Dansk TikTok-stjerne mister millioner af følgere på TikTok-forbud i USA

Armen Adamjan deler lifehacks med TikTok-brugere i hele verden, men USA er hans 'klart vigtigste marked'.

Armen Adamjan har i dag millioner af følgere på flere sociale medier. Under navnet Creative Explained deler han såkaldte lifehacks med sine følgere, for eksempel hvordan en enkelt kerne kan blive til et citrontræ. Foto: Jan Rørkær Madsen.

Armen Adamjan suser rundt i sin store, lyse lejlighed i Aarhus og fortæller i et hæsblæsende tempo, hvordan man rengør sin ovn kun ved hjælp af bagepulver og vand.

Knap er ovnlågen blevet skinnende ren, før han stormer videre til at beskrive, hvordan man med et simpelt lille klem får selv det strammeste låg skruet af et glas pastasauce.

Han er som så mange gange før ved at optage en ny video med små lifehacks, der kan gøre hverdagen lettere for hans 6,6 millioner følgere på TikTok-profilen, Creative Explained.

Men fremover risikerer en stor del af hans følgere at gå glip af den danske TikTok-stjernes tips og tricks. De er nemlig fra USA, hvor TikTok fra i dag er forbudt.

Og det får store konsekvenser for content creators som Armen Adamjan, at 170 millioner amerikanske brugere på TikTok ikke længere kan bruge appen, fortæller han.

- Det ville virkelig være slemt, hvis det amerikanske publikum helt forsvinder fra TikTok. 40 procent af alle mine følgere er fra USA, og et forbud vil både koste mig millioner af følgere og betyde, at mine videoer på TikTok nærmest ikke vil blive set sammenlignet med nu, siger han.

Fra corona-hobby til talkshow-debut

TikTok-eventyret startede i 2020, mens Armen Adamjan var ved at 'kede sig ihjel' under coronanedlukningen.

Han filmede spontant en video, hvor han plantede de afskårne ender fra et bundt forårsløg og lagde den ud på TikTok, og morgenen efter stod han op til, at 117.000 mennesker allerede havde set med.

Herunder kan du se en af Armen Adamjans mest populære videoer. Artiklen fortsætter efter videoen.

Herfra tog tingene virkelig fart, fortæller Armen Adamjan.

- Efter bare 10 måneder nåede jeg op på én million følgere på TikTok, og derfra spredte jeg min aktivitet ud på andre platforme. I årene efter strømmede følgerne ind i millionvis, og jeg stod pludselig med invitationer til store talkshows og invitationer til at filme med stjerner som Bryan Adams, siger han.

I dag har Armen Adamjan omkring 25 millioner følgere på tværs af de sociale medier Instagram, TikTok, Facebook og Youtube.

Og modsat herhjemme i Danmark, kan han sjældent være i fred for sit amerikanske publikum, når går på gaden i byer som New York.

- For et par måneder oplevede jeg at blive stoppet af 20 forskellige mennesker i løbet af en gåtur på maks 500 meter. Det er ret vildt for mig at være så genkendelig derovre, siger Armen Adamjan.

Forbudt fra i dag

Siden april sidste år har TikToks fremtid i USA hængt i en tynd tråd, efter en sjældent enig amerikansk kongres vedtog loven om et forbud mod appen.

Moderselskabet bag TikTok, ByteDance, fik i april 2024 et klart ultimatum: Sælg TikTok til en anden ejer eller bliv tvunget ud af USA. Deadline var i dag, og sådan en handel er altså ikke sket.

Derfor blev forbuddet fredag eftermiddag blåstemplet af den USA's Højesteret efter måneders kamp, fortæller DR's techkorrespondent, Henrik Moltke.

- TikTok har kæmpet med næb og klør både ved domstolene og udenfor, men nu skal de altså sætte deres lid til en redning i overtiden. Efterhånden kan den næsten kun komme fra Donald Trump, når han igen bliver præsident, siger han.

Herunder kan du læse Donald Trumps reaktion på Højesterets beslutning.

Som modsvar skrev TikTok i en pressemeddelelse, at appen fra i dag 'går i sort' for alle brugere i USA.

Og hvis forbuddet kommer til at vare i længere tid, overvejer Armen Adamjan at trække stikket helt på TikTok i en periode.

- Hvor jeg normalt ville få flere millioner visninger på én video, kunne det i stedet blive maks 100.000 uden USA. Så er min energi og tid bedre brugt på andre platforme, siger han.

'Du kan ikke erstatte TikTok'

Det var med videoer på netop TikTok, at Armen Adamjan fik sit gennembrud og fik skabt sin niche med lifehacks om planter, rengøring og kreativt genbrug.

I dag har han etableret sig på så mange platforme, at han 'nok skal klare sig uden amerikanske følgere TikTok'. Men han ser det alligevel som et stort tab, hvis platformen bliver slået ud af kurs.

- TikTok er unikt, fordi det er én stor, umiddelbar legeplads. Der er ikke andre sociale medier i dag, som kan helt det samme, fordi TikTok er spontant og har en algoritme, der virkelig kan få en god idé eller sjov video til at gå viralt med et fingerknips, siger han.

Ifølge Arman Adamjan bliver det langt sværere for nye content creators at slå igennen og tjene penge, hvis TikTok og de mange amerikanske brugere ikke er der til at katapultere videoer ud på folks telefoner verden over.

Er det ikke OK, at TikTok forbydes i USA, når der er frygt for spionage eller hacking fra Kina?

- Jeg kan godt se, at forbuddet i USA har sine grunde, men det er bare så ærgerligt, synes jeg. TikTok har bragt så meget glæde og godhed med sig - også i mit eget liv. Det er ikke en platform, vi bare kan erstatte, og jeg tænker virkelig 'please don't ban it', siger han.