Selvkørende biler kommer på Autobahn i år

Tyskland laver forsøg med selvkørende biler på Autobahn. Forsøget skal blandt andet være med til at bringe tysk selvkørende bilteknologi i førersædet.

Tyskland vil snart begynde test med selvkørende biler på Autobahn. På billedet ses Mercedes F 015 - et bud på hvordan en 100 procent autonom bil kan se ud i fremtiden. (© Mercedes)

Skal du et smut ned af den tyske Autobahn i slutningen af året, kan du risikere at møde en bil, der kører sig selv.

Den tyske transportminister Alexander Dobrindt har løftet sløret for pilotprojektet “Digital Testfeld Autobahn”, der skal teste selvkørende bilteknologi på en mindre strækning af den tyske motorvej A9 i Bayern.

Strækningen vil blive digitaliseret, således at bilerne og vejen er i kontakt med hinanden, ligesom de selvkørende biler skal kunne tale indbyrdes.

Forsøget er første skridt på vejen mod den fuldt autonome bil, men i første omgang er der tale om biler, hvor der til alle tider skal sidde en årvågen chauffør bag rattet.

Tyskland skal være uafhængig af Google

Ministeren er meget klar i spyttet, om hvorfor det er vigtigt for Tyskland at være offensive på dette område.

- Den tyske bilindustri kan blive ledende i verden indenfor digitale biler. Tyske producenter skal ikke være afhængige af Google, siger Dobrindt til den tyske avis Frankfurter Allgemeine.

En ud af syv stillinger i Tyskland er enten direkte eller indirekte relateret til bilindustrien, så der er gode grunde til, hvorfor det er et vigtigt område for vores store nabo mod syd.

Tanken om at være digitalt uafhængig stopper dog ikke ved bilerne, men er udtryk for en overordnet digital tysk strategi.

- Vi skal væbne os mod monopoliseringen af data. Vi skal skabe vores egen digitale suverænitet, uafhængig af Amerika og Asien, siger ministeren.

Ny lovgivning er påkrævet - og på vej

I kølvandet på den nye bilteknologi, er der også behov for ny lovgivning. Blandt andet skal det afklares, hvem der er ansvarlig hvis en autonom bil er involveret i en ulykke: Er det føreren af bilen eller producenten?

Den tyske transportminister har allerede sat arbejdet i gang - som foregår i et samarbejde mellem erhvervslivet, forskere og politiske beslutningstagere - og allerede til efteråret ventes et bud på den nye lovgivning klar.

- Op til den internationale Motor Show i september vil vi præsentere første skitse, som vi give et yderligere løft til den automatiserede kørsel i Tyskland," siger Dobrindt til avisen Welt am Sonntag.

Flere tyske bilfabrikanter er allerede langt fremme med selvkørende biler. Fx har Mercedes for nylig præsenteret et bud på en fuldt autonom bil, og en delvist selvkørende lastbil.