Andreas Mogensen har redt sin rumseng og tændt for en særlig dansk natlampe

På sigt håber rumarkitekten bag, at den også kan forbedre vores søvn på Jorden.

Lampen med det officielle navn 'the Circadian Light Panel' er udvalgt af ESA og Uddannelsesministeriet som ét ud af ti danske projekter til at komme til rummet. I videoen viser en testperson, hvordan den fungerer. (Video: SAGA Space Architects).

Den danske astronaut Andreas Mogensen har for ganske nylig indtaget Den Internationale Rumstation (ISS), hvor han skal bo og sove i et halvt år.

I samme omgang har han tændt for en specialdesignet, dansk natlampe, som hænger over hans sovepose og forhåbentlig giver ham bedre nattesøvn.

For det der med søvn er ikke lige til, når man lever på en rumstation uden hverken naturligt dagslys om dagen eller mørke om natten.

ISS suser rundt om Jorden 16 gange i døgnet, og det betyder 16 solopgange og 16 solnedgange hver dag. Noget, der virkelig kan forstyrre søvnen.

Derfor er Andreas Mogensen blevet udstyret med et særligt lyspanel, som efterligner døgnets naturlige lys og forhåbentlig vil hjælpe både på hans og fremtidige astronauters søvn og dermed også helbred.

En bragende solopgang

Langt de fleste astronauter tager i dag sovemedicin for at kunne falde i søvn. Og det er især manglen på naturligt dagslys, som gør det svært at sove om natten.

Bag lyspanelet står SAGA Space Architects, som har spækket lyspanelet med LED-pærer.

- Mennesket har udviklet sig til at leve med det lys, der er på vores planet og er en af de ting, som har størst indflydelse på vores døgnrytme, forklarer medstifter af SAGA Sebastian Aristoteles.

Nogle dage vil Andreas Mogensens avancerede sengelampe vække ham med en bragende solopgang, der oplyser hele det lille, interimistiske soveværelse. Andre dage vil lyset ligne det, vi kender fra en overskyet morgen - præcis som på Jorden, hvor lyset varierer fra dag til dag og tidspunkt på året.

Fælles for lyset om morgenen er, at det består af et spektrum af blåt lys, som fortæller vores hjerne, at det er tid til at stå op.

Om aftenen er lyset rødt, som ikke ødelægger produktionen af hormonet melatonin i hjernen, der gør os søvnige.

LED-lampen hænger over Mogensens soveplads. Som astronaut skal man "spændes fast" i en sovepose, når man skal sove. (Foto: Andreas Mogensen via SAGA Space Architects)

Bedre søvn på Jorden

Andreas Mogensen er blevet udstyret med videnskabelige spørgeskemaer og sensormålinger, så forskere kan blive klogere på, hvordan lys påvirker søvn og velvære.

Lampen kan også blive en vigtig ingrediens i opskriften, når astronauter skal sendes på årelange missioner til for eksempel Mars eller bo i kolonier på Månen.

Men lampen kan også få en mere jordnær betydning.

Sebastian Aristoteles håber, at man på sigt kan bruge den nye teknologi og viden til at hjælpe danskere gennem en mørk vinter.

- I vinterhalvåret ville man kunne sove meget bedre, hvis man bruger en lampe som denne. Verden lider lige nu af en søvnepidemi, blandt andet fordi vi bruger langt det meste af vores vågne tid inden for og ikke får tilstrækkeligt med dagslys, siger han.

'Spacetech' koster

Lige nu er lampen en bekostelig affære, fordi den er designet til at klare sig i rummet. Derfor har SAGA kastet sig ud i at lave en billigere model til Jorden, som man på sigt ville kunne have stående på soveværelset.

- Den er meget dyr. Den er certificeret i hoved og røv. Det er jo spacetech. Hvis man ikke udsætter den for lige så ekstreme ting som en rumlampe, kan man lave den en del billigere.

- Jeg har ikke engang råd til at lave lampen i min egen lejlighed, siger medstifteren af SAGA.

Der findes allerede lamper, som kan lave lysterapi. Hvordan adskiller jeres LED-lampe sig fra de eksisterende?

- Der findes gode produkter derude. De gør rigtig meget af det samme, som vi gør. Men fordi vores lampe skal fungere i rummet, har vi måttet skubbe teknologien og finde de absolut bedste LED'er med det mest realistiske farvespektrum, siger Sebastian Aristoteles.

Andreas Mogensens søvn bliver formentlig - forhåbentlig - bedre end tidligere piloters.

Lampens fødsel har været lang, og den danske virksomhed har haft et hyr med at få certificeringerne på plads.

Faktisk blev lampen først godkendt til brug, efter rumraketten havde forladt Jorden i slutningen af august.

I sidste uge kunne rumarkitekt-virksomheden så guide Andreas Mogensen i at få tilkoblet lampen, og hovedarkitekt bag kan nu endelig sænke skuldrene. Lampen er tændt, forsøget er i gang, og nu skal det vise sig, om nattesøvnen faktisk bliver bedre.

Lige nu opholder astronauter sig typisk i seks måneder på Den Internationale Rumstation. Men kan astronauter leve længere tid i rummet, og hvor meget tager kroppen egentlig skade af at leve et liv i vægtløshed? Få svaret i explaineren.