Hvis man stadig skulle være i tvivl, så er det nu tæt på at være dokumenteret: Vi er en nation af gadgetglade mennesker, og danskerne har i høj grad taget smartphones og tavlecomputere til sig.
Det viser en undersøgelse, som Gallup har lavet for Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation.
Undersøgelsen viser, at 67 procent af alle voksne danskere nu har en smartphone, og at 44 procent af alle husstande har en tablet - herunder især Apples iPad. Der er nu 1,1 mio. tablets i danskernes hjem, skriver Danske Mediers nyhedsbrev.
Få penge på apps
Til gengæld bruger danskerne ret få penge på apps - månedligt blot 8,60 kr. til tablet og 6,51 kr. til smartphone. Det er et fald til næsten det halve i forhold til 2011.
Undersøgelsen sætter samtidig en tyk streg under, hvor stor en forandring mediebilledet undergår i disse år. Tallene viser nemlig, at 38 procent af danskerne nu læser nyheder på en computerskærm - mens 30 procent angiver, at de også bruger mobilen. 24 procent læser aviser.
Pudsigt nok svarer flertallet, at de opfatter reklamer som forstyrrende - men danskerne vil fortsat hellere leve med reklamerne, end de vil betale for en app.
Få danske tal
Mens der er bunkevis af sådanne undersøgelser om det amerikanske og det globale marked, er det sjældnere at der dukker præcise undersøgelser op for Danmark.
Meget tyder dog på at Danmark er foran USA, hvad angår smartphoneudbredelse. For et halvt års tid siden viste en undersøgelse fra analysehuset Nielsen, at 55,5 procent af amerikanerne nu ejer en smartphone, med Googles Android som det klart mest dominerende system.
Denne måned viste en anden undersøgelse, denne gang fra Pew Internet Research, at 56 procent af de voksne amerikanere nu har en smartphone.
Samtidig viste tal fra den danske forening af elektronikproducenter, Branceforeningen ForbrugerElektronik for nylig at danskerne i 2012 købte stort ind af smartphones. Der blev sidste år solgt 1,3 mio. nye smartphones i de danske butikker - mod blot 200.000 gammeldags telefoner.
BFE-tallene viste samme tendens som Gallups, nemlig at 3,8 mio. danskere nu har en smartphone.