Vi kan lige så godt acceptere det. Med internettet bor vi allesammen i et glashus, hvor alt i vores liv stilles offentligt til skue.
Nogle gange er det ting vi selv har delt, andre gange er det informationer, data eller billeder som er blevet offentliggjort uden for vores kontrol - data og hemmeligheder og pinligheder vi måske helst bare ville slette igen.
Men EU-sagerne om borgernes ret til at få fjernet artikler fra Googles søgninger, en nylig debat om slettede tweets og den højaktuelle hackersag om utroskabstjenesten Ashley Madison viser, at nettet aldrig glemmer.
Så lad os tale om tilgivelse i stedet.
For måske handler det i virkeligheden ikke om at jagte en illusion om at vi kan fjerne udvalgte informationer om os selv fra nettet, men om at vi kollektivt skal blive bedre til at tilgive?
Om at vi skal kunne ændre mening og holdning, og genopfinde os selv - og ikke mindst acceptere det samme hos andre?
Ups, skat, jeg kom til at melde mig til en utroskabstjeneste…
Spørgsmålet om hvilke informationer om os, der er tilgængelige på nettet, er ubehageligt nær i disse dag for de mange, som har haft en konto hos den amerikanske utroskabstjeneste Ashley Madison.
Tjenesten blev som bekendt hacket for nylig, og filer med personlige oplysninger om medlemmerne har ligget åbent tilgængelige på nettet i et par uger efterhånden.
Det har givet anledning til en del debat i medierne (45 mio søgeresultater på Google), og selvfølgelig til en del mere eller mindre alvorlige sager om de mennesker, hvis navne dukkede op i medlemskartoteket.
Er slettet det samme som glemt?
Twitter var også i vælten i den forgangne uge, på grund af en sag om adgangen til slettede tweets.
Tjenesten Politwoops har i flere år lavet en automatisk søgning efter slettede tweets fra en række politikere, og offentliggjort dem i deres eget feed.
I foråret blokerede Twitter for Politwoops’ adgang til den automatiske søgning i USA, og i denne uge kom så turen til resten af verden.
Det har naturligt nok givet anledning til en del debat om hvorvidt det er i orden at videreformidle beskeder som politikerne selv har fortrudt og slettet?
På den ene side kan man måske sagtens mene, at Politwoops har udført en vigtig oplysningstjeneste med sin offentliggørelse af politikeres slettede tweets - for hvor ofte har man ikke oplevet, at de siger ét, men gør noget andet, og bagefter benægter alting?
På den anden side er det måske at gå lovlig tæt på i oplysningens hellige navn ligefrem at automatisere genudsendelsen af information, twitterbrugerne selv har ønsket at fjerne?
Retten til at blive glemt…eller i hvert fald fjernet fra søgninger
Endelig har vi jo i lang tid efterhånden haft “retten til at blive glemt” - et princip, som i virkeligheden har været en del af EUs databeskyttelses-direktiv siden 1995.
I praksis betyder det, at man kan søge Google om at få fjernet websider fra deres søgeindex, hvis man er utilfreds med fx en artikel eller et billede - selvom der naturligvis er en række betingelser der skal være opfyldt.
En ikke uvæsentlig pointe i sammenhængen er dog, at det ikke er selve artiklen der bliver fjernet, men udelukkende linket til artiklen i Googles søgeindeks.
Man kan altså stadig sagtens finde informationen, hvis man går til det oprindelige website, og der er således mere tale om “retten til at blive sværere at finde” end “retten til at blive glemt” - hvad der selvfølgelig har givet anledning til en del debat.
Senest boblede diskussionerne op igen, fordi Google oven i købet var blevet bedt om at fjerne link til en række artikler om fjernede links - ikke bare links til de oprindelige artikler.
Retten til at blive glemt, eller pligten til at tilgive?
Det er klart, at alle sagerne her tegner et komplekst billede af både internet og samfund. Der er næppe nogle nemme løsninger, når det gælder spørgsmål om databeskyttelse, privatliv, usikkerhed, journalistik og moral.
Ikke desto mindre har de aktuelle debatter efterladt mig med en lidt sur smag i munden.
I stedet for at lade folk slås mere eller mindre forgæves mod internettets uendelige hukommelse, lækkede data og søgemaskinernes evne til at grave alting frem af arkiverne, så burde vi måske kollektivt lære at være bedre til at acceptere andres og egne fejltrin.
Det burde ikke være nødvendigt fx for tidligere straffede at gå igennem lange retssager for at få fjernet links til artikler. Det burde være helt normalt at de efter udtjent straf kan tage en åben snak om deres fortid.
Og selvom jeg nok mener at utroskabstjenester fx ligger på den forkerte side af mine personlige, moralske grænser, så kan der være tusind grunde til at man har valgt at lave en profil hos Ashley Madison.
Tænk først, døm bagefter
Hvis vi hæmningsløst udstiller alle, fordi vi har fundet billeder af dem, informationer om dem eller for den sags skyld løgne og påstande uden hold i virkeligheden, så er vi med til at skabe en usund kultur.
Og ja, jeg ved godt at jeg lyder som en gammel hippie, men jeg kunne simpelthen godt tænke mig en mere åben accept af vores behov for at mene og sige noget, ændre holdning eller genopfinde os selv.
Og nej, det betyder ikke, at folk skal have lov til at sige og gøre hvadsomhelst uden konsekvenser. Og det betyder selvfølgelig heller ikke, at vi skal acceptere løsagtig omgang med vores private data.
Det betyder bare, at vi måske skal lære at tænke først og vente lidt med at pege fingre…