I sidste måned kom det frem, at Meta vil skære i budgettet for deres tilsynsråd, der er sat i verden for at vejlede om, hvilket indhold der er at finde på de forskellige platforme.
Det sker midt i en tid, hvor der har været stor debat om, at der florerer meget skadeligt indhold på sociale medier, særligt for børn og unge. Og det overrasker i DR’s techpodcast Prompt.
- Det er et paradoks i forhold til, at vi aldrig har talt så meget om skadeligt indhold og ting, der ligger på sociale medier. Om hvad vi gør, og at vi skal have børn og unge af sociale medier. Og at man så vil spare lige præcis der, siger Marcel Mirzaei-Fard, DR’s techanalytiker og vært på Prompt.
En af dem, der sidder i Metas tilsynsråd, er Helle Thorning-Schmidt. Den tidligere danske statsminister er en blandt flere forpersoner i rådet. Hun er dog ikke overrasket over besparelserne, fordi der, som hun siger, bliver sparet overalt i techverdenen.
- Jeg ser det ikke som et udtryk for, at Meta ikke vil have et oversight board. Hvis de ikke ville have det, så kunne de jo bare lade være, siger Helle Thorning-Schmidt i DR’s techpodcast Prompt.
Hun understreger desuden, at hun ser rådets opgaver som meget væsentlige for Meta, der står bag Facebook, Instagram og det nye sociale medie Threads.
- Jeg bruger hver dag på, jeg vil ikke sige slås med Meta, men på at tale med dem, om hvad de kan gøre bedre, siger Helle Thorning-Schmidt.
Uafhængige eller ej?
Siden Tilsynsrådet blev oprettet tilbage i 2020, har der været flere diskussioner om, hvorvidt rådet er uafhængigt. Og om det kan være uafhængigt, når de penge, de modtager, indirekte kommer fra Meta selv.
- Det er uafhængigt-ish på den måde, at de får nogle i en fond, så de kan få lov til at træffe nogle afgørelser. Nogle af dem skal Meta følge, men deres anbefalinger skal de ikke nødvendigvis rette sig efter, siger Henrik Moltke.
Selvom Henrik Moltke tager sine forbehold i forhold til, hvor uafhængig rådet er, så synes han stadig, at det er interessant:
- Jeg synes, det er sindssygt spændende, fordi det på mange måder er et eksperiment, som man på mange måder aldrig har set før indenfor det, man kalder tech governance. Altså hvordan man egentlig styrer sådan nogle store systemer som Metas platforme, siger Henrik Moltke, DR’s techkorrespondent.
Helle Thorning-Schmidt holder fast i, at rådet er uafhængigt, og at det blev oprettet for netop at fjerne de vanskelige beslutninger om indhold på platformene fra Meta-stifter Mark Zuckerbergs bord.
- Vi gjorde meget ud af, at vi var uafhængige. Det første, jeg sagde til dem, var, at det ikke kan nytte noget, hvis vi ikke er fuldstændig uafhængige. At I kan ikke blande jer i, hvilke beslutninger vi tager, eller hvem der sidder i rådet, når vi er oppe at køre. I kan ikke fyre os, siger hun.
Rådet kommer både med beslutninger og anbefalinger. Beslutningerne skal Meta følge, mens anbefalingerne ikke nødvendigvis skal følges. Ifølge Helle Thorning-Schmidt bliver 60 procent af rådets anbefalinger fulgt.
Hvad med de sidste 40 procent?
- Jamen det er jo så det, vi arbejder yderligere på, siger hun.
- Det er typisk, fordi det at ændre store systemer som Meta kræver ingeniørarbejde, der kræver mange års forberedelse. De kan godt lide at lave de store planer. Eller også at de bare er uenige med os i, hvad der skal egentlig skal være fællesskabsreglerne.
'Vi kommer ikke til at kunne tage Metas opgave’
En anden ting, rådet er blevet kritiseret for, er den hastighed, sager behandles med. I nogle tilfælde har det taget flere måneder at behandle en sag.
Men den kritik er Helle Thorning-Schmidt ikke enig i. For ifølge hende er rådets opgave ikke at tage sig af her og nu-sager som at fjerne indhold fra Metas platforme.
- Vi kommer aldrig nogensinde til at kunne tage Metas opgave. Hvis der er indhold på Metas platform, for eksempel hævnporno, så skal de selv tage det ned. De hasteopgaver skal de selv løse.
- Det, vi kan gøre, er bagefter at kigge på, om Meta har de rigtige mekanismer. Er det de rigtige lamper, der går af i systemet? Kan de kende hadsk tale, når de ser det? Kan deres algoritmer kende det? Det er det, vi skal ind og sige, for vi kan ikke løse her og nu-content beslutninger. Og det er heller ikke det, vi er sat i verden for.
Dine børn er voksne, men hvis nu de var 10, 12 eller 15 år i dag, ville du så mene, at det overordnet set er en god ide for dem at være på Facebook og Instagram?
- Generelt vil jeg sige, at når vi taler om tech og sociale medier, så synes jeg, vi glemmer alt det fredelige og hyggelige, der foregår. Jeg vil selv meget nødigt have frataget min Instagram i morgen, for det ville gøre mit liv kedeligere, siger Helle Thorning-Schmidt.
Derudover understreger hun, at der er en række ting, man som forælder kan gøre for at beskytte sit barn på sociale medier. Som at sikre, at deres alder står rigtigt på deres sociale profiler, lægge nogle rammer med sit barn for, hvad de må se og ikke se, og sikre sig, at profilerne er indstillet til, at de for eksempel ikke må se seksuelt og politisk indhold.
- Jeg vil mene, at hvis du gør de ting som forælder og stoler på dit barn, så har du rigtig gode muligheder for, at dit barn oplever positive ting på sociale medier.
I DR’s podcast Prompt kan du høre mere om Helle Thorning-Schmidts tanker om skadeligt indhold på sociale medier. Du kan også høre mere om, hvordan kunstig intelligens har foreslået at lave en pizza med tomat og ost – og lim.