Toget går om tolv minutter. Du tjekker på Google Maps, hvor lang tid det tager at cykle til banegården. Her giver Google dig muligheden for at planlægge ruten på din egen cykel - eller suse mod toget på en elektrisk jernhest fra firmaet Lime.
Det er denne situation, som Erdem Ovacik, der er administrerende direktør i det app-baserede cykeludlejningsfirma Donkey Republic, er fortørnet over.
Lime er nemlig en direkte konkurrent til Donkey Republic, og firmaet, der måske mest er kendt for sine grønne el-løbehjul, har et prominent navn i ejerkredsen: Google selv.
- Det er unfair, at det kun er Lime, der bliver vist på Google (Maps, red.), og at brugerne bliver ’nudget’ rigtig stærkt til Lime, siger Erdem Ovacik.
Google promoverer altså en virksomhed, de selv er ejer af, i Google Maps, som sidder på praktisk talt hele markedet for navigation - og især navigation af cykelruter.
Danske cyklister er derfor også flittige brugere af Google Maps, når de skal finde den korteste cykelrute. Og her bliver de “nudget” - puffet i retning af Lime.
Det har fået Donkey Republic og en række andre cykeludlejnings-virksomheder i interesseorganisationen Cycling Industries Europe til at true med en klage til EU's konkurrencekommissær over konkurrenceforvridning.
Donkey Republic har indgivet en lignende klage om konkurrenceforvridning fra Lime og Google i 2019, hvor cykeludlejeren mente, Google gav en unfair fordel til Lime ved at tilbyde udlejning af deres løbehjul i Google Maps.
Må man nu ikke reklamere for sit eget produkt?
Det kan jo virke indlysende, at et firma reklamerer for sit eget produkt.
Men reglerne i EUs konkurrencelovgivning slår hårdt ned på firmaer, der har en 'dominerende stilling' på et marked og bruger den til at slå konkurrencen ned.
- Når man har en dominerende stilling, skal man optræde på en anden måde. Her siger man så, at Google misbruger den stilling til at lukke kunderne ind til sig selv frem for konkurrerende virksomheder, siger Jens Fejø, professor i monopol- og konkurrenceret ved CBS.
Donkey Republic kræver, at Google giver brugerne af Google Maps mulighed for at vælge mellem Lime eller andre udlejere. Alternativt er kravet, at Lime fjernes fra navigationsprogrammet. Som situationen er nu, er konkurrencen nemlig unfair.
- Hvis man har en dominerende stilling i det ene marked, så skal man ikke bruge den til at dominere et andet marked, siger Erdem Ovacik.
Google selv kalder integrationen af Lime i Google Maps for et 'pilotprojekt', og forholder sig ikke til, at Google er medejer af virksomheden.
- Lime har været en del af det her pilotprojekt, fordi de med det samme har kunnet skalere til mange lande. Projektet viser, at folk gerne vil bruge det her, og derfor vil vi også gerne have mange flere tjenester med, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef i Google Danmark.
Donkey Republic klagede første gang over Limes tilstedeværelse i Google Maps for 15 måneder siden.
Har tidligere brændt fingrene på konkurrencelovgivning
Google, der er en af verdens største virksomheder og en absolut mastodont, når det kommer til reklamebranchen, har tidligere brændt sig på EUs konkurrencelovgivning, der bliver håndhævet af den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager.
Det har resulteret i tre enorme milliardbøder til Google for at misbruge sin dominerende position til at slå anden konkurrence ned.
Alle tre sager har Google anket, og der er dermed ikke faldet endelig dom i nogen af sagerne endnu.
Google har tidligere fået kritik og bøder for at favorisere sine egne produkter. Er det ikke det samme, man gør her - altså fremhæver sit eget produkt?
- Nej, det mener jeg ikke. Vi ønsker hele tiden at få flere med, og så er vi startet med et pilotprojekt, som kan køre på tværs af lande. Vi skal selvfølgelig være bedre til at få flere med, siger Jesper Vangkilde.
I et pilotprojekt tester en virksomhed deres idé i mindre skala inden den endelige udrulning, og det der det, Google kalder deres Lime-integration i Google Maps.
Nu har pilotprojektet jo kørt i hvert fald i over et år. Hvornår kan jeg åbne min Google Maps og bestille en cykel fra Donkey Republic?
- Nu har vi nogle gode erfaringer med delecykler. Vi vil gerne have flere med, også Donkey Republic, og jeg håber, det kan føre til, at vi snart får dem og mange andre med, lyder det fra Googles danske kommunikationschef.