VIDEO Sådan fungerer Googles førerløse bil

Se hvordan en autonom bil kortlægger al trafik omkring sig - helt op til flere hundrede meter væk.

Ved hjælp af radarer og kameraer kan en førerløs bil kortlægge verden omkring sig i 360 grader. Samtidig måler den afstanden til andre trafikanter og deres hastighed. (Foto: © Skærmbillede fra YouTube/Waymo)

Det giver sig selv, at en førerløs bil, er en bil uden chauffør. Men hvordan er det nu lige, den ser trafikken og vurderer, hvornår den skal standse, og hvornår den skal køre?

Det viser Googles selvkørende bildivision Waymo i en ny 360-graders video - muligvis en af de bedste videoer hidtil til at forklare og visualisere teknologien bag.

https://www.youtube.com/watch?v=B8R148hFxPw

Her kan du se, hvordan en LIDAR (en slags lys-scanner) kortlægger trafikken omkring bilen i 3D. Og hvordan radarer og andre sensorer måler, hvor langt væk de andre trafikanter er, og hvor hurtigt de bevæger sig.

Desuden er bilen udstyret med kameraer til at se, om der er grønt, gult eller rødt lys.

Bilen kan se alt omkring sig tre fodboldbaner væk

En af de store fordele ved autonome biler er, at de kan se trafik markant længere væk end mennesker kan - helt op til tre fodboldbaners længde kan den se og samtidig kortlægge i 360 grader.

Samtidig er det ret tydeligt, når du ser videoen, at bilen opfatter hurtigere end du selv gør. Simpelthen fordi den på samme tid kan holde øje med både biler, cyklister og fodgængere på alle fire sider.

Waymo testkører allerede nu biler helt uden chauffør på vejene omkring Phoenix i Arizona, hvor de forventer at begynde en ægte robot-taxi-service senere i år.

Snart kan de helt førerløse biler også også opleves i Californien. Den gyldne stat, som den kaldes, har netop besluttet at tillade kørsel på offentlig vej, helt uden sikkerhedschauffør, så længe bilen kan fjernbetjenes af en operatør, hvis bilen kommer i problemer.

Kritikere mener dog, at det er alt for farligt og kalder det “et dødeligt videospil”, med henvisning til de rapporter de selvkørende bilfirmaer hvert år skal indsende til de californiske myndigheder. Heraf fremgår det, at ingen af bilerne endnu er helt fejlfri.