5 teknologiske gennembrud, der har forandret arkæologien fuldstændigt

Når arkæologer før i tiden fandt et skelet, kiggede de nøje på knoglerne.

Knogler kan nemlig afsløre, om det er en mand eller kvinde, man har med at gøre, og om personen har lidt en naturlig død eller er blevet slået ihjel.

Men for ti år siden fik arkæologerne en metode til at hive meget mere information ud af et skelet. Det lykkedes nemlig forskere på Københavns Universitet for første gang nogensinde at kortlægge al dna fra et fortidsmenneske - og det var en 'game changer' for faget.

Det fortæller Eske Willerslev, der er professor på Københavns Universitet og en af forskerne bag metoden.

- Det har fuldstændigt revolutioneret arkæologien. Et af arkæologiens store problemer har i mange år været, at forskere har været nødsaget til at bruge kulturgenstande såsom mønter, våben eller smykker til at kortlægge, hvilke folkeslag der har været i kontakt med hinanden på hvilke tidspunkter, siger han og fortsætter:

- Det problem har dna løst. Ved at se på vores gener, kan vi se, når forskellige folkeslag har været i kontakt og blandet gener. Og det har fuldstændig lavet om på, hvad vi troede.

En af de store opdagelser med genetikken har blandt andet været at vise, at de jæger-samlere, som levede i Danmark i stenalderen, ikke selv opfandt landbruget.

Det var et folk fra sydeuropa, der førte landbruget med og langsomt erstattede jæger-samler-kulturen.

Som barn så amerikaneren Sarah Parcak Indiana Jones-filmene igen og igen, og de gjorde så stort et indtryk på hende, at hun fik en klar idé om, hvad hun ville med sit liv.

Hun ville, ligesom sit forbillede, rejse til Egypten og finde skatte.

Da hun var ved at færdiggøre sin kandidatgrad i ægyptologi, blev hun opmærksom på et fag kaldet "remote sensing", som går ud på at spotte fortidsminder fra luften ved at studere flyfotos og satellitbilleder.

Det gik hurtigt op for hende, at kun få rigtigt udnyttede mulighederne i satellitfotos, så det kastede hun sig over.

Et par år senere - i 2003 - opdagede hun en lang række fortidsminder, der aldrig var fundet.

Kun ved at kigge grundigt efter på satellitbilleder på sin computerskærm.

Siden har hun opdaget 17 nye potentielle pyramider, 3.100 bosættelser og 1.000 forsvundne gravkamre.

I 2016 hjalp Sarah Parcak Nationalmuseet med at en analysere en række satellitbilleder fra Grønland - og her fandt forskerne bevis for, at vikingerne havde været der.

Beviser arkæologerne havde ledt efter i årtier.

Selvom det ikke mere end ti år siden, at dna-analyser af gamle skeletter for første gang blev en mulighed, er der en spændende ny teknologi på vej.

Det fortæller Eske Willerslev.

- Noget af det mest spændende, der er sket det sidste år, er, at vi er lykkedes med at lave en protein-sekventering. Vi fandt en række proteiner, som det er let at udvinde fra gamle skeletter eller potteskår, og de kan fortælle nogle andre ting end dna’et, siger han.

Proteinerne kan eksempelvis fortælle noget om, hvordan sammensætningen af tarmbakterier var hos de mennesker, der levede i stenalderen.

Ud fra det kan forskerne for eksempel fortælle, om stenaldermenneskene døjede med livsstilssygdomme, de kan sågar sige noget om deres mentale helbred.

For Eske Willerslev er der ingen tvivl om, at den teknologi kommer til give mange store opdagelser i arkæologiens verden i fremtiden.

- Proteinerne kan også hjælpe os der, hvor dna’et er så dårligt bevaret, at vi ikke kan få noget information ud. Proteiner kan nemlig bedre klare klimaet i troperne, hvor meget lidt dna overlever tidens tand, siger han.

I 2007 blev hele Danmark opmålt ved hjælp af det, man kalder for Lidar.

Det er et apparat, der sender laserstråler mod jorden og ved hjælp af strålerne kan kortlægge jordfladen i 3D.

Med sådan et 3D-kort kan arkæologerne pludselig se gravhøje inde i skovene eller volde på markerne, som ikke er synlige, når man går i landskabet.

Og faktisk førte teknologien i 2013 til fundet af en ringborg fra Vikingetiden.

I dag er Lidar, ifølge Søren Sindbæk, der er professor i arkæologi på Aarhus Universitet, blevet så udbredt, at næsten alle arkæologer overvejer at bruge den, når de leder efter det næste sted at udgrave.

- De sidste fire-fem år er det blevet normalt, at man tager fat i den slags værktøjer til at starte med. For 10-15 år siden ville man have startet med gravkoen, siger han.

Han fortæller desuden, at teknologien måske kan give endnu flere opdagelser i fremtiden, da man er ved at sætte lidar på droner.

Dronerne kan lettere flyve tæt på moser, floder og kyster og måske afsløre, hvad der gemmer sig under vandet.

- Noget af det spændende i Danmark, der er et lavland, er at se det, der ligger ude i sumpene. Det ligger nok meget derude. Det samme gælder ved revene på Læsø, men vi har ikke ressourcerne til at hente det op. Men med lidar kan vi lære en masse om det alligevel, siger Søren Sindbæk.

I 1960 modtog den amerikanske kemiker Willard F. Libby Nobelprisen for sin opdagelse af en smart metode til at bestemme alderen på organisk materiale.

Alt liv optager, så længe det er i live, nye kulstof 14-molekyler. Så snart planten, dyret eller mennesket dør, stopper optagelsen og kulstof 14, som er radioaktivt, begynder at henfalde.

Ved at se på, hvor meget kulstof-14, der er henfaldet, kan man regne ud, hvornår døden indtraf.

Libbys metode er indenfor arkæologien blevet brugt til at vise, at landbruget kom 1.400 år tidligere til Danmark, end man hidtil havde troet.

Og som et af de første moselig blev Grauballemandens alder i 1956 bestemt ved hjælp af kulstof-14-metoden.

Før kulstof-14 måtte arkæologerne vurdere genstande og skeletters alder ud fra de jordlag, de blev fundet i og hvilke andre genstande, de mindede om.

Den nye metode fik derfor rykket godt og grundigt rundt på alderen af en helt masse genstande.