Du kender måske ikke Acxiom, Datalogix, Intellius og alle de andre databrokere. Men de kender med stor sandsynlighed dig. Måske endda usædvanlig godt.
Og nu skal det lægges åbent frem, præcis hvad det egentlig er, databrokerne foretager sig, hvad de indsamler, og hvem de handler de mange data med.
Det mener den amerikanske forbrugerbeskyttelsesmyndighed, FTC, der i en ny rapport sætter fokus på den voksende databrokerindustri i USA - en industri, der for de fleste mennesker er ganske ukendt.
FTC anbefaler, at de amerikanske lovgivere hurtigt vedtager skrappere regler på området.
Databrokerne har specialiseret sig i at indsamle data om menneskers liv, interesser og adfærd fra et væld af forskellige kilder. Dels via såkaldte cookies (små tekstfiler, der gemmes i din browser), dels via samarbejder med datagiganter som Facebook, Twitter og andre internetvirksomheder, og dels via loyalitetsprogrammer og utallige andre kilder.
Gemmes, bearbejdes og sælges
Disse data samles, gemmes og videresælges i detaljerede personprofiler til kommercielle formål, oftest til reklame og markedsføring. Der er dog meget lidt kontrol med hvad der egentlig foregår, og brugerne får som oftest intet at vide, konkluderer rapporten.
Mens der det seneste års tid har været stor fokus på efterretningstjenester som NSAs overvågning af internettets brugere, er der i USA en gryende interesse for den del af overvågningen, der udgøres af private, kommercielle virksomheder, der overvåger og indsamler data om mennesker med henblik på videresalg til kommercielt brug.
Allerede sidste år var der høringer i det amerikanske senat om emnet, og allerede dengang stod det klart, at forbrugerne har meget ringe beskyttelse mod den omfattende kommercielle overvågning og videresalg af private data om dem. Tidligere på året blev der sågar fremlagt et udkast til et lovforslag mod industrien.
Umuligt at rette fejl om en selv
Nu kræver den amerikanske forbrugerbeskyttelsesmyndighed, FTC altså meget bedre lovgivningsmæssig kontrol og øget gennemsigtighed på området. FTC påpeger i rapporten 'Data Brokers' en række problemer med databrokerindustrien, herunder især, at det er umuligt for forbrugerne at få indblik i, og dermed heller ikke har mulighed for at rette problematiske fejl.
De mange data der indsamles kan også være yderst personlige, fx data om sygdomme og seksualitet. Ifølge FTCs rapport putter databrokerne folk i kategorier, hvor man eksempelvis kan inddeles efter race, om man har risiko for diabetes, eller om man har en hund.
Sådanne data kan benyttes til at give målrettede tilbud til forbrugerne, men de kan også bruges til at fx at nægte bestemte personer adgang til forsikringer, lån og meget andet.
Udveksler data med sociale medier
Den største blandt databrokerne, virksomheden Acxiom udveksler blandt andet data om brugerne fra Twitter og Facebook, og skulle angiveligt være så dygtige til at lure på nettets brugere, at selskabet kan gennemskue og registere netbrugerne, selv om de bruger falske navne.
Acxiom er dog blot en blandt mange i industrien, og det ikke kun online, der indsamles data. Via loyalitetskort, nyhedsbreve, abonnementslister og meget andet høstes der også data fra den analoge verden, der derefter samkøres med de data, der er høstet digitalt.
De selskaber, som FTC har undersøgt, er, udover Acxiom, Corelogic, Datalogix, eBureau, ID Analytics, Intellius, PeekYou, Rapleaf og Record Future - og alle er selskaber, som har det tilfælles, at de lever en relativt ukendt og anonym tilværelse uden for offentligheden søgelys.
De ved alt om dig
- Du kender dem måske ikke, men de kender dig. De ved, hvor du bor, hvad du køber, hvad du tjener, hvad dit etniske tilhørsforhold er, hvor gamle dine børn er, om du er rask og hvad dine interesser og hobbyer er, siger Edith Ramirez fra FTC til Reuters.
Mens de amerikanske firmaer angiveligt interesserer sig mest for amerikanske forbrugeres data, er det mere uklart, om også europæernes og danskernes data samles op i selskabernes databanker. Nogle selskaber, fx Abine, har sågar udviklet abonnementsordninger, hvor de jævnligt sørger for at få slettet data, der kan havne i databrokernes databanker.
Rapporten om den massive dataindsamling fandt ikke eksempler på ulovlige metoder.