Bitcoin har stort set været på alles læber de seneste år.
Den populære kryptovaluta har gang på gang sat tårnhøje rekorder for, hvor meget én virtuel mønt kan være værd.
Mange er blevet millionærer ved at udføre såkaldt bitcoin-mining, hvor specialbyggede computere indædt ’graver’ efter de værdifulde bitcoins.
Derfor bliver der investeret store summer i det rigtige udstyr, og i nogle tilfælde arbejder flere tusinde specialbyggede supercomputere side om side. Og supercomputere kræver super meget strøm.
Strømforbruget for verdens samlede bitcoin-mining er ofte sammenlignet med hele nationers – for eksempel bruger bitcoin-industrien cirka samme mængde strøm som lande som Finland, Danmark eller Filippinerne, ifølge beregninger.
For nogle af de helt store spillere på markedet er behovet for strøm nu blevet så stort, at de har genoplivet gamle kulkraftværker, som skal levere strøm til deres hær af computere.
Men selvom det lyder voldsomt, overrasker det ikke Peter Sestoft, som er professor og leder af Computer Science afdelingen på IT-Universitetet i København.
- Bitcoinmining handler om at komme først med at lave den næste blok i en blockchain, og det gør du kun, hvis du har udstyret i orden. Det kræver en enorm processorkraft at slå konkurrenterne, og det fører til det helt groteske strømforbrug. At genåbne et kulkraftværk til eget brug er selvfølgelig ikke hverdagskost, men det er strøm i den størrelsesorden, der skal til for at dominere, siger han.
‘Min computer er større end din computer’
De store computere kører i døgndrift for at løse et bestemt matematiske problem for hver ny blok.
Bag hvert regnestykke ligger der en præmie i form af 6,25 bitcoins. I skrivende stund er én bitcoin cirka 267.000 kroner værd.
Kun den der kommer først med den rigtige løsning, får en præmie. Løsningen som sådan er ligegyldig, kun det at komme først betyder noget.
Den pågældende får ret til at føje en ny blok til den såkaldte blockchain, og det er en helt central del i den måde, bitcoin fungerer, fortæller Peter Sestoft.
- Når man handler med noget, er der normalt en betroet tredjepart involveret. Eksempelvis en bank eller statens tinglysningssystem. Med bitcoin er der ingen betroet tredjepart – tilliden til en blockchain skabes ved, at ingen enkeltaktør kan tvinge andre til at acceptere en ny blok, undtagen ved at bevise at man har udført det nødvendige arbejde. Indtil videre har den metode beskyttet kryptovalutaen mod svindel og snyd, siger han.
Kapløbet mellem de speciallavede computere er altså årsagen til det enorme strømforbrug, som i yderste tilfælde fører til genopstandne kulkraftværker.
Men i det lange løb bliver bitcoin-samfundet tvunget til at søge væk fra den metode, mener Peter Sestoft.
- De kan ikke blive ved med at gøre tingene på den måde for evigt. Det enorme energiforbrug og den tilhørende CO2-udledning vil tiltrække sig så meget negativ opmærksomhed, at det ikke længere er holdbart. Og vigtigere endnu bliver omkostningerne til strøm på et tidspunkt så store, at det rent økonomisk bliver en dårlig forretning, siger han.
Et alternativ til computer-kapløbet
Der findes allerede kryptovalutaer, som har fundet et alternativ til det strømslugende ’Proof of Work’.
Kryptovalutaen Ada er baseret på en blockchain kaldet Cardano, der bruger en væsentlig mere bæredygtig metode til at undgå både betroede tredjeparter og snyd, fortæller Peter Sestoft.
- Cardano bruger metoden ’Proof of Stake’, hvor det er ligegyldigt, hvor stor en computer du har. ’Proof of Stake’ bygger på en form for decentral matematisk lodtrækning, hvor du får tildelt den mængde lodder, som din nuværende beholdning af kryptovaluta gør dig berettiget til, siger han.
De store spillere på markedet får altså flest lodder i puljen, og dermed bedst chance for at lave den næste blok i Cardano. De gigantiske computere er ikke længere nødvendige, fordi de svære bitcoin-regnestykker er taget ud af ligningen.
’Proof of Stake’ gjorde sit indtog for cirka fire år siden, og indtil nu har usikkerheden været, om nogen kunne finde på måder at snyde i lodtrækningen.
Usikkerheden virker imidlertid til at være væk, og der er enorme mængder strøm at spare, hvis bitcoin skiftede metode, understreger Peter Sestoft.
- ’Proof of Stake’ kræver omkring 2000 gange mindre strøm end 'Proof of Work'. Det kan være forskellen på at udlede samme mængde CO2 som et helt land – eller som en mindre landsby. På den måde ville de gamle kulkraftværker for eksempel kunne forblive lukkede, og store mængder strøm fra kinesisk kulkraft kunne undgå at blive brugt på bitcoin, siger han.
Det er oplagt at spørge sig selv, hvorfor bitcoin ikke bare skifter metode med det samme.
Og svaret er ganske simpelt, fortæller Peter Sestoft: Der er for mange penge i klemme.
- Bitcoin-hardware er specialbygget og tæskedyrt. Der er investeret mange penge i udstyr til bitcoin-mining, og med den høje kurs på bitcoin giver det stadigvæk en stor profit at være foran på isenkram. Derfor tror jeg ikke, der er meget velvilje at finde til et metodeskifte lige nu, siger han.