I kølvandet på NSA-miseren har flere af de største teknologifirmaer udtalt sig særdeles negativt om den amerikanske regerings spion-program.
Og i den forløbne uge er debatten så endnu engang blusset op efter at Facebook's Mark Zuckerberg og Google's Larry Page har gentaget deres frustrationer over NSA og kaldt den amerikansk regering skadelig for internettet og demokratiet.
Det har nu fået Barack Obama til at invitere de to og flere andre tech-topfolk til møde i det hvide hus - et møde som vil finde sted senere i dag.
Zuckerberg og Page er sure
Facebook-stifter Mark Zuckerberg skrev i sidste uge på sin Facebook-profil et frustreret indlæg, hvor han blandt andet skriver at han har ringet til Obama, og udtrykt sin frustration over den skade som han mener at regeringen og NSA har gjort.
- Den amerikanske regering skal være fortaler for internettet ikke en trussel imod det. Når vores programmører arbejder stenhårdt for at forbedre sikkerheden, så forestiller vi os at vi beskytter brugerne imod kriminelle, ikke mod vores egen regering, skriver Zuckerberg, blandt andet.
Han bliver bakket op af Googles direktør Larry Page, som i et interview i onsdags igen blev spurgt ind til Edward Snowdens afsløringer om NSA's spionprogram.
- Vi kan ikke have et demokrati hvis vi bliver nødt til at beskytte vores brugere mod regeringen, vedrørende ting som vi aldrig har haft en dialog omkring. Vi har brug for at vide hvilke parametre der er, hvilken slags overvågning regeringen gennemfører, og hvordan og hvorfor, sagde Page.
Med invitationen fra Obama, tyder det altså på at Zuckerberg og Pages' åbenmundethed har haft en effekt.
Hvor meget har teknologifirmaerne vidst?
De selvsamme teknologifirmaer har i flere omgange været anklaget for at have samarbejdet med NSA i det såkaldte PRISM-program, hvor NSA har hentet store mængder data ud fra tech-firmaernes servere - en påstand som de berørte firmaer gentagende gange har afvist.
Billedet af hvad der helt præcist er sket er stadig sløret, men så sent som i denne uge har NSA's juridiske topchef, Rajesh De, gentaget, at de store tech-firmaer var fuldt ud klar over hvad der foregik.
Men påstanden bliver fra flere sider tilbagevist.
Under titlen 'Fald ikke for den misledende historie som NSA spreder om at techfirmaerne løj om PRISM' argumenterer Mike Masnick fra mediet Techdirt for, at der stadigvæk må skelnes mellem data som tech-firmaerne juridisk er blevet pålagt at udlevere (med henvisning til paragraf 702 i den såkaldte FISA-lov) og at de skulle have tilladt NSA mere eller mindre at koble sig direkte på deres servere.
Obama vil også definere en big data politik
Udover at NSA's overvågningsprogram påvirker de store tech-giganter, så kan der være endnu en god grund til hvorfor Obama netop nu har valgt at kalde dem til Washington.
Præsidenten barsler nemlig også med en internet-politik der skal kigge på reglerne for offentlige og private firmaers brug af big data i forhold til brugernes privatliv - en politik der potentielt kan have en lige så stor effekt på Facebook og Googles forretning, som problematikken med NSA har.