DR’s techkorrespondent: Det er for alles bedste, at Sam Altman igen står i spidsen for OpenAI

Der venter dog et stort arbejde med at genopbygge tilliden blandt medarbejderne og berolige kritikere, siger DR’s Henrik Moltke.

Først blev Sam Altman fyret i OpenAI. Så fik han job i Microsoft, og nu skal han tilbage som administrerende direktør i OpenAI. (Foto: © PATRICK T. FALLON, Ritzau Scanpix)

Det er til alle parters fordel, at Sam Altman nu er tilbage som topchef i OpenAI.

Det vurderer Henrik Moltke, der er DR's techkorrespondent og medvært på DR's AI-podcast Prompt.

- Det må betegnes som en happy end både for OpenAI, deres kunder og Microsoft, at han nu er tilbage efter små fem dages drama, siger han.

Sam Altman blev fyret 17. november som administrerede direktør i OpenAI, der står bag chatbotten ChatGPT. Det fortalte bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Her blev fyringen begrundet med, at han ikke var konsekvent ærlig i sin kommunikation med bestyrelsen.

Mandag aften kom det så frem, at Sam Altman fik nyt job hos Microsoft, som har et stort partnerskab med OpenAI. Men her til morgen fortalte OpenAI så, at Sam Altman igen skal stå i spidsen for selskabet. Samtidig er der kommet en ny bestyrelsen i stedet for den, der stod bag fyringen.

Henrik Moltke mener, at det uskønne forløb, som han siger har chokeret techbranchen, kan skyldes, at Sam Altman har haft gang i for meget.

- Der var en bekymring for, at det hele er gået for stærkt, og at Sam Altman har gang i for mange ting ved siden af sit arbejde hos OpenAI, siger han og peger på, at der har været historier om, at Altman havde gang i et samarbejde med saudiere om at starte chipproduktion.

Dermed er det altså de kritikere, der nu står svækket tilbage, siger Henrik Moltke.

Han tror dog også, at der har været andre spændinger internet i OpenAI, som kan ligge bag fyringen:

Desuden står Sam Altman også bag arbejdet med nyt hardware, som skal forsøge at tage kampen op med iPhone og kryptovalutaen Worldcoin.

OpenAI skriver på X, at de sammen med Sam Altman har indgået en aftale om, at han vender tilbage til OpenAI:

OpenAI på det sociale medie X. (Foto: © X)

Skal arbejde med at genskabe tilliden

Samtidig fortæller Henrik Moltke, at mange af OpenAI's medarbejdere tidligere har sagt, at de ville forlade selskabet og søge mod konkurrenterne, hvis Altman ikke vendte tilbage.

- Man er sluppet af med kupmagerne, og nu venter der et stort genopbygningsarbejde med at få tilliden tilbage og forsikre medarbejderne om, at fremtiden og økonomien er sikret, siger Henrik Moltke.

Hvis Sam Altman var kommet over i Microsoft, vurderer Henrik Moltke dog heller ikke, at det ville blive nogen succes. Det skyldes ifølge ham, at han ikke ville passe ind i Microsofts kultur.

- Den er for bureaukratisk og for langsom, siger han.

Faktisk tænkte Henrik Moltke allerede fra start, at Altmans nye job hos Microsoft langt fra var den optimale løsning:

Han vurderer, at Microsoft har spillet en rolle i at få ham tilbage som topchef for at sikre roen i OpenAI.

- Usikkerheden er nu manet til jorden. Så håber man, at Altman retter ind og fokuserer på missionen i hvert fald et stykke tid, siger Henrik Moltke.