellige lande er blandt andet interesseret i at drive minedrift på Månen. Man regner med, at Månen er fyldt med sjældne jordarter, metaller og energiformer, som mennesker på Jorden kan udnytte.
De traktater, som definerer reglerne for at være på Månen er blevet kritisieret for at være forældede og uklare.
Et teknologisk racerløb
Ifølge John Leif Jørgensen er nutidens månekapløb en kamp om værdifulde ressourcer og national stolthed. Men det er også en kamp om teknologisk ejerskab.
- Drømmen er at skabe større rumfartøjer, og tingene skal kunne laves i selve rummet. Og det kan de ikke i dag. Men der bliver arbejdet hårdt på det, og de, som kommer først, får mere magt i verden, siger John Leif Jørgensen.
Investeringer i ture til Månen afleder nemlig teknologi, som landene efterfølgende kan tjene mange penge på. Et eksempel på dette var under Apollo-missionerne, hvor Nasa’s rumfartøjer havde brug for kraftige computere, der ikke fyldte ret meget
- Her fik en ingeniør en fantastisk idé om at lave en lille chip, der kunne konfigurere data. Dengang kunne man kun lave 200.000 chips ad gangen, men Nasa skulle selv kun bruge 50. Derfor valgte de at smide resten på markedet. Og på den måde fik USA ejerskab over den teknologi længe før resten af verden, siger John Leif Jørgensen.
Når mennesket lander på Månen næste gang, får vi billeder i noget bedre kvalitet end for godt 50 år siden. Her ses et sammenklip fra den første Månelanding i 1969 (Apollo 11). I årene efter gennemførte Nasa flere månelandinger, og i alt har 12 mennesker gået på Månen. Artiklen fortsætter efter videoen.
Denne type chips bidrog til at lægge fundamentet for nutidens computerchips som en stor del af al elektronik i dag har siddende i sig.
På nuværende tidspunkt fører USA det teknologiske kapløb, når vi taler transport til den Internationale Rumstation (ISS). Det skyldes blandt andet firmaet SpaceX, der er lykkedes med at udvikle raketter, hvor store dele af dem kan genbruges igen og igen.
- Men vi kan ikke komme meget længere ud end det, da raketterne ikke er kraftige nok. De skal kunne tåle højere temperaturer og højere tryk i selve motorerne, og de skal også meget gerne køre på noget, som er CO2-neutralt, siger John Leif Jørgensen.
Lige nu er det kun Nasa’s såkaldte SLS-raket, der kan fragte mennesker til Månen. Men på denne raket er stort set intet genanvendeligt.
- At sende et fartøj i lav jordbanehøjde, 500-1.000 kilometer oppe, kan let gøres med gammeldags raketmotorer. For eksempel Merlin som SpaceX bruger på deres Falcon9. Men skal man til Månen, skal motorerne være meget mere energieffektive, siger John Leif Jørgensen og fortsætter:
- Det er derfor, at SpaceX har måttet udvikle deres nye Raptor-motorer til deres Starship. Og det er også netop motorerne som SLS stadig arbejder på at forbedre, før mennesker kommer til månen igen.
Går alt efter planen, bliver 2025 året, hvor Nasa sender fire astronauter ud til Månen, hvor de skal kredse om den. Selve landingen forventer de først sker i 2026 eller 2027.